MERE LYS TIL CAFÉ KLINT

VI KRYDSER FINGRE for, at i hvert fald Bornholm får lov til at åbne sine cafeer og restauranter fra 1. april. Hvis det bliver tilfældet, kan gæsterne på Café Klint i Gudhjem så glæde sig over, at selv om de sidder inden for og nyder en sildemad er der nu blevet endnu mere udsyn til hav og havn.

De gamle front-foldevinduer er blevet udskiftet med nye, hvor der nu er glas i hele vinduet fra top til bund. Det giver 100% frit udsyn til det pulserende liv udenfor.

Kunne Gudhjem så blive bil-, bus- og motorcykel-fri fra fx 10:00 til 17:30 ville café-gæsternes oplevelse og velvære dobles ti-fold. Men hov, det går ikke … så bliver omsætningen jo bare for høj.

Hokus, Pokus … så er den nye sammenklappelige vinduesfront klar til at modtage de første påskegæster, hvis Gud og Mette vil. Fotos©JørgenKoefoed.