KØDGROSSEREREN BEKÆMPER SIN SKRIVEBLOKADE

Kødgrosserer K. Spangenberg, Kulhuse, som i sin fritid er chef for Hjemmeværnets 1. Rullepølse-kompagni og desuden verdenskendt via sin sporadiske optræden i dagbladet Politikens hovedorgan At Tænke Sig har atter en gang skrevet sine betragtninger om året, der gak.

Bragt med eneret for nærværende Blog:

 

BLOKADE

AK, JEG SIDDER HER og snøvler med koncentrationen og kan ikke komme i gang med at skrive dette jule- og nytårsbrev. Jeg er ramt af skriveblokade!

Det er særlig forfærdeligt, fordi jeg til en bog, der næste år udkommer i anledning af Eventyrernes Klubs 80 års fødselsdag, skal skrive et epistel om Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968 – en tragedie og et drama, som jeg sammen med min daværende finske hustru oplevede på nærmeste hold. I øvrigt som eneste danske journalist i landet.

GUD ER VOR MODER

I blokeret tilstand er jeg lige nu kun i stand til at fastslå, at julen er budskabets tid, og budskabet kalder sig glædeligt og fortæller, at der for over 2000 år siden ”blev os en frelser født”. Det kan enhver læse i Det Ny Testamente.

Trods blokaden er jeg i stand til at ønske alle, der har tid til at læse dette:

EN DEJLIG JUL og ET GODT NYTÅR 2018!

Nu kunne jeg begynde at skrive om ham Frelseren, men det er ikke nemt. I det politisk korrekte Sverige har kirkelige kræfter nemlig sat sig for at gøre Gud kønsløs, og hvis Gud er uden køn, må Jesus vel også være det?

Feminister mener, at Gud er en kvinde. Det påstås, at de beder ”Moder vor, Du som er i himlene…” Ja, ikke bare er verden af lave. Himlen er det også. Hvad skal man dog stille op?

LANG I SPYTTET

Skriveblokade er forbandet som skrivekrampe, så jeg har lige holdt en kort pause, uden at det har hjulpet. Så fandt jeg på at søge i min bogreol og hittede her et værk, jeg aldrig har læst og slet ikke opdaget, at jeg er indehaver af. Det er fra 1955 og bærer titlen ”Store oplevelser – 23 journalister fortæller…”. Det er en højst blandet landhandel.

Redaktøren hed Ernst Mentze, og han var meget lang i spyttet, dengang han skrev sine alenlange interviews i Berlingske Tidende. For eksempel:

– Jeg gaar ind gennem Havelågen og op ad Gangstien til den flotte Villa, hvor landsretssagfører NN tager imod. Jeg hilser ´Goddag Hr. landsretssagfører`!

– Goddag, goddag hr. Mentze. Kom dog inden for.

– Tusind tak, Hr. landsretssagfører. Det er en Fornøjelse at træffe Dem.

Og i den dur fortsatte det – over flere sider! Efter en længere palaver når redaktør Mentze endelig ind i landsretssagførerens hjem, og en samtale tager form.

RUNDT PÅ JORDEN

Det var en ganske anden journalistisk end den, unge aspiranter i dag lærer på diverse anstalter for udklækning af journalister, hvis største drømme er at ende på TV, hvor de kan interviewe deres kolleger om alverdens emner.

Datidens journalister var ikke tilnærmelsesvis så berejste som nutidens journalister – for slet ikke at tale om størsteparten af den danske befolkning!

I dag kan enhver med lidt ekstra på kistebunden fare verden rundt på rejser, som diverse bureauer har lagt til rette, så alle kommer sikkert ud i verden og sikkert hjem igen. Her har bureauerne spist maden, før ‘gæsterne’ (som de kaldes i rejse- og hotelbranchen) sætter kniv, gaffel og tænderne i den.

Det er jo udmærket og alle vel undt. Men selv er jeg glad for, at jeg nåede langt ud i den vide verden (107 lande på alle beboede kontinenter…), før den blev spoleret af masseturismen. I Lissabon læste jeg for nylig på en mur: ‘Mass Tourism = Mass Pollution!’ En nordmand mente for nogle år siden, at verden er blevet ‘aftryllet’. Magien er borte.

REALISERET DRØM

Selv har jeg søgt den siden min barndom og realiseret en del af drømmen gennem et liv, der nytårsaften runder 78,5 år. Jeg og min generation har været privilegeret ved at overleve besættelsen og følge slipstrømmen i den velstand, som fulgte. Men det er ikke nok at ville drømmen. Man må kunne den! Man må drives til det yderste af nysgerrighed, opdage verden, udfordre sig selv og aldrig give op. Med vovemod, snilde og forsigtighed!

Man opdager ikke nyt land uden at være villig til at miste kysten af syne i meget lang tid,” skrev den franske forfatter, André Gide. Selv har jeg taget æren for dette bonmot: “At gå gennem livet uden tab er tegn på, at man aldrig var vundet noget“.

Selv har jeg et ganske flot CV (jeg har jo skrevet det selv!), som fortæller om store rejser og bedrifter og kunne også have berettet om dejlige kærlighedsoplevelser.

Men i CV’et står der intet om nederlagene, om skuffelserne, tabene og smerterne. Alt det hører også med til et levet liv. Hvis man sidder på plejehjemmet og fortryder noget af alt det, man ikke vovede, så er det ens egen skyld!

MINE 2017-REJSER

Om mig selv er der i grunden ikke så meget at fortælle. Hvem gider læse?

Rejserne havde et beskedent omfang i året, der nu går på hæld: Rumænien, Moldova, Polen, Portugal. Ikke så voldsomt mange rejsemål som førhen og alle med min bedste veninde – bortset fra Polen, hvor jeg var rejseleder for Albatros. Turen hed ”Preussen – et historisk vingesus gennem det nordøstlige Polen”. Det var en fin tur med 29 deltagere, som var herlige folk at vise rundt og berette for om de historiske og aktuelle baggrunde.

Efter et års pause var det dejligt at genoptage hvervet som rejseleder, og hos Albatros har jeg ikke mødt nogen form for aldersdiskrimination. Indersiden af mit hoved fungerer fortsat udmærket; fysisk lider jeg ikke af nogen skavanker – så hvorfor ikke blive ved med at deltage i det aktive liv?

Til folk, der spørger om mit helbred, svarer jeg kvikt, at jeg ikke har nok at klage over, men tilføjer så: ”Det skal nok komme!”

MANGELVARER

Med verdenssituationen forholder det sig imidlertid sådan, at her er der rigeligt at klage over og meget at frygte. Store statsmænd af begge køn er mangelvarer, og hvad dælen skal alle vi almindelige dødelige så stille op over for problemer, som med overbefolkning (alle problemers moder), mangel på vand, mad, plads og klimaforandringer vokser dag for dag og fører til ukontrollerede folkevandringer?

Vi skal leve vore liv. Vi skal prøve at komme godt ud af det med hinanden. Og lytte! Her må jeg minde om den store preussisk-tyske statsmand, Otto von Bismarck (han hed en hel masse andet), der engang i 1800-tallet sagde:

Undertiden behager man ved at tale. Ved at lytte behager man altid“.

I, der kender mig, kan nu drillende sige: ”Det kunne du lære meget af, Kaj”. Jovist. Det kunne jeg. Og det gør jeg nok – aldrig!

Jeg ønsker alle og enhver fred med sig selv og egne guder:

KAJ SPANGENBERG
[der efter megen snøvleri fik overvundet skriveblokaden]