NISSE-PETANQUE PÅ CURLING-UNDERLAG
SPILAFVIKLINGSCHEFEN Lasse Falkenberg rapporterer fra ÅRETS JULENISSE-PETANQUE: Den iskolde, men prestigefyldte julekonkurrence, der gennemførtes lørdag 2. december, blev vundet af Bent Jensen, der afslørede store talenter som curling-spiller – uden koste!
Turneringsledelsen afgjorde først fredag formiddag, om man ville gennemføre konkurrencen. Banernes tilstand efter stormen var elendig – der så blev yderligere forværret af snefald og frost. Men ledelsen besluttede at stå fast – på det glatte underlag – og valgte at gennemføre under sloganet: ”Lidt curling kan vi vel alle”!
Og det gik såmænd også meget godt. Men Bent må ha’ set mest curling i kassen, for han vandt alle 3 kampe med plus 25 points. Tilrejsende stabile Flemming Nålen blev 2’er med 12 plus-points foran Poul-Erik på 3. pladsen – også med 2 sejre, men blot 8 plus-points.
REPARATION AF BANERNE
Så snart vejrforholdene bliver bedre fortsætter banecheferne Ruud og Bent udbedringen af stormskaderne. Tanken er at der skal tilføres ny stenmel – som stampes – før grusbelægningen lægges ovenpå.
VINTERENS 4-MANDSTURNERING
Et 4-mandshold fra Gudhjem Petanque er tilmeldt til vinterens turnering i hallen i Viking, Rønne. I år er der oprettet en B-række, så der er en vis garanti for, at vi ikke løber ind i helt store klø mod øens bedste spillere.