HAR CHEFEN DRUKKET AF NATPOTTEN?
NEDENSTÅENDE LÆSERBREV blev bragt i Bornholms Tidende 7. maj under rubrikken: ‘Fik morgenkaffen galt i halsen’. Det var en reaktion på Kristoffer Gravgaards leder ‘Ingen strategi på biblioteket’ 4. maj, hvor han imod mange borgere og byforeningers ønske, opfordrer politikerne til at fastholde de bebudede bibliotekslukninger.
MORGENKAFFEN KOM galt i halsen, da jeg begyndte at læse Kristoffer Gravgaards leder i lørdagens udgave af Tidende. Den drejede sig om lukningerne af filialbibliotekerne. Tidendes Jakob Marschner har i et par artikler i sidste uge prøvet at forklare, hvorfor der i den nye biblioteksstrategi står, at for at udvikle det bornholmske biblioteksvæsen, er det nødvendig at lukke filialerne ude på øen. Med den strategi regner bibliotekarerne i Rønne nemlig med, at man for de sparede penge kan udvikle især biblioteket i Rønne … med fx en café.
Som hr. Gravgaard skriver: ”… det er visionær tilgang, der anerkender, at fremtidens bibliotek må omfavne digitalisering og nye medieformer og ikke blot bevare en forældet model baseret på fysiske bøger og traditionelle udlån” [sic].
Summen af det nye tiltag skulle ifølge strategien gøre biblioteksvæsenet moderne og dermed meget bedre for ALLE bornholmerne – mærkeligt nok også for dem, der så ville få 25 km til nærmeste bibliotek. Flere undersøgelser har fastslået, at afstanden til nærmeste filial har afgørende betydning for en by’s trivsel, da det også er et kulturelt mødested.
Strategien blev i sin tid godkendt af kommunens Fritids- og Kulturvalg, men som det fremgik af Marschners artikel 3. maj, er udvalget begyndt at tvivle på, om det nu også er det rigtige, at udelukke en stor del af den bornholmske befolkning for at kunne benytte biblioteket.
Og det er her hr. Gravgaard finder spanskrøret frem. Han prøver at piske det tvivlende Fritids- og Kulturudvalg på plads. De skal stå fast – også selv om de mener, at deres tidligere beslutninger er forkerte. For som chefredaktøren truer: Gør udvalget ikke det, får bornholmerne ikke et moderne biblioteksvæsen – hvad det så end er?
Som statsminister J. O. Krag så rigtigt sagde: ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”. Og det skal udvalget da også være klar til, hvis de indser, at den planlagte strategi er forkert.
JØRGEN KOEFOED
Kirkestien 1
Gudhjem
PS: I øvrigt underligt at ’bornholmernes avis’ går i mod det en lang række borgere med Svanekes Venner og Gudhjem Byforening i spidsen prøver at forhindre, nemlig mere centralisering med en yderlig nedlukning af deres byer.