MENS TURIST-PANDEMIEN SÅ SMÅT ATTER BEGYNDER AT SKYLLE IND OVER EUROPA

Turister har gennem de senere mange år – før coronaen – fyldt så meget i de populære turistbyer, at hverken beboerne eller turisterne efterhånden har kunnet trække vejret. Her trænges der i London. Foto©ChAFleps/pixabay.

 DIN BLOGGERS KOMMENTAR:  METTE FREDERIKSEN er ved at lukke Danmark op …. ganske, ganske langsomt. Det er fornuftigt! En pludselig tilbagerulning af lukninger ville være katastrofalt og ubærligt. Men alligevel presser blå blok på. Hvis det stod til dem, skulle det hele lukkes op NU … og helst i går. Lad os være glade for, at vi har en regering, der først og fremmest tænker på menneskeliv – og ikke på penge.

Den utålelige venstremand Jan E. Jørgensen stod i Debatten på DR2 i torsdags og kunne ikke forstå, hvorfor hotellerne i København og Frederiksberg endnu ikke måtte lukke op. Modsat fx hoteller i Gentofte og Helsingør.“ Hvordan kunne man finde på at gøre forskel?“ Jan kunne ikke få ind i sine højresnoede hjernevindinger, at hotelværelserne i de to endnu ’lukkede kommuner’ tæller omkring 25.000 dobbeltværelser. Det vil sige, at en åbning ville give plads til omkring 50.000 flere turister pr. dag. Dermed ville man åbne en ladeport for nye smittekæder.

DEN SIDSTE TURIST I EUROPA

Gå på youtube.com og søg efter ‘Steffen Brandt: Den sidste turist i Europa’. Tankevækkende og gribende video, som du bør se og høre. Indtil nu vist over 12.000 gange. Her under en stribe stills fra videoen. Foto©JørgenKoefoed.

Sangeren Steffen Brandt og hans band TV2, har for nylig smidt en musik-video på Youtube, som en parafrase over Lulu Zieglers hit DEN SIDSTE TURIST I EUROPA fra 1948. Det er en meget gribende nyfortolkning fulgt at gamle filmklip fra dengang Europa mest var i sort-hvid. En noget mere mørk og pessimistisk udgave end den oprindelige. Hvor Brandt synger:

”Jeg er den første turist i Europa
til at møde en ny og anderledes dag”

synger Ziegler:

”Under asken vil der vågne et liv!
Fordi du er som fugl Fønix, Europa!
Lad dem kun brænde dig og skænde din sjæl –
der vil dog altid spire nye, unge blomster
om din splintrede søjlekapitæl.
Jeg var den sidste turist i Europa,
der veg forfærdet for våbnenes gny –
jeg er den første turist i Europa,
når det rejser sig af asken på ny! ”

Lulu Ziegler [1903-1970] som hun så ud, da hun indspillede mega-hittet ‘Den sidste turist i Europa’. Foto©Youtube.

Sangens textforfatter Mogens Dam mente, at selv efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser og rædsler, ville Europa blive sig selv på ny. Hvor Steffen Brandt – med mange andre – mener, at tilværelsen i Europa – trods det, at der hverken har været myrderier og ødelæggelser – ikke vil blive som før coronaen.

Desværre tror jeg ikke på, at noget vil ændre sig. Når virussen er under kontrol med en vaccine, bliver lavpris-flyene sat på high-speed og vil fare fremad hurtigere og mere skånselsløst end nogensinde. Al den tabte kapital skal samles op igen ­– helst ti-fold. Den tidligere meget tale om, at turistpresset rundt om i Europa var blevet for stort er stoppet brat, og ingen tør igen tale om problemet, før det hele er for sent.

MERE PLADS TIL FLERE TURISTER

Som fortalt er der lige nu tæt på 21.000 hotelværelser i Storkøbenhavn. Her ikke medregnet campingpladser, airbnb og vandrehjem. Man skulle umiddelbart tro, at det var grænsen for, at københavnerne og turisterne stadig kunne trække vejret. Det er det åbenbart slet ikke.

Horesta meddeler, at i de næste fire år vil værelseskapaciteten stige med langt over 40%. Alene i år kommer knap 1.000 nye hotelværelse med fire nye hoteller. Hotel Herman K under Brøchner Hotels er netop åbnet med 31 værelser tæt på Kongens Nytorv – til efteråret kommer de andre nye hoteller, Scandic Kødbyen med 370 værelser, mens hollandske CitizenM på Rådhuspladsen får 230. 1. juli åbner det fem-stjernede luxushotel VILLA COPENHAGEN i det gamle hovedpostkontor ved Hovedbanegården med 390 værelser.

Endnu et nyt hotel i København: Villa Copenhagen. Foto©NewsØresund.

I Ørestad ved København åbnede sidste år Danmarks største overnatningskompleks: CabInn Village. Det består af to enheder, hotellet CabInn Metro med 692 værelser og CabInn Apartments med 519 hotellejligheder. På samme adresse vil CabInn opføre yderligere to tårne med 400 flere hotelværelser og andre 400 hotellejligheder.

Kan vi stadig trække vejret?

BORNHOLM BLIVER STOR

Selvfølgelig kan der blive plads til langt flere turister med deres motorkøretøjer i Gudhjem. Bare fyld alle de små gader og de grønne arealer op – synes nogen at mene. Billedet er fra Nørresand sidste år. Foto©ChristinaSchwartz.

I Bornholms Tidendes lørdagsudgave 6. juni har Anette Vestergaard interviewet Søren Rasmussen. Han er ejer og direktør for Albatros Travel, og har under coronaen trukket sig tilbage til sin sommerbolig i Hasle Marina. Her er han i færd med at skrive en bog om Bornholm med titlen I CORONAENS TID, og da han bliver bedt om at spå om Bornholms fremtid siger han:

”Bornholm bliver stor. Det kommer til at vokse. Jeg frygter faktisk, at der kommer for mange herover …”

Din Blogger mener, at der i højsæsonen er alt for mange turister … koncentreret om guld-byerne Svaneke og Gudhjem, hvor det til tider når kaotiske højder med det umulige mix af mennesker og motordrevne køretøjer.

Som de siger i USA: I can’t breathe!