NU KOMMER DER EN RIGTIG CYKEKLSTI

Tilbage i 2014 planlagde kommunen en oplevelsessti, som skulle starte lidt nord for Bornholms Kunstmuseum og løbe i terræn mellem landevejen og den eksisterende redningssti. Fra Stevelen Bro skulle den løbe langs Helligdomsvej for at dykke ned over marken ved 24,5 km pinden målt fra Allinge, som vist på fotoet. Et helt igennem halsbrækkende projekt. Foto©JørgenKoefoed.

NOGEN KAN MÅSKE HUSKE, at Bornholms Regionskommune for nogle år siden fik den ’fantastiske’ idé, at bygge – ikke en cykelsti – men en ’oplevelsessti’ fra Helligdommen ned over marker, over kløfter, gennem krat og skov til Gudhjem afsluttende med kørsel gennem byen mod trafikken og op og ned af den stejleste bakke på Bornholm beliggende i Bryggeristræde.

Ideen var baseret på, at projektet på denne måde kunne opnå store tilskud fra EU. Man tog således ikke hensyn til de cyklende brugere, men kun til tilskuddet. Det blev heldigvis sat i bebro, da bla NordeaFonden sprang fra med et milliontilskud.

NU KOMMER DEN

Det er FUTURAE, der skal etablere cykelstierne. Firmaet er en sammensmeltning af byggefirmaerne OK Entreprise og Byg-Grønt. Fotos©JørgenKoefoed.

Heldigvis besluttede Forligskredsen i Folketinget bag PULJE TIL MERE CYKELTRAFIK efterfølgende, at tilskudsdelen fra staten blev ændret fra 40% til 80% for BORNHOLMS CYKELVEJE 2016 -19

Derfor har kommunen entreret med det ’nye’ byggefirma FUTURAE om etableringen at to cykelstier. En mellem Helligdommen og Gudhjem og en mellem Årsdale og Nexø.

Bloggen kontaktede Hardy Pedersen, chef for Vej og Havne under Bornholms Regionskommune.

BLOGGEN: I reklamerer med, at den længe ventede cykelsti fra Gudhjem til Helligdommen nu skal etableres. Hvornår går arbejdet i gang?

HARDY PEDERSEN: Der har været en del målinger og kortlægning af, hvor der skal opføres støttemure. Men firmaet satte faktisk en gravemaskine i gang i tirsdags [10/4] startende fra Gudhjem.

BLOGGEN: Støttemure? Det lyder som om, at der denne gang ikke skal eksproprieres jord.

HARDY PEDERSEN: Det er rigtigt. Det kommunale areal er stort nok til at der kan etableres en halvanden meter bred cykelsti i hver side af vejen med en vejbane i mellem på seks meter.

BLOGGEN: Der står på reklameskiltet ved Gudhjem, at de bliver anlagt som ’cykelkantbaner’. Hvad betyder det?

HARDY PEDERSEN: Det vil sige, at det ikke bliver med kantsten, men med en malet stribe.

BLOGGEN: Hvornår regner du med, at de er klar til brug?

HARDY PEDERSEN: Cykelstierne skal være færdige inden Folkemødet næste år. Det vil sige senest 15. juni.

BLOGGEN: I bygger også cykelsti mellem Årsdale og Nexø. Hvornår går det arbejde i gang?

HARDY PEDERSEN: Det sker samtidigt.

BLOGGEN: Hold da op! Hvad koster disse omkring 25 km cykelsti?

HARDY PEDERSEN: 22 millioner. Men her går staten jo ind og betaler de 80%. Så kommunen skal så selv blot betale omkring 4,5 millioner.

 

Første del af Helligdomsvej er blev afspærret i ét spor med lysregulering. Foto©JørgenKoefoed.

Så skal der graves og opsættes støttemure, hvor terrænet skråner. Foto©JørgenKoefoed.

DE BORNHOLMSKE CYKELVEJE

Kommunen udarbejdede i 2010 en fremadrettet udviklingsplan for ’De Bornholmske Cykelveje’. Inden da var der fra 1984 til 2010 anlagt eller skiltet med mere end 230 km nationale og regionale cykelveje på Bornholm. Øen er en af de helt store cykel-destinationer ikke alene i Danmark, men også i Europa.

CYKELISTER FRA ALASKA

Faktisk stødte Din Blogger i sidste uge på et cyklende ægtepar fra Alaska. De havde været på besøg hos venner i Aarhus, som så havde anbefalet de cykelglade amerikanere at tage cyklen med til cykel-øen Bornholm. Det gjorde de så … og de var MEGET glade for det, de havde oplevet.

NY CYKELSTI NED GENNEM GUDHJEM VIL SKABE ENDNU MERE TRAFIKKAOS
9. april 2014

BREAKING NEWS: DEN KONTROVERSIELLE CYKELSTI ER NU SKROTTET
20. april 2016