HVORDAN MON DE RIGE HAR DET FOR TIDEN? [1:4]

Sådan ser det forholdsvise nye hus ud ved siden af Rigets gamle, mørke højhus. Det er her blandt andet brandsårs- og plastikkirugi-afdelingen holder til. Store, lyse eneværelser med tv, toilet og bad. Bedre [og billigere] end et værelse på Hotel d’Angleterre. Foto©JørgenKoefoed.

I stueetagen er der et meget stor og flot café-område. På etagerne er der som på fotografiet store,  flot møblerede opholdsområder. Man tror man befinder sig på et Sheraton-hotel.Foto©JørgenKoefoed.

Som prikken over i’et er det i dette rum dekoreret med et stort og imponerende maleri af Erik A. Frandsen. Så kan det vist ikke blive bedre?! Foto©JørgenKoefoed.

DIN BLOGGER har opholdt sig i 2900 Hellerup og omegn i et par uger. Det skyldes at hans hustru – Gudhjem portrætmaler Lisa Høyrup – har været til scanninger og til sidst indlagt på Rigshospitalet i fire dage og fået fjernet en giftig kræftknude i ansigtet. [Ja, operationen gik godt]. I mens har Din Blogger været rundt i De Riges Område: Gentofte Kommune og den nordligste del af Østerbro i CPH Ø. Tilsyneladende har de det godt, de rige. Husene er godt nok store, alt er renskuret og pænt – næsten, og det er svært at finde en Skoda blandt alle Tesla’erne, Mercedes’erne og Jaguar’erne. Nuvel, lad os få nogle fotografier frem i lyset:

JA, DER ER KAN STADIG VÆRE LIDT I KROGENE

SOM SÅ MANGE andre danskere, er der også nogle børn i kommunen, der er blevet trætte af, at hundeejerne ikke kan bukke sig ned – eller bare har glemt posen. Lad os håbe, at denne advarsel kan hjælpe. Foto©JørgenKoefoed.

DE RIGE ER BLEVET SOCIALE

GENTOFTE KOMMUNE indbyder til Festival for Demokrati og Samtale. Det sker 2. september i komnunes nye BYENS HUS, som er opstået efter at Den Internationale Skole er flyttet fra Hellerupvej. Her er emnerne mange – blandt andet: ”Er jeg den eneste, der er bekymret for klimaet?”, ”Ung i en præstations- og perfekthedskultur” og ”Hvad stiller vi op med parkeringen i Gentofte”. Kunne Bornholm lære noget? Apropos P-afgiften, som Enhedslisten gerne vil indføre i de fleste byer på Bornholm. I Gentofte ER den indført. Alle biler har et lille skilt i forruden, der fortæller, at de har betalt for 2022. Foto©JørgenKoefoed.

INGEN TOMME LUXUSHUSE

Det er her Putin kan sende kærlighedsbreve til de ukrainske flygtninge – hvis det er det, han pønser på. Foto©JørgenKoefoed.

LIGESOM ANDRE kommuner i landet er Gentofte også blev forpligtet til at huse en bid af de mange flygtninge fra Ukraine. Da alle palæerne i kommunen enten er beboet eller sat til salg for mellem 15 og 50 millioner, er der stablet container-boliger op i et område ved Byens Hus. Her bor de godt og beskyttet – og eventuelle trusselsbreve fra Putin må afleveres i postkasserne uden for det lukkede område. Fotos©JørgenKoefoed.

MALERIER, DER RYKKER

Kunstner Lundstrøm, som han ser sig selv. 1921-22. Foto©JørgenKoefoed. Udlånt af Skive Museum – Museum Salling.

Lundstrøm i overlegen stil: Nature morte, Opstilling med hat og franskbrød. 190. Udlånt af ARoS Aarhus Museum. Foto©JørgenKoefoed.

En klassisk Lundstrøm: Opstilling med bog, glas og flaske. 1927. Udlånt af Statens Museum for Kunst. Foto©JørgenKoefoed.

I Gentofte lever alle racer harmonisk side og side. Foto©JørgenKoefoed.

ØREGAARD MUSEUM, der ligger i den idylliske Øregaard Park, har løbende udstillinger. Lige i øjeblikket en ganske opsigtsvækkende én: DE 4 – MODERNISMENS MÆND: 1 1921 lancerer kunstnergruppen DE 4 sig på den danske kunstscene: Axel Salto, Vilhelm Lundstrøm, Karl Larsen og Svend Johansen, deler et ambitiøst projekt – de vil omstyrte en kunstforståelse, som i deres øjne er forældet og elitær. Og de går strategisk og målrettet til værks og leverer nye kunstneriske udtryk, skandale-successer og debat. De laver en del udstillinger, men det er især på Kunstnernes Efterårsudstilling 2017, det går helt agurk, hvor blandt andet Lundstrøm viser banebrydende collager, som fx får Politikens anmelder til at se rødt: ”Naar en person tillader sig at klistre gamle Avisudklip, snavsede Chemiseblonder og Sølvpapirstumper paa sit med snavset Olie oversmurte Lærred, kan man ikke naa længere i retning af personlig frihed til at gøre Nar ad det højtærede Publikum”. Så vidt en forarget anmelder. Her er hvad Lundstrøm skrev efterfølgende til en ven: ”Jeg tør ikke vise mig på Udstillingen om Søndagen af Frygt for at blive grebet og myrdet. Det er ikke helt morsomt, jeg havde ikke ventet, der blev saadan en Ballade ud af det”. Se udstillingen. Din Blogger har sjældent set så meget livgivende kunst samlet på lille et sted. Udstillingen har åbent til og med 25. september. Lukket mandage og tirsdage. Fotos©JørgenKofoed.

SPEJL SÅ DET KLODSER

I DEN SMUKKE ØREGAARD PARK har Øregaard Museet opført SPEJLSCENEN. En firkantet klods beklædt med blankpoleret stål. Ved siden af en lille-bitte lavtliggende scene i træ. Det ligger lige ved museet, men faktisk skæmmer byggeriet ikke. Det er sjældent, man kan sige det om nybyggeri i vor tid. Det er Bertelsen & Scheving Arkitekterne der står bag ’Den Gyldne Kube’, som blev opført i 2017, og siden fra maj til september diverteret med en række events. Restprogrammet ser således ud: 21/8 Virak Revy – 29/8 Gentofte Gadeteater Festival – 4/9 Cirkeline og Coco rejser til Afrika med musik af Moussa Diallo Trio – 11/9 Gentoftenatten med Elizabeth Norden Guldbrandsen. Tjek selv tiderne på nettet. Foto©JørgenKoefoed.

MAN PASSER PÅ GULDKLUMPERNE

MAN SÆTTER ikke sit lys under en skæppe i Gentofte. Denne børnehave på Hellerupvej har ikke bare søde børn … næh de er åbenbart de bedste af de bedste. Flot nok! Foto©JørgenKoefoed.

BAGER BOSSE KALDER METTE

DET ER VIST gået op for de fleste danskere, at vores allesammens Mette holder af makrelmadder, men hun elsker faktisk mest af alt ROMKUGLER, så hvorfor ikke købe dem hos Bager Bosse på Strandvejen 132? Foto©JørgenKoefoed.

HER FESTES I FULD FART

DET ER IKKE bare når Tuborgs berømte Sne-øl bliver promoveret med kørende festbusser fyldt med ungdommelige, tørstige passagerer. Det kan man også gøre en almindelig sommer-lørdag. Hvad der festes for vides ikke – men der er sikkert en god grund. Foto©JørgenKoefoed.

Gentofte-serie fortsætter med nogle flere afsnit snarest.