HØR EFTER OG SPAR PÅ TRØSTEN

Denne klumme, der er skrevet af Nick Dalum, blev bragt i Bornholms Tidendes WEEKEND i juli i år. Den omhandler et omtåleligt emne. Hvordan skal man behandle mennesker, der har været udsat for det værste, man kan komme ud for: At miste et barn, en ægtefælle, en søskende eller en forælder?

En situation som mange har meget svært ved at tackle.

Læs den og bliv klogere.

Foto©JørgenKoefoed.

HØR EFTER OG SPAR PÅ TRØSTEN

FOR MANGE ÅR SIDEN, da jeg var selvstændig kommunikations-konsulent, lavede jeg et interview med en spændende kvinde fra Vejle. Bente Stig hed hun, og grunden til, at jeg interviewede hende, var, at hun just var blevet genvalgt til sin anden periode i byrådet i Vejle (for SF) i en alder af 76 år. Altså blev hun første gang byrådsmedlem som 72-årig, og det synes jeg var så interessant, at jeg simpelthen måtte tale med hende, hvis det kunne lade sig gøre.

Det kunne det, og samtalen blev præcis så tankevækkende og indholdsrig, som jeg havde regnet med, for hun var i sandhed en helt særlig kvinde, der gerne ville fortælle om sit indholdsrige liv. På et tidspunkt fortalte hun, at hun som 50-årog havde mistet sin dengang 25-årige datter i en trafikulykke, og straks da hun fortalte det, begyndte tårerne at løbe ned ad hendes kinder.

”Ja”, sagde hun, ”sådan reagerer jeg, hver gang jeg taler om det. Så det må du finde dig i. Jeg har lært at leve med tabet, og jeg har også haft et godt liv siden. Men sorgen slipper jeg ikke.”

Jeg husker, at det gjorde et stort indtryk på mig. Både, at hun begyndte at græde i selskab med en journalist, hun ikke kendte. Og at hun på den måde holdt fast i sin ret til at være ked af netop det tab resten af livet.

”Hvis jeg ikke var ked af det, var det jo, som om jeg havde glemt hende”, forklarede hun. ”Og det har jeg bestemt ikke – hverken hende eller tabet af hende. Og det kommer jeg heller aldrig til.”

EN DRAMATISK BESLUTNING
Jeg husker en anden episode, som handler om min egen mor, der døde for efterhånden mange år siden i en høj alder. Hun var den tredje ældste i en søskendeflok på 12, og hun havde livet igennem et særligt nært forhold til den yngste, som var en søster (og altså min moster), der i sagens natur var langt yngre end min mor.

Som helt ung skete der noget drastisk i min mosters liv: Hun forlod sin mand og deres fem børn; og hun vendte aldrig tilbage til dem. En aften, hvor jeg besøgte min mor, spurgte jeg, hvad der egentlig lå bag en så dramatisk beslutning, og min mors svar kom helt bag på mig:

”Det ved jeg ikke”, sagde hun, ”for det har vi aldrig talt om. Og jeg har ikke spurgt, for jeg vil jo ikke gøre hende ked af det.”

Min mor var et elskeligt menneske, og det var et led i hendes opdragelse, at når nogen var ked af det, så var man mest omsorgsfuld, hvis man lod det svære emne ligge.

Og sådan er der tilsyneladende stadig mange, der har det. Det er så svært for os at have med andres sorg, tab og smerte at gøre, at vi ofte enten lader som ingenting eller prøver at trøste på den velkendte ”det skal nok blive godt igen”-agtige måde. Og vi bilder os ind, at det er af hensyn til den sørgende.

Det er det ikke!

SORGEN VENDER TILBAGE
For nylig læste jeg et interview med en af fagbevægelsens kloge kvinder, den 65-årige formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, som fortalte, at hun havde haft en abort, da hun var midt i 20’erne.

”Dengang”, fortalte hun i interviewet, ”havde man mest den holdning, at ’pyt med det – op på hesten igen’. Men tabet satte sig i mig. Dengang var det bare god latin ikke at tale om sine tab og ikke tænke for meget på dem, og det har i hvert fald lært mig, at så kommer den sorg bare tilbage senere i livet.”

Da min mor aldrig havde spurgt sin lillesøster, hvad der egentlig var sket dengang for mange, mange år siden, gjorde jeg det selv, næste gang jeg så hende:

”Det må have været svært; hvad var det egentlig, der skete?” var min indgangsreplik – som skulle vise sig at blive min eneste. For hun snakkede uafbrudt i tre timer og fortalte blandt andet, at den største sorg i det hele var, at alle, lige siden hin skæbnesvangre dag, hvor hun forlod mand og børn, havde ladt som ingenting og forsøgt at tie det ihjel.

TRØST OG IGNORANCE
Også det var ganske tankevækkende – og bekræftede det, som heldigvis også ganske mange efterhånden har erfaret: Det værste, man kan udsætte sørgende for, er trøst eller ignorance. Grunden til trøst er i virkeligeden, at mange af os ikke kan holde andres smerte ud og derfor forsøger at få sat en stopper for at skulle se eller høre på den. Men den er der jo stadigvæk. Derfor er trøst i virkeligheden først og fremmest en trøst til een selv.

Nogen gange kan man f.eks. høre forældre til et grædende barn sige, at ”det er da ikke noget at græde over”.

Men det er noget sludder, for hvis det ikke var noget at græde over, ville barnet jo ikke græde. Så det, man får ud af sådan en bemærkning, er måske nok, at barnet holder op med at græde. Den voksne har nemlig lige præciseret, at det er upassende og forkert. Men det får ikke barnet til at holde op med at være ked af det!

Grunden til ignorance er ofte, at vi simpelthen ikke ved, hvordan vi skal gribe en samtale med en sørgende an. Men i virkeligheden er det ikke så svært, hvis man ellers kan holde ud, at man ikke kan få sorgen til at forsvinde: Man kan ofte nøjes med blot at tilkendegive sin medfølelse, eller man kan spørge – og derefter vise, at man er oprigtigt interesseret og har tid til at høre på svaret.

Det er ikke nyttigt at trøste eller at søge at finde løsninger, for der er ofte ikke nogen. Og ”gode råd”, som man ikke er blevet bedt om, har som regel bedst af ikke at blive fremsat.

Nick Dalum fotograferet på Christiansø. Foto©NickDalum.

Nick Dalum er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet på både Bornholms Radio og på den nu lukkede avis Bornholmeren. Har blandt meget andet været informationschef i Danmarks Jurist- og Økonomiforbund og medlem af Dansk Journalistforbunds bestyrelse og forretningsudvalg. Som meget voksen uddannet som lærer med seneste job som leder af Christiansø Skole gennem seks år. Holdt afskedsreception på Christiansø Gæstgiveri  30. august med afgang til en pensionisttilværelse ved Kulhuse på Sjælland.