MÅSKE ER DET OSTEN, der er skyld i, at Eigil Lind på onsdag [26/7] har nået de 100 år. Det er ikke umuligt. Eigil blev i tidernes morgen uddannet som mejerist. Det startede, da han var 18, hvor han begyndte uddannelsen, som indebar, at han skulle arbejde og uddannes på tre forskellige mejerier. Det første blev Mejeri Dybdal i Østerlars. Nummer to var mejeriet Bøsthøj i Boderne. Det der i dag hedder Rosengården og er et vandrerhjem. Sidste station på uddannelsen kom til at foregå på mejeriet Ladelund i Sønderjylland. Det var også en skole for kommende landmænd og mejerister plus, at det var et forsøgsmejeri.

RUNDT I EUROPA
Efter endt uddannelse arbejdede Eigil et år i Holland, hvor de producerede special-oste. Under Anden Verdenskrig flyttede han til et stort mejeri i Jönköbing. Det hele blev afsluttet med et ophold på Askov Højskole i nærheden af Varde. Det var også under krigen. Her skete der noget dramatisk, som gav den unge mejerist ”sved mellem fingrene”.

Eigil havde været på besøg på Bornholm og skulle tilbage til højskolen. Da han ankom til Fredericia Station for at skifte tog, var der stor ståhej med mange mennesker og især tyske soldater på perronen. Pludselig lød det over højttaleren, at alle danskere skulle forlade området. Det ville Eigil ikke. Han havde nemlig set, at toget til Varde holdt ved perronen, så han blev stående. Det blev observeret af en tysk soldat, der stak et geværløb i maven på ham, og bad ham om at følge med ind på kontoret.

Her måtte han vente på sin skæbne, til der kom en officer med en tolk. Eigil forklarede sig, og tyskeren lyttede. Heldigvis var han en flink mand, der forstod den unge knægts situation, så han fik tilladelse til at stige ombord.

Problemet var bare, at kupéerne var stuvende fulde af tyske soldater. Han kunne slet ikke komme ind. Så opdagede han, at der var en række godsvogne bagest i togstammen. Han gik hen til den første. Den var fyldt op med sårede soldater, der lå spredt rundt på et underlag af halm. I den næste var der ingen mennesker, men til gengæld var den fyldt op med store kasser med fisk. Tredje gang var lykkens gang. Det viste sig at være et kørende postkontor med dansk personale. Her fik han tilbudt en behagelig stol helt til Varde.

På højskolen fik Eigil kendskab til alle mulige fag. Ganske overvældende for den unge bornholmer. Der var undervisning i fx kunst, musik og ikke mindst astrologi med en ugentlig adgang til et observatorium i nærheden. Eigil var tiltrukket af det uendelige himmelrum.

EN UHYGGELIG BESKED
En dag var krigen slut. 5. maj om aftenen blev de sorte mørklægningsgardiner revet ned over alt i Danmark. Men ikke på Bornholm. Som bekendt ville tyskerne ikke overgive sig til russerne. Straffen var, at Stalins jagermaskiner bombede Rønne og Nexø. Det skete 7. og 8. maj. Det hjalp. Tyskerne på Bornholm erkendte, at slaget var tabt, og overlod øen til de russiske tropper.

Eigil, der befandt sig på højskolen, vidste ikke noget om, hvad der var overgået hans fødeø. Det skete først, da forstanderen fortalte ham, at alle byerne på Bornholm var bombet sønder og sammen. Der var ikke noget at vende hjem til, så han tilbød ham, at han kunne blive en del af familien.

Denne meget alarmerende meddelelse tog Eigil forbavsende roligt. Han var beæret over forstanderens meget generøse tilbud, meeen … han troede simpelthen ikke på det. Og ganske rigtigt. Det meste af Bornholm bestod. Også Gudhjem var intakt, end skønt de fleste af byens borgere var flygtet op mod markerne ved Gråmyr i frygt for, at russerne også ville lade bomberne falde her. Det skete som bekendt ikke.

TILBAGE TIL BORNHOLM
Efter opholdet på Askov kom Eigil tilbage til Bornholm. Her fandt han sammen med den ferierende Gentofte-kvinde Vibeke. Hun havde sønnerne Bo og Lars fra et tidligere ægteskab, som han blev far for. De flyttede alle fire til et hus i Klemensker, hvor Eigil var begyndt at arbejde på Bornholms Andelsmejeri. Her tog han to år mere end de 67 år, som var alderen, hvor man dengang kunne modtage folkepension.

VERDENSMESTER-OSTEN
Eigil var mest interesseret i bløde oste. Det var her, han gjorde sit mesterstykke med den berømte rochefort BLUE CHEESE. Den blev sendt til en verdensudstilling i USA, hvor den gik hen og vandt 1. prisen. Det var kun mejeriets disponent, der var med i USA. Han kom hjem med en halvanden meter høj pokal designet med med søjler i flere etager. Den står i dag på Andelsmejeriet.

Ellers husker føsselaren også en munter rejse til en stor oste-messe i Italien. Her fik hans gorgozala-ost ’kun’ en 3. plads, men til gengæld fik han snakket med oste-producenter fra hele verden.

TUREN TILBAGE TIL GUDHJEM
Eigil var som sagt født og opvokset i Gudhjem. Her flyttede han tilbage i 1998. Huset på Holkavej er i to etager. Stuerne nede er fyldt med kunst og reoler proppet med bøger. Eigil har læst dem alle: Den efterhånden ukendte Nis Petersen, Selma Lagerløf, Charles Dickens og ikke at forglemme: Alle årgange af årshæftet ‘Bornholmske Samlinger’. Overetagen er ét stort rum med storslåede udsigter. Her kommer Eigil efterhånden sjældent kommer op – og slet ikke, når han er alene. Bentøjet har det ikke godt med trapper.

I dag er synet blev så dårligt, at bøgerne er blevet erstattet af cd’er med indtalt litteratur. Lige nu hører han Anne Cathrine Riebnitzkys ’Videns Port’. Den foregår i Mellemøsten og handler om kultursammenstødet mellem muslimer og kristne. Som Eigil udtrykker sig: ”To kulturer som ikke forstår hinanden, og som aldrig vil kunne leve fredeligt sammen”.

HUSTRUEN DØDE
Hans hustru gennem alle årene døde for tre år siden næsten 90 år gammel. Nu bor Eigil alene i det store hus med den fantasiske udsigt til havet og det kæmpestore egetræ lige uden for hans vinduer. Han laver selv mad, men nogen gange bestiller han dog en færdigret eller to fra Brugsen, som løbende også leverer andre af livets fornødenheder.

Bilen er solgt og erstattet med en rollator. Den benyttes til et par ugentlige spadsereture til Holkadalen – en tur uden bakker!

Eigil Lind holder af at lytte til især klassisk musik. Det må gerne være den tyske mester Johann Sebastian Bach. Men han er ikke længere så glad for at gøre rent. Han kan godt støvsuge, men bliver uendelig træt efter nogle få minutter, så han er glad for den ganske vist meget sparsomme kommunale rengøring hver fjortende dag.

DAGEN FEJRES
Det er i morgen onsdag 26. juni, at Egil Lind runder de magiske 100 år. Han holder ÅBENT HUS for venner og bekendte. Det sker på bopælen Holkavej 8 mellem klokken 13:00 og 15:30. Efter en middagslur har den 100-årige indbudt hele sin store familie til fest på Restaurant 3760.

Her kommer hans to sønner med hustruer og deres tilsammen syv børn samt svigerbørn og fire oldebørn. De bor alle på Sjælland. Hans 92-årige lillesøster Birgit Bloch, der bor lige ud til havnen i Gudhjem, kommer selvfølgelig også med hele sin familie. Mon ikke de kan fylde det meste af 3760?!

Hvis du undrer dig over, at Dannebrog er hejst på en almindelig onsdag på Glaciet ved havnen, ved du nu hvorfor.

Bloggen ønsker Gudhjems eneste 100-årige stort tillykke.