GUDHJEMS JULETRÆ FÆLDET FOR ANDEN GANG

Juletræet var fastgjort i et nedgravet betonrør, som ikke kunne stå kadencen, da bardunerne slap sit tag. Foto©JørgenKoefoed.
DET VAR ET MEGET flot grantræ, der måtte lade livet, da det blev hugget omkuld og transporteret til Ankerplads ved indkørslen til Gudhjem lige før starten på julemåneden. Her blev det genrejst og smykket med elektriske pærer. Ved hjælp af barduner kom til at stå – næsten – lige. Flot så det ud!
Så kom stormen i går nat, og lige som Express 1 måtte juletræet kaste håndklædet i ringen. Bardunerne gav op, og træet faldt lige så langt det var.
Det er Gudhjem By- og Museumsforening, der står bag juletræsarrangementet. Derfor kunne Byforeningens næstformand, Hans Jørgen Jensen, på sin Facebook-side forkynde, at det bliver genrejst af byens entreprenør – Jens Møller A/S – i løbet af næste uge.
Men de aftenlige julekalenderåbningsseancer forsætter uanfægtet – ligegyldig om bølgehøjden passerer de fire meter. Det er hver aften kl. 19:00 … og adressen kan du se her på Bloggen dag for dag.
Fortsat god jul!