KIG PÅ NORDEN [9]: BYGGERIER FOR MILLIARDER OG MASSER AF KINESERE

Nedenstående historier er hentet fra nyhedsbrevet NEWS ØRESUND OG ØRESUNDSINSTITUTTET:

KINESERNE FYLDER I STOCKHOLM

KINA HAR OVERHALET Tyskland og Finland, og kinesere er nu den største gruppe blandt de internationale studerende, der læser i Stockholm. Størstedelen af de kinesiske studerende læser på ’Kungliga Tekniska Högskolan’. Antallet af internationale studerende er steget med 20% i Stockholm de seneste tre år, og totalt var der 9.750 internationale studerende i Stockholm i studieåret 2017/2018, hvoraf 826 kom fra Kina. En af forklaringerne bag den kinesiske stigning er, at det kinesiske militær systematisk arbejder med at udplacere studerende på tekniske højskoler rundt om i verden. Det er dog ikke noget som rektor Sigbritt Karlsson for KTH er urolig for, som hun udtaler til Sveriges Radio: ”Vi vil helst ikke særbehandle nogen grupper af studerende, når det gælder den slags sager, men vi følger naturligvis også rapporteringen omkring dette. Desuden plejer vi at have regelmæssige afstemninger med SÄPO [den svenske efterretningstjeneste], så jeg føler mig tryg. Hmmm … dog ikke mere tryg, end SÄPO skal indblandes.

NY BOLIG-Ø I NORDHAVNEN

Den nye ø ved Nordhavnen bliver bebygget med moderne arkitektur – ikke just en skønhedsåbenbaring. Foto©NewsØresund.

DER ER STADIG brug for flere lejligheder i København – tro det, hvem der kan. Tilstrømningen til hovedstaden forsætter i en uendelig strøm. København svulmer på alle leder og kanter. Det samme gør m2-prisen. KRONLØBS-ØEN – der bliver en helt ny ø ved Kronløbet – er navnet på et nyt boligområde. Her skal bygges seks huse, som alle er seks etager høje. Det hele kommer til at indeholde 233 lejligheder med parkering for 1.100 biler. Hertil cafér, restauranter og butikker. Herligheden kommer til at koste 1,1 milliard kroner og forbindes til fastlandet med ikke mindre end tre broer og en tunnel. Projektet forventes sat i gang til sommer med en slutdato ved udgangen af 2023. Bag udformningen står svenske NCC, danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter og COBE. Landskabet skal formes af STED.

DANSK DIREKTØR FOR MALMØS FORM/DESIGN

Dorte Bo Bojesen – dansk kvinde i svensk topjob. Foto©JennyAndersson/NewsØresund.

DA DEN SVENSKE regering satte design og arkitektur på dagsordenen med en ny politik på området, blev Form/Design Center i Malmø udnævnt til nationalt mødested i det sydlige Sverige. Med 9 millioner svenske kroner i ekstra-tilskud, udvider virksomheden nu med flere foredrag, workshops og samarbejder. Dorte Bo Bojesen kom til som ny administrerende direktør i efteråret. Hun vil bruge sit danske netværk til at øge Form/Design Centers forbindelser over Øresund. Dorte startede sin karriere hos en dansk tekstilvirksomhed, hvor hun arbejdede i 12 år, før hun blev headhuntet til stillingen som chefdesigner hos et tekstilfirma i Borås, Sverige. Siden da har hun også været rektor ved Textilskolen i samme by og arbejdet hos flere andre designfirmaer i Borås-området og i Skåne.

IKEA FOUNDATION DONERER ATTER MILLIONER

GENNEM EN DONATION på 350 millioner svenske kroner skal udbygningen af ’Ingvar Kamprad Designcentrum’ [IKDC] ved Lunds Universitet garanteres for al fremtid. Pengene kommer fra ’Ikea Foundation’, og målet er at gøre Designcentrum førende på verdensplan. For 20 år siden donerede Ikea 300 millioner svenske kroner til byggeri og drift af IKDC. Mellem 2010 og 2018 doneredes yderligere 135 millioner fra Ikea.

CO2-UDSLIPPET STADIG STIGENDE

Biler oser stadig al for meget. Foto©pixabay.

EFTER FLERE ÅRS FALD stiger kuldioxidudslippet fra vejtrafikken nu igen i Sverige. Trods et bonussystem for biler med lavt udslip, er andelen af bio-drivmidler ikke steget. Det er en af de primære årsager til, at vejtrafikkens CO2-udslip er steget med 0,5%. Der en stigning i antallet af el-biler og hybrid-biler, men antallet  af registrerede benzin- og diesel-biler stiger også. Herudover stiger lastbilstrafikken og det gennemsnitlige udslip for en benzindrevet personbil. For at Sveriges kan nå sine klimamål med 70% mindre udslip af drivhusgasser fra trafikken, skal udslippet falde med 8% om året frem til 2030. Det ser ud til at blive svært. Det er begyndt at gå den modsatte vej.

CPH HAR FORDOBLET KAPACITETEN TIL KINA

Millioner af kinesere – mere levende end dem på fotoet – vil gere besøge Europa. Foto©Pixabay.

KØBENHAVNS LUFTHAVN årsrapport for 2018 viser, at udbuddet af rejser mellem København og Kina næsten er fordoblet i 2018, og at investeringerne i lufthavnen fortsætter med at stige. ”Potentialet i Kina er enormt. Der er millioner af kinesere, der ønsker at besøge Europa, og de får nu lettere ved at komme forbi Danmark.”, siger Thomas Woldbye, administrrende lufthavnsdirektør. Lufthavnen havde over 30 millioner passagerer i 2018. Flere nye langdistance er åbnet, blandt andet til Hongkong, Chengdu og Beijing. Lufthavnen arbejder på at mindske klimaaftrykket. Mellem 2013 og 2018 faldt CO2-udslippet pr. passager med 26%. Det er ikke godt nok for CPH. Den nye strategis store mål er, at senest i 2030 skal CO2-udledningen fra lufthavnen og landtrafikken til og fra lufthavnen helt bortelimineres. Lidt af en opgave, tør siges.

KØBENHAVNS LUFTHAVN UDVIDER –  IGEN

FIRE MILLIARDER kroner bliver der smidt i en udvidelse af terminalbyggeriet på 80.000 m2. Det er for øge passager-antallet fra 30 millioner til 40 millioner passagerer årligt. Udbygningen vil ske ved Terminal 3 mellem Gate B og C. Og her troede man lige, at flytrafikken skulle mindskes af hensyn til klimaet.