HURRA – DET VANVITTIGE MUSEUMSPROJEKT LAGT I GRAVEN

DEN EFTERHÅNDEN VERDENSKENDTE kunstfotograf Nicolai Howalt med sommerhus i Melsted, åbnede lørdag 13. april en udstilling i Store Tårn på Christiansø. Det handlede om svampe, der havde ædt noget gelantine på noget fotopapir og derefter fremkaldt og sat i glas og ramme. Det er vist det, der hedder moderne kunst – så det springer jeg over. Jeg er nemlig enig i Thomas Kluge og Kasper Støvrings udsagn om moderne kunst – den er blevet gammeldags og burde lægges i mølposen!

Uha, det var en lang indledning omkring nyheden om skrotningen af det fatale byggeri af et nyt tre-delt museum.

Det var her den amerikanske arkitekt Carpenter skulle opføre sit glas-palæ og spærre for den smukke udsigt, hvor der ofte græssede langhornet kvæg. Men som Kærulf bedyrede over for Din Blogger: “Tilbygningen bliver opført i glas, så man kommer slet ikke til at se den. Udsigten bliver intakt!” Sic! Foto@JørgenKoefoed.

Under omtalte fernisage spurgte jeg den tidligere museumsdirektør Lars Kærulf Møller om, hvordan det gik med byggeriet, nu da man havde lukket Bornholms Kunstmuseum for de næste to år.

Kærulf var lige ved at skulpe sin hvidvin over på spørgsmålet. Han trådte et skrift tilbage og bedyrede, at det vidste han intet om – og havde heller ikke noget med det at gøre. Han var i gang med helt andre opgaver. Lidt mystisk når det nu var været hans hjerteblod gennem de sidste halve snes år.

Bagefter fangede jeg Tine Nygaard, som er kunstfaglig inspektør på selv samme museum. Hun spurgte først hvem jeg var. Jeg kunne fortælle, at vi sidste år talte sammen på Gudhjem Museum, og at jeg ved den lejlighed var stærkt i mod den fatale sammenbygning af Bornholms Museum, Kunstmuseet og et nyt underjordisk glasmuseum. Og i øvrigt mente, at det formentlig slet ikke ville blive bygget, da byggeudgifter efter corona’en var gået fuldstændig amok.

Åh, ja, nu huskede hun mig. Nej, hun vidste intet om byggeriet, og kunne derfor ikke udtale sig. Hun henviste mig til museets direktør Jacob Bjerring-Hansen.

Der var hel klart ugler i mosen!

Inden jeg nåede, at kontakte Bjerring-Hansen, kommer den glædelige nyhed fra Bornholms Museumsfond: Projektet er blevet skrottet!

Man havde ikke – som alle andre mennesker i dette land – taget højde for forøgelsen af byggeri i al almindelighed efter epidemien. Man havde skrabet 151.000.000 kroner sammen fra diverse fonde plus den ene 1.000.000 kroner, som regionskommunen så rundhåndet donerede til jordbundsundersøgelser. Nu var det langsomt gået op for direktøren, at byggeudgifterne nu kunne ganges med to.

Man kan spørge sig selv, hvorfor man lukkede museet i foråret, tømte det for kunst og nedrev diverse installationer og fyrede alle ansatte. Man vidste jo godt inderst inde, at dette voldsomt forfejlede byggeprojekt var løbet af sporet rent økonomisk.

Din Blogger troede aldrig, at det ville blive til noget og er derfor ikke forbavset, men til gengæld jublende lykkelig for, at Fogh & Følner’s prisbelønnede kunstmuseum nu kan blive stående uberørt med sin unikke placering ned gennem terrænet.

Sommerens første gode nyhed … lad der komme flere af dem.

Den sydlige side af Bornholms Kunstmuseum. Grisen er udført af Jørgen Haugen Sørensen [1922-2021]. Foto©JørgenKoefoed.

PS: Bornholms Museumsfond udtaler videre, at man genåbner Kunstmuseet i løbet af sommeren, når kunsten er tilbage på væggene, køkkenet reetableret og personale genansat. Mon ikke der går en måned eller to inden portene igen kan åbnes?