GUDHJEMS SIDSTE UDENDØRSMALENDE LANDSKABSMALER

Den sidste mohikaner: Kasper Køie står i Guds egen natur og maler klipper – her i Prinsessehaven ved Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

Kasper Køie: Jeg er bange for, at kulturen er ved at forsvinde. At danskerene er ved at blive kulturløse. Foto©JørgenKoefoed.

’GUDHJEM OG CHRISTIANSØ TILTRAK i århundredets begyndelse (altså 1900-tallet) kunstnere bag det moderne maleris gennembrud herhjemme. Siden blev Gudhjem med  kulmination i 1930’erne og 1940’erne et centrum i dansk malerkunst.’ Sådan skriver Peter Tiemroth i sin bog ’Gudhjem i 9000 år’. Og han tilføjer; ’I dag er de store malerdage –  i Gudhjem som på Christiansø – forlængst forbi’.

Desværre har hr. Tiemroth ret. Staffeliernes parade på Bokul er en saga blot. De er alle væk – og dog. Faktisk er der endnu én tilbage, som kan opleves ude i Gudhjems vilde natur. Det er Kasper Køie.

Kasper Køie er bosiddende lige ud til den gamle kirkegård højt oppe i Gudhjem. Han har fornemme maler-rødder med Ernst Køie som bedstefar og Henning Køie som far, så det er ikke så underligt, at netop han holder fast i de gamle familietraditioner, hvad maleriet angår.

Kasper kom til verden samme år som Far Til Fire i Sneen. Det var i 1954. Det skete i Melsted. Siden flyttede han til bindingsværkshuset i Sct. Jørgensgade 3 – tidligere Nørregade – og til Bødlens Hus på Frederiksø.

Han kom på privatskolen i Rønne efter skolegang på Christiansø, hvor de kun var tre i klassen. Allerede dengang var Kasper lidt af en rabiater med sin rappe tunge. Hør bare denne historie om sammenstødet med skolens inspektør Kofoed-Hansen, som også underviste i religion:

INSPEKTØREN: Kasper, hvis du var min hund, skulle du klippes (Kasper var som den eneste i klassen langhåret).

KASPER: Hvis du var min papegøje, skulle du have mundkurv på!

Sådan sætter man Tør-far på plads.

Det senest år har Kasper stillet sit staffeli op i Prinsessehaven, som ligger ud mod havet i det yderste nordlige hjørne af Gudhjem. Et pragtfuld sted med dramatiske klippeformationer.

EGO: Det er nogle drabelige motiver, du smører på dine lærreder. Kig direkte ned i farlige klippespalter. Er du ikke bange for at styrte i havet?

KASPER. Hæ-hæ … det var faktisk en tidligere sommer-gudhjemmer – den svenske kunstner Haakon Haakonson, Fjodor kaldet – der lærte mig at kigge nedad. Han stod selv og malede fra Bokul og kiggede ned over byen. Jeg tror, det er et syn, som ikke så mange oplever – og ingen har malet før. Det har givet mig lyst til at dyrke ’nedkigget’.

EGO: Oplevede du kunstnerlivet på Christiansø, da du boede det?

KASPER KØIE: Ikke så meget. Det er mere de historier, som jeg har hørt fra min far. Dengang var rder igtig mange kunstnere, der tilbragte sommerhalvåret på Ertholmene. Men de var jo ludfattige. Min far har fortalt, at der engang kom en sceneinstruktør fra Det kgl. Teater til øen for at holde ferie. Han oplevede fattigdommen, så da han kom hjem pakkede han nogle store kasser med brugte kostumer og sendte dem over til kunstnerne, så de havde noget ordentligt tøj at tage på. Min teori er, at det var inspirationen til de årlige karneval på ’Månen’. Han fik også foranlediget, at kulisser, der dengang blev malet på lærred, blev rullet sammen og sendt over til de stakkels kunstnere. Så de klarede sig alligevel – og i hvert fald var der en farlig masse sjov. Nu er alle kunstnerne borte og de fleste synes, at det hele er blevet lidt kedeligt.

EGO: Ja, jeg fornemmer også, at folk i al almindelighed synes, at livet ikke er så sjovt mere. Hvad er der egentlig sket?

KASPER KØIE: Livet er blevet systematiseret, og dét ulmer i baghovedet på de fleste. Der hersker en utryghed. Ingen kan falde til ro. Evindelig efteruddannelse, Fyringstrusler. Firmaflytninger til udlandet. Kedeligt og fordummende fjernsyn. Læs Noami Kleins bog KAOSDOKTRINEN. Så får du chokket og en forståelse for, hvad det er for et spinatbed mennesket har trådt i.

EGO: Ja, man har i hvert fald en fornemmelse af, at dommedag er nær, når man ser, hvad der foregår i det europæiske galehus i Bruxelles.

KASPER KØIE: Min gamle lærer sagde allerede for mange år siden: ’Fremtidens våben bliver økonomien!’ Og det ser ud til, at han havde ret.

EGO: Ja, pengene kan ren psykisk crashe enhver – og skabe panik både hos de hysteriske kællinger på børserne og hos hr. og fru Koefoed.

Kasper Køie maler videre på sit store klippemaleri. Lige nu er det så let i farverne, at granitten svæver.

EGO: Vil du lade motivet lande .. eller skal det bliver deroppe i stratosfæren?

KASPER KØIE: Jeg ved det ikke … det vil vise sig.

Kasper Køie: Der var mere sjov i gamle dage. Min far har fortalt denne episode fra en af sommerfesterne på Christiansø: To hold skulle ro om kap fra den nordlige mole til den sydlige. Undervejs skulle holdene prøve at fylde modpartens båd med vand. Da dysten var overstået og vinderen udråbt opdagede fiskeren Hilmer Fridthjof, at han havde mistet sin forlorne overmund. Om aftenen satte han et opslag op: 'Hvis havet viser tænder, er det mine'. Foto©JørgenKoefoed.