METTE FREDERIKSEN holdt et skelsættende pressemøde 4. november 2020, hvor kun blandt andet sagde: ”[Corona]virus er muteret i mink. Og den muterede virus har spredt sig til mennesker … Den muterede virus via mink kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal … Dermed kan den muterede virus hos mink have voldsomme negative konsekvenser for hele verdens håndtering af den igangværende epidemi … Det kræver resolut handling. For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene …”

FARVEL TIL DYRE MINKPELSE

Eftervirkningerne af dette skridt er vist ikke nødvendigt at rode op i. De fleste ved, hvad det indebar af trusler, skældud og bitterhed.

Men helt udryddet er mink dog ikke. Dem, der ikke blev gasset, befinder sig ude i naturen, hvor de faktisk hører til. De slap ud af de forfærdelige små tråd-bure, de var spærret inde i. De slap for at leve et liv i evig pine på linje med bur-høns. At regeringen vil åbne for erhvervet igen viser bare, at dyrevelfærd er en by i Rusland.

En vis hr. Klaus Hermansen har stillet sig i spidsen for et nyt tiltag. Til Bornholms Tidendes Annette Vestergaard siger han, at mink tager alt: Fugle og deres yngel, padder og rotter. I Thy Nationalpark har en mink sågar angrebet en kronkalv. Bestanden af vilde mink skal holdes nede. De hører simpelthen ikke til i den danske natur”.

Derfor har han startet en landsomfattende aktion om at udrydde de løsgående mink.

DA JEG DRÆBTE EN MINK MED MIN TRÆSKO
Inspireret af ovenstående har Peben Paulsen fra Melsted sendt denne oplevelse til Bloggen:

”Jeg har sendt dig et foto af en mink, som jeg aflivede. Forhistorien er kort: Min hustru Bente og jeg sad på vores terrasse og drak kaffe. Pludselig siger hun: ”Der er jo en mink”. Og ganske rigtigt! En sort mink var på vej ad klipperne til vores havehus. Vi så dog ikke mere til den resten af dagen.

Et par dage efter sad jeg foran PC-skærmen med ryggen mod den åbne havedør. Pludselig ser jeg til venstre for mig en mink, der er kommet ind i stuen. Jeg skyndte mig at lukke døren. Minken fortsatte videre fra stuen til entréen og videre ud til køkkenet og bryggerset. Her skjulte den sig bag vaskemaskinen.

Det lykkedes mig at få den ud i det ’fri’, hvor den gemte sig bag en papkasse. Jeg ventede spændt på, hvornår den ville komme frem fra skjulet. Efter et par minutter var dens nysgerrighed for stor, og forsigtigt kiggede den frem. Jeg havde bevæbnet mig med et slagvåben – en træsko i højre hånd ­– så det var ret nemt, at give den et slag over nakken, som den ikke overlevede.”

NB: Jeg er født på landet, hvor vi i min barndom havde en mindre minkbesætning.

HVIS DU OGSÅ HAR OPLEVELSER med fritgående mink i Gudhjem og omegn, hører Bloggen gerne om det. Send foto og text til arkivparis@aegir.dk.