GUDHJEMS TRÆER RYGER ÉT EFTER ÉT

Endnu et træ er røget sig en tur – her i Biblioteksgården i Gudhjem. Foto©KarlJohanKelberg.

Stammen ser godt nok lidt rådden ud. Foto©KarlJohanKelberg.

Sådan ser det ud nu. Heldigvis er det store figentræ bevaret, så der er stadig lidt grønt tilbage. Foto©JørgenKoefoed.

SÅ ER DER IGEN røget et af Gudhjems ’grønne fakler’. Det gamle træ, der stod til højre for indgangen til Gudhjem Bibliotek og Universitet, er blevet skåret ned til sokkeholderne, roden trukket op og som sådan total udslettet. Nu ligger hele gården så underlig bar hen. Det grønne træ mangler – ikke mindst den gamle skolebænk, der omkransede det.

Bloggen ringede til kommunens grønne mand – Morten Bach Jørgensen.

BLOGGEN: Hvorfor er træet i Biblioteksgården blevet fældet?

MORTEN BACH JØRGENSEN: Det skal du tale med Hasse Larsen fra Ejendomsservice om. Det er ham, der står bag.

BLOGGEN: Det vil sige, at du slet ikke har været inde over?

MORTEN BACH JØRGENSEN: Jo, jeg har beset træet, men tal med Hasse Larsen, det ligesom ham der har stået for fældningen.

Bloggen ringer herefter ti Hasse Larsen, som er driftskoordinator i Ejendomsservice.

BLOGGEN: Hvorfor er træet ved Gudhjem Bibliotek blevet fældet?

HASSE LARSEN: Vi fik en henvendelse fra biblioteket om, at en del af træet var gået ud. Flere grene var døde og træet hældede betænkeligt til den ene side. Det var simpelthen færdigt. Derfor fældede vi det, så ingen kunne komme til skade.

BLOGGEN: Så I fældede det ikke for at skaffe en extra P-plads?

HASSE LARSEN: Nej, slet ikke.

BLOGGEN: Men skal der så ikke plantes et nyt?

HASSE LARSEN: Jo, men da der er bekneb for parkeringspladser i Biblioteksgården bliver det nye træ plantet inde på græsplænen.

BLOGGEN: Hmm ….

TRÆERNE FALDER

Så smukt var det gamle kastanjetræ. Det er lige til at tude over, at det blev fældet på grund af nedfaldne blade. Foto©SvendTorbenJensen.

For år tilbage lod Den Grønne Mand det store flotte kastanjetræ fælde. Det stod i Gudhjems nordlige ende – på Batteri Sorte Odde. Årsagen var, at en nabo havde klaget over, at bladene faldt ned på hendes græsplæne.

BLOGGEN: Morten Bach Sørensen, vil det sige, at alle træer der smider bladene om vinteren skal lade livet?

MORTEN BACH JØRGENSEN: Nej, selvfølgelig ikke. Men dette træs grene ragede ind over nabogrunden. Derfor fældede vi det. Men jeg erkender, at jeg nok var lidt for hurtig, da sådan et gammelt træ kun må fældes, hvis kommunalbestyrelsen giver grønt lys. Den tilladelse fik jeg ikke. Så det var en fejl.

Midt i maj i år måtte et par asketræer i Holkadalen lade livet. Foto©JørgenKoefoed.

BLOGGEN: I sommers røg der også nogle meget store træer i Holkadalen. Efter nærmere eftersyn var der tilsyneladende ikke noget råd inde i stammerne. Så hvorfor skulle de væk?

MORTEN BACH JØRGENSEN: Asketræerne på Bornholm har det generelt svært. De bliver som dem i Holkadalen angrebet af forskellige svampe. Dels den såkaldte Asketoptørre, der angriber grenene og bladene og dels Honningsvampen, som nedbryder rødderne. Så vi valgte at fælde af sikkerhedsgrunde. På et eller andet tidspunkt ville de – måske – være gået ud.

BLOGGEN: Bliver der fældet flere træer på Bornholm, end der bliver plantet?

MORTEN BACH JØRGENSEN: Det ved jeg sådan set ikke. Men jeg kan sige, at byerne generelt får færre og færre træer. Det skyldes, at der er mindre og mindre tolerance over for træer. Folk synes de skygger for meget og at deres blade ødelægger græsplænerne. Hvis man ser på gamle fotos fra Gudhjem, var der jo langt flere træer, end der er nu.

GUDHJEMS STØRSTE FIGENTRÆ ER TILSYNELADENDE VÆK

Det ser noget bart ud efter at det store figentræ, er blevert beskåret kraftigt. Foto©JørgenKoefoed.

Det ser ud som om de nye iskage-folk på havnefronten har fældet Gudhjem største figentræ. Det stod ved is-husets sydlige gavl på privat grund og er nu væk – tilsyneladende. Faktisk er det bare skåret godt og grundigt ned, så facaden kunne ordnes. Om et år eller to er det vokset så meget i højden, at man igen kan se figentræet fra gaden.

PS: Var der ikke noget med, at de fleste klimaforskere og politikere verden over mener, at der skal plantes billioner flere træer, som kan opsuge den såkaldte overflødige CO2 – eller er det bare noget man siger for at være med på klima-bølgen?