DE DØDE LEVER OG HAR DET GODT

Flere af tilhørerne opsøgte Annette Edel efter klarsynet. Blandt andet betroede en kvinde, at det var rigtig nok, som hendes afdøde kæreste havde fortalt om, at de festede sammen en gang i mellem. Hun havde bare glemt det. Foto©JørgenKoefoed.

ANNETTE EDEL har hele sit liv haft kontakt med den åndelige verden. Det har hun gjort til sin levevej. Som hun skriver sin reklamefolder: ’Jeg har altid haft evnerne, og jeg føler det som et kald. Jeg arbejder seriøst med den åndelige verden og sætter det etiske højt. Jeg ser og hører og føler den åndelige verden’,

Omkring 200 bornholmere mødte i tirsdag frem på Green Solution House i Rønne. Der var ikke mange pladser ledige, da Annette gik på scenen. Parat til at formidle kontakt til de døde, der henvender sig til hende for at give en meddelelse videre til nogen af de fremmødte.

Annette Edel indrømmede fra start, han hun arbejder meget hurtigt, fordi hun gerne vil formidle så mange kontakter som muligt på de halvanden time, der var afsat til denne ’klarsyns-seance’.

Og ja, Annette er speedsnakker. Man skulle holde ørerne stive, når hun fik besøg af en afdød. På nær én gang lykkedes det hver gang, at finde dén person blandt publikum, som den døde havde kendt i levende live.

DE DØDE STOD I KØ

Der var mange overraskende beskeder. Fx bedstefaderen der roste sit barnebarn, som var så ung, da bedstefaderen døde, at han ikke rigtig kunne huske ham. Men bedstefaderen havde fulgt sit barnebarn lige siden, og roste ham nu for hans gode evner som håndværker, og kunne fortælle, at han skulle holde øje med de vinduer, han netop havde sat i huset, og også kontrollere de rør, som han havde fornyet i kælderen. Den unge mand kunne bekræfte, at han var i fuld gang med at renovere sit hus, og at han faktisk for fire timer siden havde ordnet rørene i kælderen. Bedstefaderen fortalte, at han havde været meget glad for sit barnebarn, selv om han nok ikke viste det så meget. Så roste han ham for den måde at arbejde på. Begge var de meget ærekære omkring deres arbejde, og tålte nødigt kritik. Derfor udførte de begge deres arbejde med stor akkuratesse. Det forbløffede barnebarn kunne bekræfte bedstefaderens udtalelser.

En anden fik en meddelelse fra sin afdøde søn. Annette fortale, at hun kunne se tallet 10. Om det betød, at sønnen døde som 10-årig? Det kunne moderen bekræfte. Herefter kom er en række oplysninger fra sønnen, som også fortalte, at han var sammen med sin farfar i den åndelige verden, og at moderen ikke skulle bekymre sig. Han havde det godt.

Og sådan fortsatte det i raketfart i halvanden time.

DE DØDE FORMIDLER KÆRLIGHED

Rigtig mange fik kontakt med afdøde familiemedlemmer, kærester eller veninder. Hver kontakt blev afsluttet med Annette Edels opfordring til at tage imod de kærlighedserklæringer, som de afdøde afgav. Passende til Annettes motto: ’Livet er kærlighed. Kærlighed er livet’.

Efter seancen var der noget at tænke over. Kunne det virkelig passe, at de døde ikke var mere døde end de gennem et medie kunne formidle budskaber til de efterladte? Noget kunne tyde på det.

KVINDER ER MERE ÅBNE

Interessant at hovedparten af tilhørerne var kvinder. Mænd er sværere at få til at tro på noget, der ikke er videnskabeligt bevist. Som en yngre mand sagde til mig, da jeg et par dage efter fortalte om klarsynet: ”Hun har da bare foretaget en grundig research på nogen af de fremmødte, eller også er det bare aftalt spil”.

Men på den anden side, hvorfor ikke bare acceptere, at der findes en åndelig verden. Jeg mener, folk tror jo på, at de bor på en lille-bitte kugle, der farer rundt om solen med 107.000 km i timen, mens den drejer om sig selv en gang i døgnet. Den påstand glider ned, fordi det vist nok er bevist.

DRONNINGEN

Din Blogger har tidligere mødt ’klarsynsdronningen’ Marion Dampier-Jeans. Det var en lige så forbløffende oplevelse, som det der skete i Rønne tirsdag aften. Hun har også en gang besøgt Bornholm, hvor  nogen af de fremmødte afdøde begyndte at kaste med det lille bord, som var på scenen. Efterfølgende kom der nogle meget skeptiske, bornholmske mænd på scenen for at undersøge bordet for usynlige snore. Forgæves.

DER ER EN PARALLEL VERDEN

Acceptér nu bare, at man ikke nødvendigvis er helt væk, når man udånder. Kroppen bliver livløs i det øjeblik sjælen forlader sit hylster. Og sjælen forsvinder åbenbart ikke. De afdøde ‘lever’ – og holder øje med os.