KYS DIN HVIDVIN
DU KAN KØBE DEN i Dagli’Brugsen i Gudhjem. Det er en hvidvin – og dog ikke helt. Det vender vi tilbage til. Den kommer fra Ovada-kommunen i Piemonte-regionen i det nordøstlige Italien.
Det er her, der laves de berømte Moscato-vine på muscat-druen. Den har duftnoter af lemon, muskat, abrikos, fersken, lindetræ, honning, kaffe og chokolade – som producenten så malende beskriver. Der laves både tør hvidvin, mousserende vine og søde dessertvine på druen. I Alsace laves primært tørre vine, mens der i Piemonte laves mousserende vine.
Byen ligger højt. 186 meter over havoverfladen og rummer omkring 44.000 indbyggere. Lidt mere end der bor på Bornholm. Området består af en række mindre landsbyer: Costa, Gnocchetto, Grillano og San Lorenzo. Alle styret af borgmester Paolo Lantero Sindaco. Han er en flot fyr med 1.101 følgere på Instagram – og så laver områdets bønder også denne her MIMI KISS VINO BIANCO. Det, der gør den helt speciel, er dens alkoholprocent. Den er på kun 6. Det vil sige, du kan drikke dobbelt så meget, som du plejer – uden at blive beruset. Og hvem vil ikke gerne en varm sommerdag kunne drikke 2 flasker uden at skulle køres hjem i seng.
Brugsens MIMI KISS er faktisk ikke en decideret hvidvin. Den er let perlende med en skøn, let sødlig smag af æbler tilsat vand og sukker. God til bærtærter, desserter, isdesserter og kransekage – og i et glas med en isterning eller to på en varm sommerdag.
Men mest af alt er det flaskens udseende, der tiltrækker. Det er ikke hver dag, man støder ind i en flaske vin, hvori der er indsmeltet en mund, du kan kysse!