NY FILM I SCALA GUDDHJEM: DEN SVÆRE KUNST AT VÆRE MOR

Den 48-årge britiske skuespiller Olivia Colman er kvinden på stranden, som får rodet op i sine sårbare minder som ung mor. ’The lost daughter’ er indspillet på den lille græske ø Spetses, som er den sydligste ø i De Saroniske Øer lige øst for Pelopones. Foto©Yannis Drakoulidis/NETFLIX.

 THE LOST DAUGHTER:  “At Maggie Gyllenhaal ikke er Oscar-nomineret som Bedste Instruktør for ‘The Lost Daughter’. og at filmen ikke er nomineret som Bedste Film, går over min forstand. Sjældent har jeg oplevet et så vedkommende, suggestivt og følelsesmæssigt overrumplende drama som Gyllenhaals debutfilm.”

Sådan skriver Katrine Sommer Boysen i sin anmeldelse i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Og hun er ikke den eneste anmelder, der deler begejstringen for dette ’dagligdagsdrama’. Verden over anerkender man, at skuespilleren Maggie Gyllenhaal har begået et mesterværk i sin debut som instruktør. Nogen vil sikkert genkende hendes efternavn. Ikke så mærkeligt. Hun er datter af instruktør Stephen Gyllenhaal og filmmanuskriptforfatter Naomi Foner Gyllenhaal og er storesøster til skuespiller Jake Gyllenhaal. Hun havde sin filmdebut, da hun begyndte at medvirke i sin fars film. Men her står hun for første gang på helt egne ben med et imponerende brag af en debut.

Filmen ‘The Lost Daughter’ handler om en 40-årig kvinde, hvis strandferie tager en dramatisk drejning, da hun bliver tvunget til at konfrontere sin svære fortid. Det starter da hun bliver opslugt af en ung mor og hendes datter. Det hjertevarme forhold mellem de to er overvældende for Leda. Det får traumatiske minder om hendes egen oplevelse med moderskab til at boble op fra et nedlukket kammer i hendes indre.

Det er værd at lægge mærke til forfatteren, hvis bog filmen bygger på. Hun kalder sig Elena Ferrantes og ønsker sjældent at kommentere sin bøger. Derfor skriver hun under pseudonym, modtager ingen priser og giver ikke personlige interviews. Hendes værker centrerer sig om dagliglivets op- og nedture som skilsmisse, moderskab, sex, børn, krop og identitet, altid ud fra en personlig og kvindelig synsvinkel. Hendes kvindelige hovedpersoner nægter at bukke under for gamle kønsrollemønstre, men kæmper imod fortidens spøgelser. Samtidig kæmper de for at gribe og holde på en identitet blandt børn og dominerende mænd.

De mange års hemmeligholdelse af forfatterens identitet blev dog måske brudt i 2016. En ihærdig journalist fulgte pengesporet efter Elena Ferrante, og mente til sidst at kunne udpege den italienske oversætter Anita Raja som kvinden bag pseudonymet. Samme journalist mener, at bøgernes internationale succes, har gjort Raja så velhavnede, at hun har kunnet købe en stor lejlighed i et af Roms dyreste kvarterer … men! Det er dog fortsat uvist, om den sande identitet bag Elena Ferrante rent faktisk blev afsløret i 2016. Og men … lige meget hvad og hvem, så er ’The Lost Daughter’ ”en nådesløst medrivende film, hvis følelsesmæssige virvar hjemsøger tilskueren, præcis som det gør for filmens personer”, som Sidsel Minuva udtrykker sig i filmmagasinet Ekko.

THE LOST DAUGHTER
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 7. april til onsdag 12. april
Alle dage 19:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 121 minutter
Censur: 7+.

Anmelderne var ret så tilfredse:

Sarah Iben Almbjerg, Berlingske: Maggie Gyllenhaals stærke debutfilm som instruktør handler ikke om en dårlig mor. Den handler om en god mor, der gør sit bedste – selvom det ikke er godt nok. Det er en foruroligende fortælling, der prikker til et tabu, vi stadig har svært ved at tale om.
4 stjerner ud af 6.

Michael Solgaard, Børsen: THE LOST DAUGHTER er en menneskeklog film om ubehag og skam, men også om trøst og forsoning. Det er rart at vide, at andre også kæmper med skyld og skam, at man ikke er alene med alle de negative følelser. 4 stjerner ud af 6.

Sidsel Minuva, Filmmagasinet Ekko: Maggie Gyllenhaal har begået en nådesløst medrivende film, hvis følelsesmæssige virvar hjemsøger tilskueren, præcis som det gør for filmens personer. 5 stjerner ud af 6

Lone Nikolajsen, Information: En midaldrende litteraturprofessor tager i det fremragende psykologiske drama THE LOST DAUGHTER til en græsk ø for at passe sig selv og sine studier, men bliver i stedet konfronteret med et hav af følelser angående sin måde at være mor og kvinde på.

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: At Maggie Gyllenhaal ikke er Oscar-nomineret som bedste instruktør for THE LOST DAUGHTER. og at filmen ikke er nomineret som bedste film, går over min forstand. Sjældent har jeg oplevet et så vedkommende, suggestivt og følelsesmæssigt overrumplende drama som Gyllenhaals debutfilm. 6 stjerner ud af 6.

Nanna Frank Rasmussen, Politiken: ”Når man prøver at undertrykke tvivl, opstår tyranni”, bliver der sagt i filmen. Det er et citat, der indkapsler essensen af THE LOST DAUGHTER, der er et begavet stykke filmkunst.
3 hjerter ud af 6.

Freja Dam, netmediet Soundvenue: Maggie Gyllenhaal debuterer overbevisende som instruktør med et modigt og foruroligende psykologisk drama om moderskabets bagsider, hvor Oscar-nominerede Olivia Colman og Jessie Buckley hver især stråler i rollerne som en gådefuld og omsorgstræt litteraturprofessor. 5 stjerner ud af 6.

Per Juul Carlsen, Filmland P1: Olivia Colman og Jessie Buckley, der spiller henholdsvis midaldrende og unge Leda, er begge fremragende til at skabe en nuanceret og kompleks kvinde. 4 stjerner ud af 6.

Film Fakta
THE LOST DAUGHTER
Instruktør: Maggie Gyllenhaal og Sun Hee Engelstoft
Medvirkende: Olivia Colman, Dakota Johnson, Jessie Buckley, Ed Harris, Peter Sarsgaard, Dagmara Dominczyk, Paul Mescal, Jack Farthing, Oliver Jackson, Ellie James, Alba Rohrwacher, Nikos Poursanidis med flere
Manuskript: Maggie Gyllenhaal
Oplæg: Elena Ferrantes
Land: USA, Storbritannien, Israel og Grækenland
Produktionsselskab: Endeavor Content
Dansk distribution: SF Studios.