NU KAN DU REALISERE DEN REJSE DU HAR DRØMT OM LIGE SIDEN DU BLEV TØR BAG ØRERENE – OG ET SÆRTILBUD TIL BLOGGENS LÆSERE

Naturen danne sine egne kunstværker her på den grønlandske østkyst. Foto©JørgenKroghJohansen/Sirius-patruljen.
DU SKAL UD AT SEJLE med den gode skonnert LIVET. Og det er ikke op og ned af Øresund, men en tur hvor du i selskab med en tidligere Sirius-patruljeleder kommer til at udforske verdens største fjord – Scoresbysund på Grønlands østkyst. Nærmere bestemt ved den 70. breddegrad. Det er den nordligste sejltur, der endnu er arrangeret i det område, hvor Sirius-patruljen passer på. Der er planlagt to ture i august.
SÅDAN FORMER TUREN SIG
Gæsterne stiger på et chartret 8-personers Twin-otter fly i Reykjavik for cirka to timer senere at lande ved Konstabel Pynt lige ved indsejlingen til Scoresbysund Fjord. Her påmønstrer gæsterne skonnerten Livet og sejler de efterfølgende 12 dage dybt ind i fjorden og rundt om Milne Land.
Dagene ombord vil foregå i selskab med skibets kaptajn, styrmand, kok samt vores guide fra Sirius-patruljen.
Sejlads og vandreture kommer til at foregå et af de mest spektakulære steder på den nordlige halvkugle med et uovertruffent dyreliv. Læs detaljeret rejsebeskrivelse her.
TOGT 1
Fly fra Island til Konstabel Pynt tirsdag 9. august 2022
Fly fra Konstabel Pynt til Island lørdag 20. august 2022
TOGT 2
Fly fra Island til Konstabel Pynt lørdag 20. august 2022
Fly fra Konstabel Pynt til Island onsdag 31. august 2022
UDFORSK FANTASTISKE SCORESBYSUND FJORD
Scoresbysundfjorden [Kangertitivaq] og de floder, der strækker sig ud fra Scoresbysund By [Ittoqqortoormiit] og længere ind i landet er et unikt terræn, som byder på et væld af oplevelser.
Formålet med vores ture er at give gæsterne en afbalanceret helhedsoplevelse, at besøge et varieret udvalg af steder, som er så repræsentative som muligt for hele området. Beretninger fra dem, der har besøgt og udforsket området, fortæller om en fascination, der hænger ved.
SÅDAN SER RUTEN UD
Turene starter og slutter ved Konstabel Pynt Lufthavn nord for Scoresbysund By. Den planlagte rute gennem de smukke fjorde kan variere efter is-forhold og vejrudsigter, men gæsternes ønsker kan opfyldes, hvis det er muligt.
Vi planlægger at besøge Ittoqqortoormiit, Hekla Havn, Røde Ø, Harefjord, Bjørneøer og Sydkap, inden vi sejler tilbage til Konstabel Pynt. Målet er at få mest muligt ud af den tilgængelige tid, besøge så mange steder og se så meget som muligt. Og der er meget at opleve, derfor varer turen 12 dage.
Landsbyen Ittoqqortoormiit er det eneste beboede område, vi besøger. De andre steder er ubeboede. Flere steder har haft bosættelser i tusinder af år, for eksempel Harefjord, Rypefjord og Hekla Havn. Den tidligste af bosættelserne er fra ca. 4.500 år før vores tid, og den sidste af dem blev efter al sandsynlighed forladt for mere end 200 år siden. Hekla Havn har senest også været base for forskningsekspeditioner. Den første – Den Danske Østgrønlands Ekspedition – varede fra 1891 til 1892. Før denne ekspedition var kun den ydre hoveddel af Scoresbysund Fjord og Hurry Fjord kendt for at være blevet kortlagt … i det mindste i nyere historie. Regionen var i det væsentlige et tomrum på kortet, men ved udforskning viste den sig at være en højst bemærkelsesværdig region, som utvivlsomt gemmer på mere endnu.
Inden flyet lander tilbage i Island får de afrejsende gæster et vue over det spektakulære landskab, som har dannet rammen om sejladsen.
SÅDAN SER LANDSKABET UD
Området er kendetegnet ved høje, snedækkede bjerge, grønne græsarealer og så mange gletsjere, at det kan blive en udfordring at bedømme størrelsen på dem. På fjordene findes isbjerge i utallige former og størrelser som storslåede skulpturer skabt af naturen. Nogle af dem er helt op til 50 meter over havet.
Når fjordene begynder at ise til omkring oktober, forlader narhvalen og de fleste sæler – med undtagelse af ringsælen – fjordene og i november er de eneste arter, der er tilbage, dem, der lever i regionen året rundt.
ALT DET LEVENDE
Regionen er vært for fastboende dyreliv såsom moskusokse, polarhare og polarræv på land, adskillige sælarter i vandet, samt den berømte isbjørn, der er lige meget hjemme i begge elementer. Nogle få fuglearter, såsom sneugle og ravn, er også i stand til at leve her året rundt. I løbet af sommeren er der et stort rykind af trækkende arter som narhvaler og især et enormt antal fugle, blandt dem forskellige gæs, dykkere og måger.
Polarhare og polarræv holder til i de mere bevoksede områder. Lemming lever i mange dele af landet, men deres lille størrelse og vagtsomhed over for rovdyr taget i betragtning, gør det dog vanskeligt at få øje på dem.
I sommermånederne, hvor der ikke er isdække, søger isbjørne føde på land, og man har mulighed for at opleve dem strejfe i terrænet, eller mens de svømmer gennem fjordene for at finde føde.
Fjordene har en permanent bestand af de formidable dyr, så der er en rimelig chance for at møde dem under turen. Blandt de fastboende og besøgende fugle er der mange falkearter og på nogle af søerne, vi besøger under udflugter i land, giver de meget territoriale dykkere og lomvier deres karakteristiske advarende kald fra sig.
Vegetationsniveauet varierer alt efter terrænet. Lav, der slet ikke kræver jord, vokser på tværs af ellers golde klipper. Hvor jord har samlet sig, skaber talrige plantearter, som mos og blomstrende urter samt pil og dværgbirk, frodige og farverige områder.
ÅRETS GANG
Når isen bryder op i foråret, rejser narhvalen indad fra kysten og tager ophold i de indre fjorde, mens større hvaler som blåhvalen, er kendt for at besøge mere åbne havområder. Forskellige sælarter ses overalt i fjordene, ofte omkring store isbjerge, eller når de hviler sig på mindre isflager. På land er visse områder af fjordene hjemsted for flokke af moskusokser, der græsser på skråningerne eller går til vandet for at drikke.
Med de kortere dage, der signalerer slutningen af sommeren, begynder de trækkende arter at forsvinde, især de mange fuglearter, der yngler forskellige steder i fjordene. I løbet af august er gæssene de første til at tage af sted. Andre arter som dykkere og polarterner bliver hængende indtil oktober.
NORDLYS – AURORE BOREALIS
Når LIVET ligger for anker, og der er chance for nordlys, vil der være mulighed for at komme i land og tage billeder med lang eksponeringstid. Nordlys er et resultat af solaktivitet med svingende tilstedeværelse og intensitet, så det er umuligt at garantere, at det vil dukke op.
PRAKTISK INFORMATION
Besætningen består af fire personer: En kaptajn, en styrmand, en dæksmand/guide og en kok. De to navigatører – kaptajnen og styrmanden – har vagten døgnet rundt. I løbet af dagen vil der være perioder, hvor én af dem hviler. De tre andre besætningsmedlemmer– især guiden – er klar til at give så meget information og assistance som muligt. Når det er sagt, er der tidspunkter, hvor omgivelserne fortjener at blive absorberet uden kommentarer. Hvor omgivelserne skal have lov til at tale for sig selv.
Skibet har et lille bibliotek, der indeholder et udvalg af litteratur, der er relevant for regionen. Nogle titler omhandler opdateret forskning, andre er gamle og dateret tilbage til tiden, hvor der var europæisk udforskning af Østgrønland.
SÅDAN PLEJER VEJRET AT VÆRE
I slutningen af juli og i august er vejret i Scoresbysundfjorden generelt på sit mildeste. Data indsamlet for Danmarks Meteorologiske Institut indikerer dagtemperaturer fra +4 til +12 grader. På solrige og rolige dage kan det blive endnu varmere. Om natten varierer temperaturerne fra –2 til +5 grader. Den månedlige nedbør er i gennemsnit 40 mm og falder næsten udelukkende som regn. Der er i gennemsnit 229 solskinstimer, som svarer til 7,6 timer pr. dag. Det er værd at bemærke, at ved Ittoqqortoormiit går solen ikke ned fra den 15. maj til den 29. juli.
DET ER MED I PRISEN
Fly fra og til Reykjavik i Island til Konstabel Pynt i Grønland med maksimalt 20 kg bagage alt iberegnet. Fuld forplejning ombord på skibet fra start til slut. Gratis deltagelse i alle de udflugter og aktiviteter, der arrangeres under sejladsen.
DET ER IKKE M ED I PRISEN
Transport til og fra Island. Alkoholiske drikke.
HUSK VARMT TØJ
På trods af det overvejende pæne vejr, er det tilrådeligt at medbringe en form for regntøj. Der er ikke et decideret vaskeri om bord, men det kan være muligt at tørre vådt tøj i skibets maskinrum.
NÅR DU PAKKER
Selvom der er planlagt et besøg i en landsby, hvor der er en lille butik, kan besøget ligge mod slutningen af rejsen. Derfor bør alt, der er nødvendigt til rejsen, medbringes. Vi opfordrer til at gæsterne pakker i en blød taske, der kan pakkes væk på skibet. Husk: Maksimalt 20 kg bagage i alt til flyvningen Der er ingen mulighed for t købe plads til extra bagage. Begrænsningen skyldes den relativt lille størrelse på flyet.
DE FARLIGE DYR
Der er en betydelig større risiko for at blive angrebet af myg end af en isbjørn. I modsætning til isbjørnene er besætningen desværre ikke i stand til at afværge myggene. Myggene er ikke til gene ude på vandet, men nogle år kan de være talrige i nogle områder på land.
HVIS DU HAR SÆRLIGE KRAV TIL MÅLTIDERNE
Hvis du har specifikke krav til din mad – fx vegetarmad eller allergi – bedes du angive det på et kort spørgeskema, der udsendes når bookning er gennemført.
KRAV TIL DELTAGERNE
Det eneste krav er at gæster skal være fyldt 16 år. Der er i princippet ingen fysiske eller mentale krav, men for at få mest muligt ud af rejsen, skal man kunne benytte skibets lønningsstige og være i stand til at deltage i de daglige vandringer arrangeret af vores Sirius-guide.
DET KOSTER DET
56.900 danske kroner.
Prisen inkluderer fly Island-Grønland t/r, 12 dage ombord, arktisk forsikring, mad og ikke-alkoholske drikkevarer. Alkohol kan købes særskilt. Ligesom du selv skal sørge for transporten til og fra Island.
Har du spørgsmål til turen eller ønsker du at booke, så kan du kontakte rederiet på +45 28 18 14 25 eller på info@skonnertenlivet.dk , hvor du kan udfylde vores kontaktformular.
EXTRA TILBUD TIL BLOGGENS LÆSERE
Mandag 20. juni afsejler LIVET fra København med kurs Grønland. Turen foretages fortrinsvis med sejl. Vejret bestemmer, hvordan turen nøjagtig kommer til at forme sig. Men der planlægges stop undervejs i Norge, på Orkneyøerne og på Færøerne.
Har du lyst til at tage turen med, kan det gøres for omkring 500 kroner pr. dag. Her er inkluderet simpel, men velsmagende skipperkost – og en soveplads.
Og der er også plads på returrejsen torsdag 1. september fra Grønland til København.
Turen vil tage mellem 1 og 3 uger, og du får mulighed for at afmønstre, når du har lyst.
Er du interesseret ringer du direkte til kaptajn Jess Pedersen på 0045 6162 1888 [Han er opså skipper på træskonnerten Mira].
SKONNERTEN LIVET
Skonnerten Livet blev bygget i Nordsjælland i 1985, og er det største sejlskib tegnet af den kendte danske konstruktør Poul Molich.
Livet har lige siden sejlet på begge sider af Atlanten, i mange lande og deraf utallige ture på tværs. I 2014 købte Jakob Ravnsbæk og Jess Pedersen skibet og sejlede den hjem fra Sankt Lucia i Caribien. De følgende fem år blev brugt på renovering herhjemme i Danmark, og skibet har efterfølgende sejlet en sæson som skoleskib i Europa og Skandinavien.
Skonnerten Livet er et af de eneste danske sejlskibe med passagertilladelse, som må sejle overalt i verden, og som samtidig er underlagt den danske Søfartsstyrelse som erhvervsfartøj.
Livet og besætningen er derfor i besiddelse af alle de krævede certifikater samt en forsikring, der følger denne tilladelse. Der er alt, hvad der kræves af sikkerhedsudstyr.
Skibet er ejet af Jakob Ravnsbæk Nielsen og Jess Pedersen, der er kaptajn på Grønlandsrejsen.
INDEN I LIVET
8 gæstekøjer
2 toiletter
1 baderum med bruser
Salon og kabys med ovn, køl og frys
Styrhus med radiostation, kortbord og siddepladser
Længde: 21,64 meter
Bredde: 4,48 meter
Dybgang: 2,80 meter
Air draft: 20,00 meter
Deplacement: 46 ton
Motor: Fiat Iveco 130 hk. med Korsør gear
Generatoranlæg: Kohler for 230 volt ombord
Batteribank til minimum 20 timers støjfri sejlads
MANDSKABET OMBORD
KAPTAJN JESS PEDERSEN
Jess er stifter og medejer af skonnerten Livet. Han er opvokset og bosat i København og har to voksne døtre. Jess er uddannet navigatør fra Marstal Navigationsskole. Han har sejlet det meste af sit liv, både med lyst- og erhvervsfartøjer og som fisker på Færøerne og i Caribien, på langfart som styrmand i fragtskibe, som kvartermester på Skoleskibet Danmark og har undervist i sejlskibshåndtering for unge nyuddannede søfolk.
Han har igennem de sidste 20 år haft ansvaret for driften, bemandingen og kontakten til myndighederne på tre danske sejlførende passagerskibe og afløst på flere andre.
STYRMAND TOKE AAGAARD
Toke er til daglig fast kaptajn på skoleskibet Marylyn Anne, der er hjemmehørende i Struer. Der har han sejlet i 21 år og bestridt stillingen som styrmand, inden han blev kaptajn. Karrieren til søs begyndte i 1995, og han er uddannet kystskipper. Han har sejlet i mange år på mange traditionelle erhvervsfartøjer, heriblandt Halmø, Fylla, Madonna (nu Zar) og Eye of the Wind.
Toke er 52 år gammel, gift med Lene, og de bor på et fritidslandbrugpå Sydfyn sammen deres ældste datter og to børnebørn.
GUIDE HASSE STAUNSTRUP
Hasse er uddannet skibsmægler ved Rederiet A. P. Møller i 1976. Derefter gjorde han tjeneste i godt fire år i det danske militær. Heraf tre år ved den Nordøstgrønlandske slædepatrulje SIRIUS. Hasse har efterfølgende arbejdet indenfor olieefterforskning både off- og onshore. De sidste 25 år som chef.
Den livslange passion for den Grønlandske østkyst startede med tiden i Sirius. 8.000km med hundeslæde langs kysterne og et utal af sømil sejlet om sommeren med depotudlægning har givet en unik viden om og kærlighed til stedet. Hasse har været i Nationalparken på Kajakekspedition, og som en del af Det Nordøstgrønlandske Kompagni NANOK har han været afsted flere gange for at renovere gamle bygninger.
GUIDE JENS CHRISTIAN WORM GOTFREDSEN
Jens er oprindelig uddannet tømrer og socialrådgiver og har sammenlagt boet 20 år i Grønland, hvor han i to år gjorde tjeneste ved Slædepatruljen Sirus. Han har deltaget i flere ekspeditioner i Grønland.
KOK STELLA STAUNSSTRUP
Stella har en kandidatuddannelse i Fødevareinnovation og Sundhed. Hun har gennem en årrække arbejdet som køkkenchef, produktudvikler og hygiejneansvarlig.
FACTS
Rederiet LIVET
Gammeltoftegade 10
1355 København K
Telefon 0045 2818 1425
info©skonnertenlivet
CVR 366 844 10
SE DET HELE PÅ www.skonnertenlivet.dk