PARIS NU [86] – FACADEN, ‘GRAVSTEDET’ OG BREDALS SMØRHUL

DEN GANG MAN GAV BYGNINGER FACADER

De guideded ture på Montparnasse går også forbi Bigot-bygningen. Foto©JørgenKoefod.

Her er indgangen til ‘Helvedspassagen’. Foto©JørgenKoefoed.

Det er nr. 25 i ‘Helvedspassagen’, der er bagsiden af Bigot-bygningen. Her set fra en af Napoleons arbejderboliger. Foto©JørgenKoefoed.

DER ER MANGE smukke bygninger i Paris, men særlig én sætter sig på en førsteplads. Det er den såkaldte Bigot-bygning. Den blev tegnet af en arkitekt ved navn André Arfvidson i 1911. Han fik opgaven efter at have vundet en facade-konkurrence. Det skyldtes ikke mindst, at han samarbejdede med en Alexander Bigot. Han var kendt for sit arbejde med flammende sandsten. Adressen er 31, rue Champagne-Première i 14. arrondissement. Men huset har også en bagside, som er unik. Her går du ind i den ’lukkede’ gade Passage d’Enfer [Helvedspassagen] og kigger på nr. 25. Lejlighederne blev bygget som kunstner-atelierer i to etager, hvad der var ganske usædvanligt på det tidspunkt. Selv om de fleste kunstnere – incl ubemidlede Picasso – var flygtet fra det dyre Montmatre til det billigere Montparnasse, var huslejerne i Bigot-bygningen ikke for fattigrøve. En enkelt havde dog råd: Den amerkanske fotograf Man Ray, som en overgang boede sammen med sin muse, den kendte model Kiki de Montparnasse. I passagen kan man yderligere nyde de arbejderboliger, som Napoleon III lod opføre i 1852. Fotos©JørgenKoefoed.

GRAVSTEDET I GADEN

“Jeg er glad for at have gjort mit hjemmearbejde”. Venner af frihedskampen opsatte dette minde for Robert Marchand (1915-1942) … Tortureret, men nægtede at tale. Han blev henrettet 22. august 1942. Opsat på initiativ fra Kvarteres Råd. Foto©JørgenKoefoed.

En hilsen fra Paris’ Borgmester 22. august 2018. Foto©JørgenKoefoed.

Her levede Elias Zajdner. Død for Frankrig i en alder af 41 år. Uden modstand deporteret til Auschwitz af nazisterne i maj 1941 med sine tre sønner. Døde i Forsøgsblokken. Vi glemmer jer aldrig. Foto©JørgenKoefoed.

Kun Sarah, som alle unge piger, vendte tilbage fra dødslejrerne … Takket været udholdenhed blev dette minde opsat, hvor familien boede, et halvt århundrede efter arrestationen den 1. maj 1944. Foto©JørgenKoefoed.

HVIS DU KIGGER PÅ FACADERNE, når du går gennem byen, støder du ret ofte på mindeplader for 2. Verdenskrig. Det kan være uden på en skole, hvor et antal hundrede jødebørn blev hentet ud og sendt til kz-lejrene eller for en falden frihedskæmper. Mindeplader, som vel at bemærke stadig har kommunens opmærksomhed. Jævnligt bliver flere af dem forsynet med en krans, en blomst eller strimler i de franske farver: Bleu, Blanc, Rouge. Men forleden stødte Din Blogger på et endnu mere tragisk minde – et ‘gravsted’ midt i en lille-bitte, snæver gade i 4. arrondissement. Rue Eginhard er L-formet og støder ud til Rue St. Paul og Rue Charlemagne. Ved siden af nummer 6 er der et stykke have med buske og et træ. Her står en gravsten og en mindeplade for det forfærdelige, der også skete her i gaden i 1943, da tyskerne med ivrig hjælp fra det franske politi indfangede jødiske familier til kz-lejrene. Der er ganske stille i den snævre passage – endnu mere fremhævet af efterårsbladene, der lige nu så tyst daler ned og ligger sig omkring dette hjerteskærende mindesmærke. Fotos©JørgenKoefoed.

HER GEMMER BJØRN BREDAL SIG

HVIS DU KUNNE tænke dig at møde Bjørn Bredal i Paris, når han altså ER i byen, kunne et godt bud være på hans yndlingssted. Stedet er en lille have, som ligesom ræven har to udgange – eller indgange om man vil. Hvis du benytter indgangen fra nummer 62 i rue Saint-Antoine [4. arrondissement] kommer du først ind i Hôtel Sullys forgård – la cour d’honneur. Dernæst går du ind i det prægtige palæs baggård – l’arrière-cour – som er det smukkeste, lille haveanlæg. Som Bredal skriver i bogen MIT INDRE PARIS:

’… her byggede hertugen af Sully sig et orangeri med det skønneste sydvendte glasparti, og på trappetrinet foran orangeriet er det, at man sætter sig og lige så langsomt følger med solen fra venstre mod højre. Her, lige nøjagtig her, har jeg mit hul til Montaigne. Her i haven bag Hôtel Sully er min bedste plads i Paris til et par times sol og læ med en bog og måske lidt skriveri. Fuglene kvidrer, vildvinen klatrer på murene, oasen ligger langt fra larmen på gaden lige uden for.”

Den gode Bredal glemmer dog at fortælle, at man også kan komme direkte ind i haven fra Place des Vosges’ sydvestlige hjørne.

Hvem er for øvrigt ham Bjørn Bredal, vil de fleste nok spørge. Han er journalist og forfatter og har arbejdet som redaktør på Gyldendal, Weekendavisen og sidst som kronikredaktør på Politiken, hvor han var Tøger Seidensfadens ’sparringspartner’. I dag er den frankofile mand leder af Borup Højskole i Frederiksholm Kanal i København. Men læs hans MIT INDRE PARIS. Den er ganske fornøjelig – især, hvis du ligesom ham, har tabt dit hjerte til byernes by. Fotos©JørgenKoefoed.