KLOKKEN 12:39 den 13. november 2013 røg denne sms ind på Din Bloggers mobil: ‘Kurt Trampedach er død, Jørgen’ På det tidspunkt gik jeg på rue d’Assas, der løber langs Jardin du Luxembourg i Paris, og beskeden gjorde mig i lidt trist humør. En af Danmarks bedste nutidskunstnere ­– men måske ikke verdens bedste far – var afgået ved døden dagen forinden i en alder af kun 70 år.

MIT FØRSTE MØDE

Jeg mødte Kurt Trampedach første gang, da han kom og hentede sin fire år gamle datter Charlotte, hos sin ex-kone, der stadig boede i deres tidligere fællesbolig på Ålekistevej i Vanløse.

På det tidspunkt havde jeg lært Kurts første kone – bornholmeren Ella Clemens Ipsen – at kende. Det var også her, at jeg første gang stiftede bekendtskab med hans billeder. Ella havde tre oliemalerier hængende. To forestillede kunstneren selv siddende i en stol. Det tredie var et ret stor kvadratisk billede forestillende Charlotte siddende på en lille stol. Et ret bemærkelsesværdigt og godt maleri.

KURTS FØRSTE SKILSMISSE

Kurt forlod sin første kone og barn i 1967 til fordel for tegneren Dorte Karrebæk. Med hende fik han datteren Sussi. Det var i 1968. De boede sammen en kort overgang på Bornholm, som han tidligere ofte havde besøgt, mens han kom sammen med Ella, hvis far var ringer og graver ved Nexø Kirke. Bagefter flyttede Kurt fra frk. Karrebæk og købte en ejerlejlighed på Åboulevarden i København.

Kurt blev uddannet hos malermester Petersen i Hillerød og var samtidig en god håndværker. Han satte lejligheden på Åboulevarden i tiptop stand, solgte den dyrt og erhvervede en stor hjørnestuelejlighed på Sortedam Dossering med lille have foran og udsigt til søen.

Jeg fandt denne skitse bag på en tavle, som hang i Charlotte Trampedachs barneværelse på Ålekistevej i Vanløse. Ikke så mærkeligt, at Kurt blev kaldt for ‘Mørkemaleren’. Billedet er signeret KTS 1963 – fra den gang Kurt brugte hele sit dåbsnavn: Kurt T. Sørensen. 221 x 62 cm. Olie på masonit. Fotoi©JørgenKoefoed.

INDGANGEN TIL ALLER-FAMILIEN

Mens han boede her, stødte han ind i Annette Aller. Ikke alene var hun gudesmuk med sit lange, mørke hår, sine flotte dybbrune øjne og de svulmende læber foran to perfekte rækker af kridhvide tænder, men også en sød og klog pige. Hun var uddannet som indretningsarkitekt og skrev den gang boligstof til bla ‘Femina’ og ‘alt for Damerne’. Hendes far var overchef og medejer af den stinkende rige Aller-koncern. Han kunne ikke forstå, hvorfor hans datter ikke ville ind i direktionen. Men Annette havde sat overliggeren højt, og ville ikke identificeres med visse af de blade, koncernen udgav, bla ‘Ugens Rapport’ og ‘Express’.

KURT GÅR AMOK

Mens jeg kom sammen med Ella, så jeg Kurt af og til – uden at vi på nogen måde blev bon-kammerater.

Ella og jeg blev fx inviteret til indflytterfest på Sortedam Dosseringen. Jeg forærede Kurt et større portrætfotografi af Charlotte. En gave som han tilsyneladende ikke rigtig vidste, hvad han skulle stille op med.

Festen udviklede sig hen under aftenen. Det var mest kunstnere og deres koner og kærester, der var med. Jeg opholdt mig i køkkenet, da jeg pludselig hørte Kurt råbe højt. Noget havde irriteret ham, så han beordrede skrigende sine gæster om at forlade lejligheden øjeblikkeligt. Alle var desorienteret, men turde ikke sætte sig op imod den rasende vært.

FLYTTER TIL DET CELEBRE WHISKYBÆLTE

Nogle år efter solgte han lejligheden ved søerne og købte sammen med Annette Aller en trelænget gård på Vedbæk Strandvej. Så kunne det ikke blive mere exclusivt. Det var i 1973, hvor han også giftede sig med Annette, der ved samme lejlighed blev til fru Trampedach.

Det er her Kurt og Annette begynder at omgås Lene og Sven Grønlykke. Ud over at lave film og interessere sig for udsøgte råvarer inden for det gastronomiske gennem Restaurant Kong Hans i København og Falsled Kro på Fyn ejer de også et hus i det sydvestligste Frankrig ud mod Atlanterhavet. Det er dem, der i 1979 får Annette og Kurt til at interessere sig for at købe hus i området. Det ender med et stenhus med en vidunderlig beliggenhed i Pyrenærerne. Huset hedder  ‘Chilardico Borda’ og ligger tæt på landsbyen Sare i det franske Baskerland.

Det er også i denne periode, at Kurt styrer det danske kunstmarked helt vildt. Når han udstiller sine malerier i Galleri Jensen, Galleri Arnesen, Galeri Provence i Aalborg, Galleri Asbæk eller Galleri Moderne i Silkeborg er de fleste af billederne solgt ved preview. Men det er også bemærkelsesværdigt, så tit han skifter galleri. Kurt er sjælden tilfreds med den måde disse kunsthandlere behandler ham på. Fx skippede han Asbæk, fordi han ikke ville finansiere hans exorbitant dyre atelier-lejlighed i New York (65.000 kr./mdr.), da Kurt ville indtage det amerikanske kunstmarked.

PROMILLERNE TAGER OVER

Det er også i denne periode, at Kurt går til flaskerne. Han holder ofte til i indre bys hotteste caféer og omgås andre tørstige sjæl som fx F. P. Jac. Kurt udtalte på et tidspunkt til Ekstra Bladet, at når han blev træt, hyrede han en taxa og bad den om at køre en tur på et par timer, så han kunne få sig en lur, inden festen kunne forsætte.

Der er også en episode i Paris. Her bor han på hotel, falder i søvn i badekarret og får ikke lukket for vandet, så der sker en større vandskade. Der er flere af den slags episoder og det var vel også en af årsagerne til, at Annette flytter fra Kurt, der tilsyneladende blev mere og mere manisk.

Som han fortæller i filmen ‘Manden på Bjerget’: ‘Jeg drak utrolig meget. Jeg følte det, som om hjerneskallen løftede sig. Jeg græd. Jeg skreg. Det var en frygtelig tid. Jeg led af hybris. Jeg troede træerne voksede ind i himlen. Det var utrolig naivt … jeg var en skidt karl’.

På et tidspunkt indser Kurt, at drikkeriet er gået for vidt. Han opsøger den ledende psykiater på Sankt Hans Hospital i Nordsjælland, som tidligere havde købt malerier af ham. Denne fortæller ham, at han må på antabus, men som Kurt fortæller, var det ikke nødvendigt, da han var holdt op og allerede havde besluttet sig til helt at droppe alkoholen. Og set i bakspejlet holdt han, hvad han lovede sig selv. Så de daglige tre-fem flasker Rioja blev skiftet ud med postvand og kaffe angiveligt helt frem til hans død.

PÅ JAGT EFTER KRONPRINSSENS EX

Sidste gang jeg talte med Kurt var til en fernisage, som kunstneren Susanne Aamund holdt i Norsk Veritas i Nyhavn i 1991. Kurt var kommet til Danmark og troppede op til den velbesøgte udstillingsåbning. Han bar en grå skuldertaske og lignede en bonderøv fra Baskerlandet. Han var kommet for at træffe Susanne og Asger Aamunds smukke datter Malou Aamund, som blev landskendt for sit forhold til Kronprins Frederik – og ikke mindst deres berømte spritkøretur ved Amalienborg. Det var i 1990.

Trampedach, der var 26 år ældre end Malou, havde sikkert stødt på hende de gange hendes mor havde udstillet på deres fælles galleri i Aalborg, Galerie Provence. Men Malou var ikke til sin mors fernisage.

Ved samme lejlighed fortalte jeg Kurt om hans datter Charlotte, som måske trængte til at komme lidt væk fra Københavns hektiske natteliv. Om han ikke kunne invitere hende til et ophold i huset i Sare. Han havde jo i et interview i Berlingske Tidende tidligere fortalt, at han drømte om en stor familie. Som jeg skrev til ham efterfølgende: Jamen, Kurt … du HAR jo en stor familie.

DET KONGELIGE DOBBELTPORTRÆT TRAK TÆNDER UD

Charlotte og hendes lille datter Gaia blev på et senere tidspunkt inviteret til Sydfrankrig. Men de skulle nødig komme for tæt på, så Kurt lejede et hus til dem, der lå 30 km fra ‘Chilardico Borda’- dog forsynede han dem også med en bil. Besøg var tilladt.

Desværre var det i den periode, hvor Kurt havde fået Hillerød Kommunes bestilling på et dobbeltportræt af Prins Joachim og Prinsesse Alexandra i anledning af deres bryllup i 1995.

Kurt, der ud over tusindtallige portrætter af sig selv, også havde udført fremragende portrætter af bla daværende generaldirektør for DSB, Poul Hjelt og biskop Vincent Lind,  blev paralyseret af denne opgave. Måske fordi det royale segment lå så langt fra malersvenden fra Hillerød, at han gik i baglås.

Han kæmpede i næsten to år med dobbeltportrættet, som først blev færdig over et år efter deadline. Som forklaring gav han, at billedet var blevet ødelagt, da han lakerede det med en lak, der var dårlig. En plausibel forklaring, som blot dækkede over, at han mindst én gang måtte starte forfra. Han kunne simpelthen ikke få det til at ligne – og ved afsløringen i 1997 kunne alle konstatere, at det stadigvæk ikke var lykkedes at lave et godt portræt af de to kongelige. Med lidt god vilje kunne man måske godt se, at det var Joachim, hvorimod det var helt umuligt, at genkende Alexandra i den zigøjnerkvinde, der på billedet kiggede på sin royale gemal.

Som Kurt Trampedach udtrykte det ved afsløringen på Frederiksborg Slot: ‘Jeg kunne ikke gøre det bedre’.

LIVET SLUTTER

Man ville nok normalt sige, at Kurt Trampedach døde alt for tidligt. Men på den anden side, hvad var der tilbage af hans liv? Brandene i 2002 udslettede ikke alene for millioner af kroner indbo og malerier, men nok så meget nedbrændte de også Kurts energi og malerglæde (malertvang?). Han vendte tilbage til bjerget, rystet over sine voldsomme oplevelser. Som hans gode ven kunstanmelderen og  kunsthistorikeren, dr.phil Mikael Wivel slutter sit mindeord i Politiken 5. december:

‘ … Siden fulgte brandene, vreden, mismodet, paranoiaen og til slut depressionen. Billeder af samme kaliber fik vi derfor ikke længere fra hans hånd. Nogle skrøbelige tegninger var i 2009 det eneste ny, der kom ned fra bjerget, og selv om de var bevægende, havde de slet ikke fordums kraft. Når det gælder Kurt Trampedachs pludselige død, kan man derfor med god ret tillade at benytte den forslidte frase, at han nu omsider har fået fred’.

JAGTEN PÅ EN BARNDOM

Hans sidste kraftfulde malerier forstiller alle kunstneren som barn. Mørke, knugede og desillusionerede kigger de på beskueren. Kurt søgte efter sin tabte barndom. Som han fortæller i ‘Manden på Bjerget’:

‘Min far havde mange problemer … og nogle børn tager et ansvar på sig og lever deres forældres liv … og det er altså en meget dårlig ting … mange børn oplever ikke en rigtig barndom på en eller anden måde … jeg selv har gennemlevet tre barndomme. Den første startede, da jeg var 17 år og begyndte at samle på gammelt legetøj. Det var helt ubevidst.’

Kurts far, der var maskinsætter på Berlingske Tidende, var alkoholiker og den ene af hans brødre hængte sig som voksen i barndomshjemmet. Så meget desto mere trist er det, at Kurt ikke orkede, at have noget med sin egne tre børn at gøre. Man kunne have håbet på, at Kurt havde lært af sin egen fars fejltagelser. Men historien gentog sig. Og det er den egentlige tragedie for den ensomme mand på bjerget.

Kurt Trampedach levede et splittet liv. Og det blev hans død også. Hans lig blev brændt i Frankrig og halvdelen af hans aske blev lagt i jorden ved huset på bjerget. Efter forlydender har hans bror Ulrik, som også driver Galleri Trampedach i Hillerød, for nogen tid siden købt huset i Baskerlandet uden om børnene. Den anden halvdel af Kurt blev fløjet til Danmark og nedsat forrige tirsdag på kirkegården ved Ullerød Kirke ved Hillerød. ‘Jeg har nu været til tre begravelser – bisættelsen og de to urnenedsættelser’ fortalte hans ene datter til Kurts gamle skolekammerat Kaj Jørgensen. Han deltog i begravelsen sammen med 70 – 80 andre bla også hans gamle gallerist Asbæk og ex-konen Annette Trampedach..

Normalt ville sådan en kändis-begravelse tiltrække både Se & Hørs og BilledBladets fotografer. Men formentlig har Annette Trampedach, som medlem af Aller-familien, som ejer begge de kulørte blade, nedlagt forbud mod nærgående telelinser og snagende journalister.

BLÅ BOG:

Født den 13. maj 1943 i Hillerød.

Udstiller sine første billeder på Gribskov Malernes udstilling i Hillerød – 1959-60.

Debuterer på Kunstnernes Efterårsudstilling (KE), København – 1962.

Går på Kunstakademiet i København – 1963-69 – hos professorerne Dan Sterup-Hansen og Søren Hjort Nielsen.

Udstiller på KE – 1964 – og sælger herfra sit første billede til Statens Museum for Kunst.

Modtager Statens Kunstfonds arbejdslegat – 1968.

Modtager Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat samt Dronning Ingrids Romerske Legat til 3 måneders ophold på Det Danske Akademi i Rom – 1969.

Medlem af Decembristerne – 1969-94.

Separatudstillinger i Galerie Jensen, København – 1970-72.

Første museumsudstilling, Fyns Stifts Kunstmuseum, Odense – 1971.

Separatudstilling i Galleri Arnesen, København – 1973.

Separatudstillinger i Galerie Leger, Malmö og i Stefanotty Gallery, New York – 1974.

Separatudstilling i Galerie Birch, København – 1976.

Separatudstillinger i Galleri Asbæk, København – 1978-83.

Separatudstilling på Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg – 1978.

Ophold i Saint-Pee-sur-Nivelle i Frankrig – 1978.

Køber ‘Chilardico Borda’ ved Sare i det franske Baskerland – 1979.

Maler sit første portræt: Generaldirektør Poul Hjelt, DSB – 1980.

Seperatudstilling i Galerie Torso, Odense – 1981.

Udstiller på Lolland-Falsters Kunstmuseum, Maribo – 1982.

Bor og arbejder i New York – 1983-90.

Modtager Eckersberg Medaljen – 1983.

Repræsenteret i Danmark af Galerie Moderne, Silkeborg – 1985-97.

Repræsenteret internationalt af Allan Stone Gallery, New York –  fra 1987.

Permanent bolig ‘Chilardico Borda’ – fra 1990.

Repræsenteret i Danmark af Galerie Provence, Aalborg – 1997.

Maler dobbeltportræt af Prins Joachim og Prinsesse Alexandra – 1997.

Indstillet til Carnegie Art Award/Nordic Painting – 2001.

Retrospektiv udstillinger på Sophienholm, Lyngby, Randers Kunstmuseum og Fyns Kunstmuseum, Odense – 2001-02.

Ukendte gerningsmænd sætter ild til hjemmet i Frankrig, mens han arbejder i et atelier ved Lille Triangel i København Ø . Det går også i brand, mens Kurt arbejder der. Det sker om natten. Kurt tror nogen har kastet ild ind gennem glaspartiet, der vender ud mod Holmens Kirkegård. Men formentlig er kombinationen af mange tændte stearinlys, cigaretrygning og en spand med terpentinklude været årsagen – 2002.

Broderen Ulrik Trampedach overtager al handel med Kurts billeder i det nyåbnede Galerie Trampedach i Lindeskovs Gamle Købmandsgård i Hillerød – 2004.

Sidste udstilling. Art Copenhagen – 2004.

Kurt Trampedach dør 12. november 20013 om morgenen i sit hjem i det franske baskerland 70 år gammel. Angiveligt af et hjertestop – uden forudgående sygdom. Medvirkende årsag kan have været en alvorlig søvnapnø. Da Kurt tre børn ankommer til deres fars hjem bliver de mødt af Ulrik, der spørger dem, hvad de skal her. Det viste sig at Kurt havde solgt sin ejendom i Sydfrankrig til sin bror – uden at orientere sine børn. Arvesagen trak ud i flere år, men er nu afsluttet.