NY FILM I SCALA GUDHJEM: ABBA TAGER TIL GRÆKENLAND IGEN

I den nye Mamma Mia får vi endelig hele historien om, hvordan Donnas eventyr for mange år siden gav datteren Sophie tre fædre. Foto©UIP.

Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen:

I ENDNU HØJERE GRAD end den første film blander MAMMA MIA! – HERE WE GO AGAIN fortid og nutid. Vi får endelig hele historien om, hvordan Donnas eventyr for mange år siden gav datteren Sophie tre fædre. Den flettes elegant sammen med historien om Sophies forsøg på at løfte arven efter sin afdøde mor og føre det lille familiehotel på den paradisiske græske ø videre til succes.

Desværre trues åbningsfestlighederne af mange omstændigheder. Hendes fædre Bill og Harry er fraværende på grund af andre aftaler, hendes altid fraværende mormor gider Sophie ikke engang invitere, ’dynamoerne’ Tanya og Rosie fra Donnas gamle band er triste, Sophies kæreste vælger en karriere i New York og en storm truer hele fejringen. Men når alt er sagt og gjort, så er Sophie sin mors datter.

Nej, den første Mamma Mia!-musical fik ikke brugt alle ABBAs hits, så i anden omgang får vi i Ol Parkers instruktion både ’Waterloo’, ’When I kissed the Teacher’, ’Chiquitita’ og mange flere sange, der vil sætte gang i nostalgien, men samtidig også sikre smil og evigt solskin over det græske øhav. Amanda Seyfried er tilbage som Sophie, Meryl Streep som Donna, Pierce Brosnan, Stellan Skarsgård og Colin Firth som Sophies tre fædre, Christine Baranski og Julie Walters som dynamoerne. Som den unge Donna ses Lily James. Endelig optræder selveste Cher som Sophies mormor.

Filmen bevæger sig frem og tilbage i tiden og fortæller, hvordan relationer, der blev skabt i fortiden, har indflydelse på nutiden.

MAMMA MIA! – HERE WE GO AGAIN vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 9. til og med onsdag 15. august
Hver aften klokken 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 114 minutter
Censur: Tilladt for alle
Bestil eller køb billetterwww.scalagudhjem.dk

Anmelderne var ikke til fuld gas på livsglæde og ABBA-sange. Kun en enkelt kunne læne sig tilbage og nyde de uskyldige løjer:

Søren Vinterberg, Politiken: For meget af det gode kan være… vidunderligt!
4 ud af 6 stjerner

FILM FAKTA
MAMA MIA! – HERE WE GO AGAIN
Instruktion: Ol Parker
Medvirkende: Amanda Seyfried, Stellan Skarsgård, Meryl Streep, Colin Firth, Pierce Brosnan, Christine Baranski, Dominic Cooper, Julie Walters, Cher, Lily James, Andy Garcia med flere
Produktion: Judy Craymer og Gary Goetzman
Manuskript: Ol Parker, Richard Curtis og Catherine Johnson
Fotografi: Robert D. Yeoman
Klip: Peter Lambert
Musik: Anne Dudley
Land: USA og Storbritannien
Produktionsår: 2018
Biodistributør: United International Pictures