Henriette ‘Sorte’ Howalt fotograferet af Nicolai Howalt 4. marts 2022.

Henriettes Howalts søn, teatermanden og forfatteren Thomas Howalt har på familiens vegne nedskrevet disse mindeord om deres mor:

HENRIETTE HOWALT sov stilfærdigt ind mandag den 23. maj 2022, netop som aftensolens varme orange lys bredte sig. Henriette blev 88 år. Hun blev begravet 4. juni fra Gudhjem Kirke – dagen før sin 89 års fødselsdag.

Man kan have et navn halvdelen af sit liv førend man genfinder sit oprindelige navn. Det skete for Henriette, som havde kælenavnet SORTE. Hun kunne godt lide at fortælle, at da hendes far i 1933 skulle hente sin kone og sin nyfødte datter, som var født med langt sort hår, svarede sygeplejersken på klinikken – ”Nåh, skal De hente lille Sorte”? Sådan et navn hænger ved. Hun blev kaldt Sorte af familie og venner.

Det var først i midten af 70erne, efter store ændringer i livet, at navnet ændrede sig. Ikke bare var landet knuget af oliekrise og arbejdsløshed, men også hele Sortes liv tog en vending. Som andre af datidens kvinder fandt hun en selvrespekt og en selvforståelse og begyndte at bruge sit oprindelige navn, Henriette.

EN MODERNE KVINDE

Henriettes liv er på mange måder en historie om den moderne kvindes liv. Hun blev født i en tid, hvor det normale var, at en kvinde ikke fik en uddannelse. Hun kunne blive gift og passe børn og hus. Selvom hendes forældre var progressive kunstnere og mormoren en internationalt anerkendt pianist, så var deres rutine i vejen for en regulær skolegang; de skulle være i huset i Melsted fra april til oktober, og i lejligheden ved Peblinge Dosseringen fra oktober til april.

Sorte var seks, da hun forlangte, at hendes far skulle undervise hende i læsning, skrivning, matematik og geografi. Nølende og modstræbende gik han med til det, så hun fik to timers undervisning hver dag. Hun bestod alle de prøver, som hun skulle bestå, men var evigt nysgerrig og læste og læste.

ANDEN VERDENSKRIG

Hun oplevede krigen og huskede den siden levende. Den satte sit mærke på hende. Hele livet tørrede, syltede og henkogte hun bær, svampe, nødder, grøntsager, alt som kunne spises. Vi, der kendte hende, morede os og sagde, at hun ville sylte græsplænen, hvis hun kunne. Sorte stod på skanserne i Melsted, da bombeflyene strøg henover med retning mod Nexø. Hun hørte bragene og glemte det aldrig.

UDLÆNGSEL OG STUDIER

Som 18-årig blev hun gift med sin første mand, Ole. Deres ægteskab holdt to år, så var udlængslen og rastløsheden for stor. Et år i Paris, som au pair hos en kærlig kunstnerfamilie, ledte til en forståelse af god madlavning og en erkendelse af nødvendigheden af uddannelse.

Hjemme igen arbejdede hun i fem år fuldtid om dagen og studerede om aftenen på Akademisk Studenterkursus. Først tog hun en realeksamen og dernæst en studentereksamen. Efter fødslen af sit første barn kom hun ind på Kunstakademiets Arkitektuddannelse, en drøm hun havde haft siden hun var teenager.

DE TRE BØRN

I sytten år var hun samme med sin anden mand, Poul Erik Olsen og sammen fik de tre børn: Thomas, Camilla og Nicolai. Fra den lille to værelses lejlighed flyttede de først til et rækkehus i Lyngby og senere til et andet i Gl. Holte, alt imens hun fik sin uddannelse med et spændende afbræk i Grækenland ved den Franske Skoles udgravninger i Delphi. Men næppe var hun uddannet som arkitekt før arbejdsløshed, oliekrise og skilsmisse ramte hende.

I en årrække kæmpede hun for sig selv og sine børn, som lærervikar, og senere som sekretær. Ind imellem arbejdede hun også om aftenen på to forskellige aftenskoler for at få pengene til at slå til, inden hun fik en fast stilling som arkitekt i teknisk forvaltning i Karlebo kommune.

SIT LIVS KÆRLIGHED

I slutningen af 70erne mødte hun sit livs kærlighed, Ole Jørgen Olsen. Oles to børn, Simon og Hannah, blev med tiden nære og fortrolige ligesom hendes egne børn var det. Efter mange års arbejde valgte hun at gå på pension nogenlunde samtidigt med Ole. De solgte huset i Nordsjælland og flyttede til øen, købte et hus i Rønne og moderniserede sommerhuset i Melsted.

Her havde de godt 20 år med engagement og hjerte i det lokale, og således var Henriette en del af By- og Mindeforeningen i Gudhjem, i Gudhjem Museum og mange andre aktiviteter.
Hun bevarede sin nysgerrighed og sin flid. Hun bagte, dyrkede chili og tomater, passede sine katte, plukkede svampe, samlede valnødder som hun møjsommeligt rensede for skind (prøv det! – det er definitionen på pillearbejde!), lavede mad, læste kogebøger, deltog i en litteraturgruppe og spillede WordFeud med sine venner.

OLES DØD

Selvom Henriette og Ole krævede meget af hinanden, selvom tonen til tider var ligefrem, så var Oles død i 2020 uoverkommelig, hvilket ikke blev lettere af Hannahs død i 2021. Sorgen og hendes egen fysiske nedslidning udfordrede hendes sidste år. Man kunne ønske en mere generøs og årvågen ældrepleje, men hun var for stolt til at bede om hjælp i tide.

Henriette var en moderne kvinde. Man fatter næppe den rejse hun tilbagelagde. Hun, som intet fik stillet i udsigt, rejste sig og vandt over tiden og sig selv. Hun sørgede selv for at få sig en uddannelse. Intet fik hun gratis, alt betalte hun for selv. Hun gav mere tilbage end hun fik.

SKARP OG SKRAP

Som menneske var hun skarp – nogen siger skrap. Men vandt man først hendes tillid og kærlighed, så havde man en ven for livet. Selvom tiden kaldte på bekendelses litteratur, knækprosa og en krængen sjælen ud, så bevarede hun livet igennem en kølig distance. De, som kendte hende, som kendte hendes ironi og hendes måde at sende et blik (det løftede øjenbryn) vidste også, at den inderste kerne, det sidste slør, aldrig faldt.
Henriette var som T.S. Eliots digt om katten, der har tre navne. Det navn som familien kalder katten. Det navn som katten fik fra sit stamtræ. Men det sidste navn, dens rigtige navn, det kender kun katten.

Henriette Howalt, også kaldet Sorte, efterlader sig tre børn, en bonussøn, ti børnebørn, et oldebarn, to katte og mange venner. Vi vil alle savne dig i resten af vores dage.

—–

Henriette Howalt blev begravet fra Gudhjem Kirke dagen før sin 89 års fødselsdag – fredag 3. juni – og lagt i samme grav med sin Ole på Gudhjems nye kirkegård.