HVEM ER HAN EGENTLIG, HAM DEN NYE CHEFREDAKTØR PÅ BORNHOLMS TIDENDE

Sådan præsenterede den nye chefredaktør på Bornholms Tidende – Øjvind Hesselager – sig på TV2/Bornholm i går. Foto©JørgenKoefoed.
DER GIK CHOKBØLGER gennem medlemsskaren i Dansk Journalistforbund, da det 28. juni 2019 blev offentliggjort, at Øjvind Hesselager med øjeblikkelig virkning var blevet tvunget til at forlade sin stilling som redaktør af Fagbladet Journalisten.
Epicentret udgik fra Journalistforbundets Hovedbestyrelse, der af ukendte grunde ønskede Øjvind ud af klappen øjeblikkeligt.
Det undrede rigtig mange, at Øjvind, som igennem otte år havde styret bladet på god journalistisk vis pludselig blev udstyret med en enkeltbillet ud i det blå.
MERE CHOK
Chokbølgerne nåede tsunami-størrelse, da Journalistforbundets formand Lars Werge, få timer efter udsendte en pressemeddelelse via forbundets hjemmeside, hvor man blandt kunne læse:
”Øjvind har en stor del af æren for, at vores fagblad står så stærkt, som det gør, blandt mediefolk generelt og i særlig grad blandt vores medlemmer …
… Senest har Øjvind været primus motor for redesignet af Journalistens hjemmeside, der har fået stor ros fra læserne…
… Øjvind har været en passioneret redaktør, som har lagt liv og sjæl i udvikling af bladet. Men hans journalistisk kompromisløse linje har også slidt på relationen mellem parterne, og DJ er nået til et punkt, hvor der må en ny person på posten som redaktør for Journalisten for at skabe en anden og ny relation …
Lars Werges meddelelse om at Øjvind var fyret på grund af, at han havde været lidt for kompromisløs, når det gjaldt artikler om det der foregik internt i forbundet, var som at sende en elefant ind i en glasbutik.
Senere viste det sig, at det faktisk var Øjvind selv, der havde fået lirket denne sidste sætning ind i Werges pressemeddelelse. Sikkert fordi, at det var sandheden bag fyringen.
FRIHEDSBREVET
Fagbladet Journalisten havde for år tilbage fået et frihedsbrev, hvor det stod bladet frit for at endevende enhver sten i eventuelle betændte sager i forbundet. Den ret var nu pludselig blevet inddraget, uden at medlemmerne var blevet orienteret. Det var jo en indskrænkning af pressefriheden,
Ikke alene var medlemmerne rasende, men hvad værre og endnu mere uforståeligt var, at Hovedbestyrelsen kort efter tog fuldstændig afstand fra Werges udtalelse om, at Øjvind var fyret på grund af, at han faktisk havde passet sit arbejde. De ønskede et svar og en forklaring. Mærkeligt! De havde selv givet formanden et mandat til at få ordnet en frivillig fratrædelse med Øjvind Hesselager.
To dage efter – søndag 30. juni klokken 11:00 – indkalder Lars Werge Hovedbestyrelsen til et lukket møde i lokalerne på Gammel Strand.
Her eksploderer endnu en håndgranat.
Lars Werge ønsker ikke at udsende endnu en pressemeddelelse om, at han havde dummet sig med sine udtalelser om Øjvinds journalistiske linje. I stedet trækker han sig med øjeblikkelig virkning sig fra formandsposten.
CHOK IGEN-IGEN
Hovedbestyrelsen er i chok – lige som medlemmerne. De sidste kræver endnu engang at få at vide grunden til Øjvinds fyring.
Det tilbagevises med den sædvanlig begrundelse: ‘Det er en personalesag, så det hverken kan eller må vi fortælle’.
317 medlemmer, har nu tvunget Hovedbestyrelsen til at indkalde til extraordinær generalforsamling om sagen. Det sker 24. november i DGI-byen.
Øjvind Hesselager som har indgået en frivillig fratrædelsesaftale – sikkert med en eller flere årslønninger i bagagen – ønsker heller ikke at udtale sig. Ikke så mærkeligt. Aftalen har selvfølgelig også indeholdt et hold-kæft-bolche.
SØREN VERSUS ØJVIND
Den bornholmske presse omtaler overhovedet ikke disse meget voldsomme begivenheder i Øjvinds liv, som fandt sted for blot fire måneder siden. Det passer meget godt til den måde, man ofte laver journalistik på øen.
Personlig mener jeg, at ikke mange kunne tage stafetten op efter Søren Solskins fantastiske indvirkning på den forandring, som var en nødvendighed for at avisen kunne leve videre. Søren gjorde det godt, men var åbenbart bare på gennemrejse. Han købte aldrig fast bolig på øen, men lejede sig ind i henholdsvis Rønne, Melsted og til sidste i Svaneke. Han ventede på større udfordringer. Det blev så Nordjyske Medier og en rejse tilbage til Hovedlandet, hvor han kommer fra.
Øjvind Hesselager er en helt anden type end Søren Christensen. Øjvind er den hårdtslående type, som måske ville passe allerbedst ind i fx ledelsen af Ekstra Bladet. Nu blev det så Bornholms Tidende. Ren umiddelbart ikke noget dårligt valg.
Men … hvordan har hr. Hesselager det med, at han ganske vist skal være med i virksomhedens øverste ledelse , MEN med reference til den administrerende direktør. Burde det ikke være omvendt?
HOV!
Hvor blev pressefriheden af?
GODBIDDER OM ØJVIND
- Øjvind Hesselager er født 12. december 1962 i Esbjerg. Søn af journalist og tegner Haakon Hesselager og lærer Ellen Hesselager.
- Vandt ‘Militær Firekamp’ i Jonstruplejren 1981.
- Kommunikation og dansk fra fra Roskilde Universitets Center 1992.
- Arbejdspladser:
- Månedsbladet PRESS 1990.
- Journalistbureauet express 1994.
- JOURNALISTEN 1997, som skrivende medarbejder under redaktør Annette Claudi, som senere blev redaktionschef på Politiken. Han forlod Journalisten i en række år, hvor han drev privat forretning. Ansat som redaktør på Journalisten omkring 2011.