NORDSTREAM-SPRÆNGNINGERNE: B.T. SENDTE TO MEDARBEJDERE TIL CHRISTIANSØ

Inden B.T.-journalisen Peter Boier og pressefotografen Julie Øjerson tog til Christiansø, nåede de lige at interviewe Din Blogger. Foto©JørgenKoefoed.
NETAVISEN B.T. SENDTE torsdag 9. marts en journalist og en fotograf til Christiansø. De skulle undersøge, om der var hold i de oplysninger, som den tyske avis Die Zeit bragte forleden. Avisen mener at vide, at det var et hold på seks pro-ukrainere, heriblandt to dykkere, der stod bag bombesprængningerne af de russiske gasledninger 26. september 2022. De skulle være ankommet i et sejlskib til Christiansø og lagt til kaj et par dage inden den voldsomme bombe-aktion.

Aldrig har der været så mange journalister ombord på Postbåden Peter som torsdag 9. marts 2023. Ud over to fra B.T. blev der også spottet journalister fra det internationale telegrambureau Reuters og amerikanske The Wall Street Journal. Foto©JørgenKoefoed.
Rygterne bunder i, at to politifolk tilsyneladende har været på øen 18. januar og måske også i december for at undersøge tilstedeværelsen af den omtalte sejlbåd. Rygterne taler også om, at der blev fundet spor af sprængstoffer ombord på det skib, som de tyske myndigheder har mistanke om har været brugt til aktionen. Det tilhører et tysk udlejningsfirma.
Jacob Kaarsbo, der er tidligere medarbejder ved Forsvarets Efterretningstjeneste, nu senioranalytiker ved Tænketanken Europa, sagde i onsdags til TV News, at han synes, det lød temmelig usandsynligt, at en mindre yacht med to dykkere kunne placere 400 kg sprængstof 80 meter nede og derefter placere krudtbeholderne præcist ved rørledningerne. Som han udtrykte det: ”Det har i givet fald været en supermandsopgave og noget nær det umulige”.
Ruslandseksperten Flemming Splidsboel tvivler også på, at de meget voldsomme sprængninger kunne være udført af et par frømænd fra et mindre sejlskib.
Men igen, hvem siger, der kun var to dykkere, og at skibet var så lille, så et ikke kunne indeholde de store mængder sprængstoffer, der efter sigende skulle være blevet brugt.
DEN GRÆSKE FORBINDELSE
Men i forbindelse med det omtalte sejlskibs besøg, skal det måske kædes sammen med, at i en uge – fra 6. til 13. september – lå fragtskibet MINERVA og cirklede omkring det ene sprængningsområde. Begrundelsen var, at motoren var sat ud, men den blev dog startet, hver gang skibet var drevet lidt for langt væk fra området. Efterfølgende sejlede skibet til Sankt Petersborg.
Ifølge internationale medier bar skibet navnet MINERVA JULIE. Hvad der er mere interessant, tilhører skibet Grækenlands fjerde største rederi MINERVA MARINE, hvis ejere – brødrene Andreas Martinos og Thanasios Martinos – er tætte venner med Putin. Ifølge TV2 har rederiet tjent styrtende på, at sejle med russisk olie og er i dag opført på Ukraines liste over personer, der har et tæt samarbejde med Rusland.
Andreas Martinos bestyrer ved siden af rederiet det ortodokse klosterkompleks Athos. Det er placeret på halvøsen Halkidiki i det nordøstlige hjørne af Grækenland med 20 større klostre og 12 mindre munkefællesskaber. Der bor omkring 1.400 munke på halvøen – især har mange russiske munke i den senere tid taget ophold på stedet.
ATHOS er en selvstyrende, teokratisk stat etableret i 1963 under græsk suverænitet. Teokrati er en styreform, der baserer sig på, at al magt i et samfund tilhører Gud. Magten udøves på Guds vegne af profeter, præster eller konger.
Putin har været på besøg, ligesom det påstås, at Putin efter Ukaine-krigens start fik fragtet sin elskerinde ud af Rusland, og blev med et mandenavn i første omgang placeret på Athos – til trods for at kun mænd må opholde sig på stedet.
HVEM STOD BAG SPRÆNGNINGERNE?
Ifølge læser-stemmer på bt.dk mener 44%, at det er USA, der står bag sabotagen. 14% mener, det er Rusland, 21% at det er Ukraine og 21% mener, det er nogen andre. Måske kommer det for en dag, hvem det var, der trykkede på den mobil-knap, der udløste sprængladningerne. Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov kræver nu, at FNs Sikkerhedsråd skal gennemtvinge en international undersøgelse, der skal finde ud af, hvem der stod bag ødelæggelserne af Nordstream I og II.
Total forvirring hersker.
Hvis det er Putin, der har beordret sprængningerne, fortryder han sikkert nu så meget sin fadæse, at han har sendt sin stik-i-rend-dreng Lavrov i byen for at finde en syndebuk.
FØRSTE STOP GUDHJEM
B.T.-journalisten Peter Boier og pressefotografen Julie Øjerson var tilfældigt forbi Malenes Værksted ved havnen i Gudhjem i onsdags, hvor de fik et indtryk af Ertholmene, som de aldrig havde besøgt før. Det er nemlig her Lisa Høyrup udstiller syv af sine malerier fra de karakteristiske øer, hvor blandt andet havnefoged John Anker Nielsen er portrætteret. En person som B.T. netop havde aftalt et interview med.

John Anker Nielsen, havnefoged på Christiansø, fik nogle meget travle dage, da den internationale presse indvaderede øen. Kvinden på maleriet er Johns ægtefælle Anne Marie Koefoed, menigheds-rådsformand og bestyrer af øens kiosk De bor i Bødlens Hus på Frederiksø. Det er Gudhjems portrætmaler Lisa Høyrup, der har malet portrætterne. Olie på lærred. 65 x 110 cm.
Hvad Peter Boier og Julie Øjerson fik ud af deres ophold på Ertholmene, kan du se på www.bt.dk. Første indslag 9. marts kl. 10:08 ’Ekspert om nye meldinger om Nord Stream: Det er meget usandsynligt’. I dette indslag taler journalisten også med Din Blogger om sprængningerne. Andet indslag 9/3 2023 kl. 20:49: ’B.T. på Christiansø: Det er jo en ubehagelig tanke’.
Hvis du har en teori om, hvem der har placeret de effektive sprængstoffer, er du velkommen til at sende den til offentliggørelse på Bloggen. Send til arkivparis@aegir.dk.