GUDHJEMS OMKRINGFARENDE FORFATTER

Kirsten Sonne Harild foran sit hus i Løkkegade i Gudhjem. Hunden er en krydsning mellem en bordercollie og en labrador. Den lyder navnet Wendy. For en ordens skyld skal det nævnes, at dette billede er taget lige, da Kirsten havde købt huset. Senere er det blev malet. Foto©JørgenKoefoed.

NORMALT FORBINDER man vel en forfatter med en person, der hamrer i tasterne fra morgen til aften, er bleg af for meget indendørsliv og uden tanke om at rede sit år og overholde spisetiderne.

Sådan en forfatter er Gudhjems Kirsten Sonne Harild i hvert fald ikke. Selv om hun har udgivet flere bøger end rekordindehaveren Klaus Rifbjerg – over 130 … netop én er udkommet, mens to er på trapperne – bliver der også tid til et omkringfarende liv.

BOG 1 – EN FARLIG FILM

Sådan ser forsiden til Kirsten Sonnne Harilds bog om Tunesien ud. Foto©JørgenKoefoed.

Kirsten Sonne Harild i den tunesiske del af Sahara nær byen Douz, som også bliver betegnet som ‘Porten til Sahara’.. Foto©BørnenesUlandskalender.

Bogen EN FARLIG FILM, der lige er udkommet, er til undervisningsbrug. Hvis du er interesseret, kan du på https://2022.u-landskalender.dk høre forfatteren læse dén plus hendes genfortælling af tre tunesiske legender op.

Bogen er et led i årets ’Børnenes U-landskalender’, som tusinder af danske børn siden 1962 har åbnet dagens låge på i decembers første 24 dage.

I forbindelse med kalenderen laver Danmarks Radio hvert år programmer om årets land, som bringes på børnekanalerne Ramasjang og Ultra. Samtidig arbejder elever fra 1. til 5. klasse med dette undervisningsmateriale, som har en spændende, skønlitterær bog som centrum og handler om børneliv i dét land, der samles ind til via julekalenderen.

ÅRETS LAND

Holdet fra Danida var i starten indlogeret hos byen Makthars borgmester og apoteker [ham i sofaen tv og hans hustru th. og deres to børnebørn]. Holdet bagest fra venstre: Malika [fixer], Michael Larsen [projektleder], Hiba [tolk], Kirsten Sonne Harild [forfatter] og Jeppe Gudmundsen-Holmgreen [fotograf].

Dette års land er TUNESIEN og dette års forfatter er således KIRSTEN SONNE HARILD, som bor i Løkkegade i Gudhjem. Hun har i 24 dage med projektets fotograf og projektets leder [ af det store netbaserede undervisningsmateriale], en tolk og en fixer gennemtrawlet det nordafrikanske land fra nord til syd. I det nordlige med hovedstaden Tunis er landet forholdsvis rigt og meget grønt, men længere mod syd er landet goldt og fattigdommen markant. Her starter Sahara-ørkenen, der blandt andet rummer den meget store saltsø ’Chott el Djerid’ – oversat til dansk: ’Lagunen fra Palmelandet’. Søen der kun har vand om vinteren breder sig over ikke mindre end 7.000 km2 – altså samme størrelse som Sjælland eller tolv gange større end Bornholm. Et meget fladt, meget øde og meget tyst område, som kunne ligne noget fra en anden planet. Ikke så underligt, at Star Wars filmene er optaget netop her.

FOKUS PÅ YTRINGSFRIHED

Projektet gennemføres i samarbejde med Danida og IMS og meningen med det hele er, at give danske børn et kig ind i et børneliv, som på en måde ikke er så forskelligt fra deres eget – og så alligevel.

Det drejer sig om at få børn og unge i de fattige områder til at interessere sig for ytringsfrihed, lære at være kritiske og bruge deres stemme og på den måde påvirke deres liv i en bedre retning.

I Tunesien har Årets Organisation IMS International Media Support – udtaget otte byer, hvor der ikke er lokale nyheder i forvejen. Her kan børn, som er fyldt 11 år, blive uddannet som børnereportere. Børnene får hjælp fra professionelle journalister. Deres nyheder udkommer i hele området, hvor de bor – enten som printmedie, på radio, podcast eller som små videoer på internettet. IMS kæmper for pressefrihed og støtter uafhængige medier i mere end 30 lande over fire kontinenter. De tror på, at god journalistik skaber bedre samfund.

BYEN MAKTHAR

Bogen ‘En farlig film’ er skrevet og fotograferet i Makthar, men de indsamlede penge fra salget af julekalenderen skal bruges til at oprette mediestationer for børn og unge ikke blot i Makthar, men i byer over hele landet. Makthar ligger 150 km sydvest for hovedstaden med omkring 14.000 indbyggere – altså på størrelse med Rønne. Udsendelserne kan fx handle om, hvorfor der ikke er nogen legepladser eller, hvorfor vejene har så mange huller, at man ikke kan cykle på dem eller, hvorfor det kun er piger, der får en skoleuniform.

De medvirkende i filmen ‘En farlig film’ fotograferet foran Makthars gamle oldtidsby, som blot ligger øde hen og bruges som legeplads af byens børn. Foto©BørnenesUlandskalender.

Kirsten Sonne Harild sammen med filmens hovedperson Naim og hans bedstemor. Foto©BørnenesU-landskalender.

Handlingen i bogen EN FARLIG FILM foregår i Makthar. Den starter med, at bedstemor giver barnebarnet Naim en mobiltelefon. Hun forklarer ham, at han kun må fotografere eller filme nogen, han på forhånd har fået tilladelse af. En dag filmer han en dreng, som laver en masse sjove ting på sin BMX-cykel, men som under optagelsen pludselig bliver påkørt af en bil. Ulykken optager han også – uden tilladelse selvfølgelig, og så er fanden løs i Laksegade.

Bogen er ude i skolerne nu – ligesom U-landskalenderen kan købes hos visse boghandlere og i visse supermarkeder landet over. I Gudhjem kan den fås i både Spar og i Dagli’Brugsen. Den koster en halvtredser.

BOG 2 – 111 STEDER DU SKAL SE PÅ BORNHOLM

Et af de 111 steder du skal besøge: Toppen af Bornholmertårnet. Foto©JustineHøgh.

Et af de steder du skal besøge: Pissebækken. Her er det  fotografen Justine Høgh der for en gangs skyld står foran linsen. Foto©KirstenSonneHarild.

Kirsten Sonne Harild har i disse dage lagt sidste hånd på 111 STEDER DU SKAL SE PÅ BORNHOLM. Den laver hun sammen med Justine Høgh, som er en af de bedste fotografer på Bornholm. De to damer har kørt og vandret øen rundt og været ude i alle kroge og kanter og fotograferet og skrevet om både de kendte og mere ukendte steder.

Kirsten er rimelig godt orienteret om de gode steder på Bornholm. Hendes mor var journalist – først på Bornholmeren og siden på Kristeligt Dagblad. Hun var meget nysgerrig og lavede altid meget research ude på øen. Hun tog sine børn med rundt, hvor de fulgte Frede Kjøllers to små bøger ’Bornholms ukendte stier’ fra 1981.

Et af de mere usædvanlige steder er Jantzens Hotel i Gudhjem. Det blev sidste år solgt til en gruppe mennesker, der er i fuld gang med at tilbageføre hotellet, som det så ud i forne tider. Kirsten kom ind på et smukt udstyret værelse og tænkte: ’Her kunne jeg godt tænke mig at bo og skrive et stykke tid’. Da hun gik ud af hotellet, kom hun i tanke om, at hun hellere måtte notere, hvad nummer værelset havde. Hun gik tilbage og blev temmelig forbløffet. Det var værelse 111.

Bogen udkommer til foråret på Forlaget Frydenlund

BOG 3 – MORD I GUDHJEM

Kirsten Sonne Harild første roman for voksne udkom september sidste år. Læg mærke til at forfatteren nu har smidt sit sidste efternavn.

Efterforskeren Stina Funk og hendes bornholmske makker, politimanden Jens Kjøller, der optrådte i Kirsten Sonnes første kriminalroman DEN VILDE optræder også i den næste krimi. DEN VILDE handlede om efterforskningen af et bestialsk mord på en mand begået inden for bison-indhegningen i Almindingen. Roman blev så meget en succes, at første oplag blev udsolgt og et andet oplag sat i tryk.

En succes skal selvfølgelig følges op, så forfatteren er i fuld gang med at strikke et nyt komplot sammen – og ja, det ser ud til, at det umage makkerpar Funk & Kjøller er kommet for at blive. Denne anden bog udkommer også på forlaget Alhambra. Om bisonerne også kommer til at spille en rolle i krimi nummer to vides ikke, blot at en del af handlingen udspiller sig i Gudhjem. Titlen er endnu hemmelig, men den vil afsløres, når bogen udkommer om et lille års tid. Bloggen giver den arbejdstitlen ‘Mord i Gudhjem’.

Pust-støn … en kvinde med speederen i bund!