“JEG TROR DIN DØD BLIVER EN KÆMPE SUCCES”

Nedenstående er din Bloggers klumme i Bornholms Tidende WEEKEND i lørdags – 30. september 2017.

Erik Clausen spiller død kunstmaler i sin nye film – og Bodil Jørgensen hans engel. Foto©AldrigMereiMorgen.

“JEG TROR DIN DØD BLIVER EN KÆMPE SUCCES”

OVENSTÅENDE RUBRIK er den opsigtsvækkende bemærkning til en netop afdød. Den fremføres af Bodil Jørgensen, der agerer engel for Erik Clausen, som i sin nye film ’Aldrig mere i morgen’, netop er blevet fældet af et hjertestop. Clausen, der i filmen spiller en kunstmaler, som mente sig udødelig, vil åbenbart fremadrettet ’opleve’ et prishop på sine malerier. Vist et meget almindeligt scenarie for afdøde kunstnere.

I filmen får Clausen den engel-gave til usynlig at kunne gå rundt blandt de efterladte. Lidt af et tilbud, som man måske nok nøje skulle overveje at sige nej-tak til. Det kunne jo være, at man ville blive vidne til klamme bemærkninger, der måske ikke vil være så rare at få med i kisten

Den folkekære gøgler og filmmand er åbenbart efterhånden blevet så gammel, at døden er en mulighed, han er begyndt at kalkulere med. Men at han på film så ligefrem begynder at belemre danskerne med livets uundgåelige afslutning er da højst udansk.

I Danmark er det jo forbudt at tale om døden. Det er mærkeligt, da den er et kærkomment farvel til demens, gulvvask og restskat … men selvfølgelig også et definitivt farvel til den gode mad og X-factor.

HVIS OG HVORNÅR

En række år tilbage klargjorde jeg en opdateret brochure for et forsikringsselskab. Som en nyskabelse var der blevet ændret markant på overskriften for afsnittet omkring livsforsikringer. Før stod der altid: ’Hvis du dør’. Nu kom der til at stå ’Når du dør’. Uha! Pludselig skulle kunderne forstå, at der ikke længere var et hvis.

Fra tidernes morgen, har mennesket prøvet at finde ud af, hvordan man kunne narre Manden med Leen. Måske ikke for evigt, men så holde ham borte nogle år eller årtier. I dag gør medierne deres bedste for at strække livet lidt længere med formaninger spalte op og spalte ned: ’Spis broccoli. Løb for livet. Tæl genstande. Sig nej til det søde’. Lige meget hjælper det. Du dør, når du skal dø. Prøv lige at tygge på nedenstående anekdote.

DEN BESEGLEDE SKÆBNE

Historien kunne foregå hvor som helst og til alle tider. Men lad os sige omkring et slot i det sydligste Jylland ­ – og i nutid.

Slotsfruen sender sin unge gartner til det ugentlige grøntsagsmarked i byen for at købe ind til weekenden.

Kort tid efter kommer han tilbage ganske bestyrtet.

”Hvad er der galt?”, spørger slotsfruen.

”Døden var der. Og han kiggede meget intenst på mig. Jeg blev bange. Jeg ønsker ikke at dø nu. Lad mig låne en bil, så jeg kan tage bort nogle dage. Jeg kan bo hos min bror i Skagen til Døden er draget videre”.

Gartneren fik en bil og begav sig i fuld fart nordpå.

Slotsfruen måtte nu selv købe ind og tog til torvet. Her fik hun øje på Døden. Hun gik hen til ham og spurgte, hvorfor han havde skrænt livet af hendes gartner.

”Jeg er ked af, hvis jeg skræmte ham. Det var ikke meningen. Jeg blev bare forbavset over at se ham her i Sønderjylland. Jeg har nemlig en aftale med ham i aften i Skagen”.

FEST MED DØDEN

Når man er gammel nok, burde det ikke være så tragisk at dø. Selvfølgelig skaber det som regel et kæmpesavn for de efterladte. Men behøver de officielle meddelelser om en bortgang være så kedsommelige: ’Er stille sovet ind efter kort tids sygdom’; ’Elsket og savnet’; ’I stedet for blomster bedes man støtte Læger Uden grænser på konto ditten og datten’; ’Er pludselig død’ – og den allerværste, som åbenbart er kommet på mode: ’Bisættelsen slutter ved kirken’. Det vil sige: Intet festligt farvel til et levet liv. Så er der sgu ikke meget sjov ved at dø. Et kalas hører sig vel til.

Sådan et farvel fik vores lokale spasmager og sprællemand, journalisten Jacob Ludvigsen fra Svaneke, da han døde i foråret. Her var der en lang række hyggelige mindetaler om gode og muntre oplevelser, der var jazzmusik og der var specialbrygget øl i hanerne fra Svaneke Bryghus. Det kalder jeg et fornuftig farvel til et oplevelsesrigt virke i 69 år.

Mindre kan selvfølgelig gøre det. En festlig dødsannonce for eksempel.

HVORFOR SKAL DET VÆRE SÅ TRIST?

Da den legendariske Politiken-redaktør Henning Nystad stillede træskoene 63 år gammel i 1989 skrev hans datter, tekstforfatteren Eva Hast Nystad, disse skønne ord:

’Måske ville Henning hellere være blevet ædt af en løve – eller bombet i vilden sky ved et gigantisk søslag, nu døde han altså en stille og fredelig død, efter en influenza’.

Eller hvad med dem her: ’Boghandler Mogens Olsen har røget sin sidste pibe tobak’; ’Vores alle sammens elskede Lis Felsing har fundet nye vandrestier. Familien og skridttælleren savner dig’ … eller endnu bedre:’Vi siger farvel til Peter Olsen med guldøl og gnaveben’.

DØDEN SOM PRÆMIE

Som den populære bassist Hugo Rasmussen sagde i dokumentarfilmen ‘Hugo på bas’ – kort før han døde af prostatakræft som 74-årig: ”Man skal dø. Sådan er livet. Det er præmien. Det er den ultimative frihed”.

—–

PS: I øvrigt mener jeg, at motorcykler burde forbydes adgang ned gennem Gudhjem fra maj til oktober. De ødelægger byen for såvel beboere som turister med deres ulovlige støj-niveau.