HER SLIBES – IKKE KNIVE OG SAKSE – MEN GULVE

Træsmeden alias Hans Henning Pedersen i gang med sliberiet på Gudhjem Museum. Det er arkitekt Niels Frithjof Truelsen, Fåborg, der står bag den velfungerende og smukke udstillingsbygning. Han var godt kendt med museumsbyggeri fra bla Fåborg Museum og Asger Jorn Museet i Silkeborg. Foto©JørgenKoefoed.

SELV OM det ser meget dødt ud på Gudhjem Museum, sker der alligevel en hel masse. I de sidste mange uger har Claus Sonne og Ole Stigemo fra bestyrelsen været i gang med at affotografere og katalogisere alle arkivets malerier og skulpturer.

Nu er så Træsmeden gået i gang med at slibe det store, flotte trægulv. Det har ikke været behandlet siden udstillingshallen blev indviet 11. maj 1990.

Gulvet, der består af 23.296 aflange træklodser i Douglas-gran i to forskellige størrelser – 14 x 8 cm og 12 x cm alle 10 cm lange – er limet fast til betongulvet. De bliver holdt i vater af fint sand, som er blevet fejet ud over gulvet med års mellemrum. Men nu trængte det til en afpudsning efter mange års rødvinssjatter, pindemadder og mudder fra hundepoter og skosåler.

Lidt af en opgave. Efter pudsning skal det store gulv fejes grundigt rent for støv, derefter tørres af med fugtig klud, og når gulvet er hel støvfrit og tørt, skal det til sidst smøres over med noget, der ligner linolie. Olien må kun ligge en halv time, inden det overflødige olie skal tørres af. Oven i kommer et forrum og et bagrum. Puha … langt over 25.000 klodser.

Gulvet indvies, når Gudhjem By- og Museumsforening afholder generalforsamling 6. marts 19:30. Man kunne fristes til at opfordre alle til at medbringe hjemmesko … men det ville nok være at gå for vidt. Med alle de herreløse sko foran Museet kunne nogen jo tro, at det var de rettroende, der var kaldt til onsdagsbøn.