JEG HAR SET MINK GNAVE I DERES POTER I STRESS OG AFMAGT

Mandag 9. november lagde Sanne Nørregård fra Brande nedenstående indlæg på Facebook. Et vægtigt indlæg om dyremishandling, som stadig tillades over alt i Danmark. Det går ikke alene ud over minkene – forhåbentlig er de alle sendt hinsides – men også over grise, der masseproduceres i mørke og med afklippede haler … for slet ikke at tale om burhønsene, som har endnu mindre plads end deres pelsede venner.

Indlægget bringes med tilladelse fra skribenten.

JEG VOKSEDE OP PÅ på en minkfarm. Som helt lille pige der altid fulgte far i hans arbejde. Jeg stod tit i mine røde træsko og kiggede på dyrene, der løb frem og tilbage i deres små bure. Allerede der undrede jeg mig over, hvorfor de små, søde dyr ikke måtte lukkes ud.

Jeg så når de sloges – bed i hinanden – kradsede øjnene ud – og efterfølgende far behandle deres sår med et antibiotika-pulver, der sjældent hjalp. Tit var sårene store og uhelbredelige.

Jeg har set mink gnave i deres poter i stress og afmagt.

Ved pelsning blev de i mine første leveår aflivet med en sprøjte med gift. Senere brugte man metoden at gasse dem i en kasse, der var lavet til at sætte på fodermaskinen. Her kom de direkte ind i en stor tumbler, inden de skulle flås.

Jeg har set hændelser, når maskinen var færdig. Når de døde kroppe blev taget ud, var der stadig en levende mink iblandt.

VARME DAGE EN PLAGE

På varme sommerdage var luften i minkhallerne ulidelig varm. Alt stod stille. Jeg fik lov til at gå rundt med en haveslange og nedkøle dyrene. At se dyrene stå på bagbenene i burene og med et udtryk af salighed ved at mærke de kølige stråler, beviste netop at disse dyr er skabt til at være ved vand.

Minkfoderet var fiskeaffald, der blev lagt i en klat oven på burene. Man så store fiskeben, der stak ud. Ofte kom disse ben galt i halsen på minken, og hvis far ikke fik benet vristet fri, led minken en smertefuld død ved kvælning.

RESPEKT – MEN UDEN FORSTÅELSE

Jeg respekterede min hårdt arbejdende far – såvel som de andre pelsavlere. Alle havde et hårdt slid fra morgen til aften ugens 7 dage. Men jeg respekterede aldrig – og det kommer jeg aldrig til – at dette horrible erhverv bestående af grusom dyremishandling, skulle gøres til deres levevej.

Jeg har aldrig forstået – og kommer aldrig til at forstå – hvorfor nogle mennesker har behov for at vise at de har penge og velstand ved at hænge 30-40 døde dyr i en pelskåbe på deres krop. Hvorfor skulle disse dyr lide så meget for det?

EN EPOKE ER VED AT SLUTTE – FORHÅBENTLIG

I andre lande som England, Østrig, Norge, Belgien, Luxembourg, Serbien,Schweiz, Polen, Makedonien og Tjekkiet er pelsavl blevet forbudt eller under udfasning.

Lad de mink, der endnu ånder i Danmark komme herfra på en værdig måde – med en humanitær aflivning, hvor deres sidste åndedrag er endt INDEN afbrændingen.

Og lad dette erhverv være et slukket og lukket kapitel i Danmarks historie.

OM RÆVE I BURE
Sanne Nørgaard omtaler i sit indlæg også det dyreplageri, der foregår, når ræve bures inde i alt for små bure:
NABOEN HAVDE ikke kun mink, men også ræve. Store, flotte dyr der løb aggressivt frem og tilbage i deres små bure. Man aflæste tydeligt deres vrede – frustration og håbløshed i øjnene. Deres eneste aktivitet var, at de kunne være så ‘heldige’ at fange en gråspurv – som sad på trådene og spiste af deres mad – med snuden eller poterne og efterfølgende få den maltrakteret.