HVID PÅSKE

Hvid Påske i Gudhjem. Sammen med kraftige vindstød fra øst en kølig cocktail. Foto©JørgenKoefoed.

NÅR VI NU IKKE fik hvid jul, må vi da være glade for den hvide påske … eller hvad?!

Påsken kan falde mellem 22. marts og 25. april. Hvornår hænger sammen med fuldmånen. I år er vi således blevet udstyret med en tidlig en af slagsen. Men det er sket før.

I 2008 bød en tidlig påske på både lave temperaturer med sne, temperaturer omkring frysepunktet og voldsom vind. Det samme skete i 1992, 2001 og 2013.

Påskesolen var til gengæld fremme med fuld styrke i 2003, 2011 og 2014 med temperaturer over 20 grader. Det kaldes vist sommer.

Meteologerne spår marts 2018 til at blive en af de solfattigste på disse breddegrader. Indtil nu kun med 64 timer. Bundrekorden scorer 1963 med 50 timer med højdespringeren i 1943 på fantastiske 200 timer.

Så i virkeligheden er der ikke noget nyt under solen … undskyld under sneen.

Fortsat god påske …  nyd især 2. påskedag, som i Gudhjem reklamerer med fuld sol fra solopgang til solnedgang.

Trods pænt snefald i Gudhjem … kunne det kun blive til en lillebitte snemand. Foto©JørgenKoefoed.