JOURNALISTEN, GLOBETROTTEREN OG DEN FRA POLITIKENS ’AT TÆNKE SIG’S BERØMTE CHEF FOR RULLEPØLSE-KOMPAGNIET, KØDGROSSERER K. SPANGENBERG, KULHUSE, HAR TRADITIONEN TRO UDSPREDT SIT JULE- og NYTÅRSBREV TIL SYD OG NORD, ØST OG VEST … OG TIL GUDHJEM

KÆRE VENNER blandt journalister, eventyrere, rejsevenner, Skånevenner (utan förskoning!), hilsen til dem der inviterer og inviteres, men også til dem der inviteres og sjældent inviterer igen. Endelig (ikke at forglemme) Den Ukendte Soldat, hvis navn desværre aldrig nævnes. I hvert fald ikke af ham selv.

Denne hilsen er vel julens (og nytårets) allervigtigste:
En GLÆDELIG JUL og et GODT NYTÅR ønskes alle I, der bor i lejlighed, i villa, rækkehus, i bræddehytte, bivuak, i telt og på slot. Er du hjemløs, gælder hilsenen også dig!

Så er det overstået! Resten er fortælling for at lokke nogen til at læse videre. Min familie? Åh, jo tak – den har det da udmærket. Ingen gider vel læse mere om den, vel?

Familien er meget vigtig for os alle sammen, men sjældent for andre end os selv. Fri os venligst for mere om tanter og onkler, børn, børnebørn, oldebørn – men gerne om tipoldebørnene. De beviser jo, at du er blevet oldgammel!

VINTERFESTEN

Nu er Julen jo på det seneste blevet umoderne og omdøbt til ‘vinterfest’, fordi fremadskuende politikere gennem årene har beriget os med mennesker, der ikke fejrer jul.

Imidlertid har jeg bemærket, at de omtalte ikke-julende er ligeglade med, om vi kalder jul for jul – de fleste af dem synes faktisk, at Julen er ganske hyggelig! Føtex, Aldi, Lidl, Netto og IKEA kan derfor godt spare sig for at omdøbe Julen til Vinterfest og julekager til vinterkager. Det rækker med JUL! Gerne over hele linjen.

VELKNEPPET

Til noget helt andet: For nylig læste jeg i Politiken en Kronik (26.11.) af Lone Kühlmann, som jeg 1968-69 gik på Danmarks Journalisthøjskole med. Lone, som jeg dengang havde mange sjove fester og frokoster med, kalder Kronikken for ‘Drømmen om at være en velkneppet kvinde’.

Måske teksten ikke ligefrem er egnet til Børnenes Julekalender, men pointen er (skriver Lone), at der på skolen var der en, vi kaldte Verbal-OLE – ”fordi det hed sig, at han kunne tale trusserne af enhver kvinde.”

Han kunne også have heddet Lytte-OLE, skriver Lone, for han lyttede mere, end han talte! Han ejede en egenskab som få, for de fleste mennesker elsker jo at høre sig selv. Som lytter havde OLE samme store succes hos damerne, som når hans ord pillede tøjet af dem – trævl for trævl.

Jeg kan ikke lige identificere Verbal- eller Lytte-OLE. Måske har jeg ikke hørt efter, fordi jeg selv taler alt, alt for meget uden at lytte til, hvad andre har at sige. Ligner vi ikke meget hinanden på netop det område? Vær nu ærlig!

MIRAKLET I KAUNAS

Det får mig til at associere til den store preussiske og tyske statsmand, rigskansler Otto von Bismarck. Han har sagt: “Undertiden behager man ved at tale. Ved at lytte behager man altid”.

De fleste mennesker er nemlig så lette at underholde. Man skal bare lytte til dem. Så sker der mirakler!

Apropos mirakler: Jeg har engang oplevet et. Det var vist i 2003, hvor jeg sammen med en tysk, en finsk og en spansk kollega kørte i bil fra Vilnius via Kaunas og Klaipeda (Memel) i Litauen til russiske Kaliningrad (Königsberg) for at slutte i polske Gdansk (Danzig).

Uden for domkirken i Kaunas fik jeg pludselig store smerter i knæet og kunne knapt nok gå. Inde i kirken fortalte min tyske kollega en kustode om mit problem. Han henviste til et kapel med et alter for Jomfru Maria, for hun skulle være så god til at helbrede knæ.

Dér gik jeg hen, kiggede op på den hellige jomfru og sagde med kæk stemme:

”Kære Jomfru Maria, jeg har ondt i mit knæ og kan knapt nok gå. Er du så sød at helbrede mit knæ?”

Ha, den var da go`, ikk´? Da jeg stavrede ud af kirken og kom ud på pladsen, kunne jeg pludselig gå – helt normalt!

Voila! For de troende, der tror på mirakler, var min helbredelse ikke spor mystisk. Det var derimod det, jeg i sommer oplevede efter et besøg på det renoverede slot ved Selsø i Hornsherred. Faktisk meget mystisk ….

DEN HVIDE DAME

Selsø Slot havde været ubeboet i godt 150 år, og jeg havde som journalistelev i Roskilde forgæves forsøgt at få lov til at sove i det værelse, hvor den Hvide Dame spøgte! Først da slottet skulle renoveres i 1972, fik jeg og fotograf Lars Hansen fra Politiken lov til at overnatte i det skumle værelse.

Hele natten skete der ingenting. Lars tog et foto fra den tilgroede slotsgård mod et vindue, hvor jeg stod med en flerarmet lysestage. Det skabte mystik, men den Hvide Dame åbenbarede sig ikke. Eneste positive var, at vi fik en god spøgelseshistorie ud af den lange, lyse sommernat på det forladte og forfaldne slot.

I sommers var jeg på ny på Selsø Slot, smukt renoveret. Jeg fotograferede livligt, især spøgelsesværelset i alle enkeltheder. Jeg knipsede vel 8-9 fotos.

Hjemme overførte jeg mine billeder til computeren, helt normalt og uden dikkedarer. Men da jeg kiggede serien igennem, savnede jeg lige præcis de 8-9 fotos fra værelset, hvor Lars og jeg havde sovet uden at se den Hvide Dame!!!!

Har nogen en god forklaring på denne mystik? Kan nogen forklare miraklet med mit knæ? Mirakler er vel overtro, selv om Frederik Dessau engang skrev, at det gode ved mirakler er, at de engang imellem sker.

Ingen af os tror vel heller ikke på Julemanden, som jeg var helt sikker på eksisterede, indtil jeg fyldte ti år. Ikke spor mystisk, for alle børn elsker eventyr.

Klap nu i eder små hænder, hvis I elsker mirakler og mystik! Kæmp jer igennem Julens glæder, og hvis det ikke bliver værre, kommer der sikkert også en dag i morgen.