HANSEN NEWS

Et sjældent maleri af den nu afdøde sommer-gudhjembo John Price. Foto©JørgenKoefoed.

DIN BLOGGER stødte på gamle Købmand Hansen i fredags. Hans søn havde kørt ham og konen til deres bolig i Brøddegade 12 i gården til den købmandshandel, han drev sammen med sin hustru og tre sønner i en menneskealder.

Da han vidste, at Din Blogger havde haft noget med udstillingerne på Gudhjem Museum at gøre, inviterede han indenfor. Han ville vise et træsnit af Vasegård. Det var desværre kun fra en plakat, men over for hang der et halv-abstrakt naturmaleri. Det var udført af selveste den berømte skespiller og sceneinstruktør John Price i 1983. Hansen fik maleriet, som betaling for, at han så efter familiens sommerhus.

Købmand Hansen forklarede:

“John Price havde jo sommerhus i Grevens Dal, dér hvor Restauratør Arvidsen byggede sit hus efter en nedrivning. Price var jo glad for mad – ligesom hans sønner Adam og James – så da den sidste slagterforretning – Sofus Pihl i kælder-etagen til det nuværende Restaurant Brøddan – drejede nøglen om, ønskede John Price ikke længere holde ferie i Gudhjem. Han ville ikke opholde sig et sted, hvor er ikke var en slagter.”

Sådan taler en sand gourmet!

ÆRESMEDLEMMER

Beviset på at købmandsparret er blevet udnævnt til æresmedlemmer. Foto©JørgenKoefoed.

Næste hotte news var, at købmandsparret i februar blev udnævnt til æresmedlemmer af Østerlars-Gudhjem Pensionistforening medfølgende to indrammede diplomer. Begrundelsen var parrets kæmpeindsats for Gudhjem i forbindelse med deres købmandsforretning og driften af Kino Gudhjem senere Scala Gudhjem.

SØNNEN KURT

Den ældste søn Kurt var i øvrigt også tilstede og kunne fortælle, at han dagen forinden havde rundet de 50. Ellers arbejder han nu som grønt-ansvarlig i MENY i Rungsted. Før var han butikschef for KIWI Gilleleje, men det stoppede, da de norske ejere sammen med danske Dagrofa lukkede alle KIWI-butikkerne i Danmark. Kurt bekræfter over for Bloggen, at han godt kan lide at arbejde i de gode, velpolstrede kvarterer i Nordsjællland.

SØNNEN HENRIK

Sidste nyhed handler om sønnen Henrik. Efter han trådte ud af driften af biografen i Gudhjem, drog han til København, hvor han i en lang årrække levede af at være filmoperatør blandt andet i Cinemateket.

Nu vender han hjem i næste uge. Han har fået job hos fiskeexportør Espersen i Hasle, hvor han skal være på kontor og stå for noget kørsel. Han flytter ind i den lejlighed i Brøddegade 12, hvor det gamle købmandspar har boet hidtil. De er blevet så dårlige til bens, at de flytter fast ind i huset i Gartnervænget i Rønne, hvor deres tredje søn GLEN bor. Som Hansen siger: “Så er vi tæt på alle lægerne, og det er godt, når vi ikke længere kan køre bil og samtidig er blevet dårligt gående.”

DE GODE GAMLE DAGE

Vi savner købmanden her i Gudhjem. I forne tider var butikken en sand nyhedscentral. En tur hos Spar gav altid spandevis af by-sladder til flere uger … ak, sådan smuldrer de gode ting pø om pø.