KUNSTNERISK Ø-HOP

Bogen er redigeret af Grete Kusk, Kirsten Bohl og Jan Horskjær. Tilrettelagt af Kusk, Bohl & Winther. Format: 195 x 245 mm. Vægt: 421 gram. Papir 150 gram Artic Volume, Artic Paper AB. Produktion: Clausen Grafik. Udgivet af Grete Kusk.
MULTI-KUNSTNEREN Henning Køie og hans hustru Grete Kusk boede på Christiansø, da de i sommeren 1973 besluttede, at de for nogle måneder ville forflytte sig fra Danmarks østligste ø til Færøernes vestligste ø: Mykines.
Henning Køie havde ikke alene sit malergrej med i kufferten, men også sin elskede harmonika. Det blev til en lang række skitser og især en del pasteller af de voldsomme landskaber, som omgav dem. Harmonikaen var med til at bryde barrierer og bane vej for nye bekendtskaber.
Det er nu 50 år siden at parret kom hjem, og i den anledning har Henning Køies enke – Grete Kusk – samlet 32 pasteller og diverse streg-skitser fra opholdet på den vindomsuste ø med de voldsomme højdedrag ud til det faretruende Atlanterhav og udgivet dem i en lille, smuk bog på 64 sider.
Inden afrejsen havde Henning Køie aftalt med dagbladet Bornholmeren, at levere rejsebeskrivelser og skitser udformet som en brevveksling med den imaginære bornholmske ven, Kofoed. Det blev til syv artikler, som er gengivet i bogen.
Pastellerne er blevet indrammet og vises fra i dag på Galleri Rasch i Rønne. De er alle til salg og priserne ligger mellem 5.000 og 6.500 kroner.
FAKTA
Fra Christiansø til Mykines
En salgsudstilling med musikeren, digteren og maleren Henning Køie.
Galleri Rasch
Østkajen 4 i Rønne.
Fernisage lørdag 9. marts 14:00 – 15:30.
Herefter åben fra mandag 11. marts til og med søndag 31. marts
Mandag til fredag 12:00 – 16:00
Lørdag 10:00 – 14:00. Søndag lukket.
Alle helligdage i påsken åben fra 10:00 – 14:00.
Bogen kan købes for 225 kroner i Galleri Rasch, boghandlen Olivarius i Svaneke, Dams Boghandel i Rønne og Bog & Idé i Nexø.
EXTRA VIDEN
[Christiansø: 2,2 km2 – Mykines 10 km2 – Amager 96 km2]