NY FILM I SCALA GUDHJEM: BESTSELLEREN OVER ALLE BESTSELLERE – NU SOM FILM

Navnet Daisy Edgar-Jones – som spiller ’marsk-pigen’ – kan du godt skrive bag øret. Stortalentet ligner en af Hollywoods næste store stjerner. Det 23-årige skuespiller har allerede vist sit værd i tv-serien ’Normal People’ fra 2020, og i år har hun skabt omtale med den opsigtsvækkende gyser ’Fresh’. Foto©SFstudios.

 HVOR FLODKREBSENE SYNGER:  ”Man får lyst til at flytte ud i marsken, og det er med til at gøre det til en medrivende filmoplevelse …”, skriver Johanne Høgfeldt i sin anmeldelse i netmediet Soundvenue. Hun hentyder til filmens handling, der foregår i marsken i det dybe syd-USA … og det er her hovedpersonen Kya Clark vokser op, som den vilde pige –’Marskpigen’.

Vi befinder os i 1950’erne i en hytte ude i sumpskoven ved North Carolinas kyst. Hendes mor og fire ældre søskende forlader én efter én hjemmet, så hun til sidst er alene med sin voldelige far. En dag forsvinder han også. Herefter er hendes liv en ensom kamp for overlevelse i en verden, der kun har foragt tilovers for sumpens fattige folk.

Hun har overlevet i årevis alene ude i den sumpede marsk. Hendes forhold til naturen er både videbegærligt og nysgerrigt og samtidig selve forankringen i hendes tilværelse.

Da to unge fyre fra byen bliver tiltrukket af hendes vilde skønhed, åbner Kya sig for et nyt kapitel i livet – indtil det utænkelige sker: Den lokale skørtejæger bliver fundet død uden for byen – og straks mistænker de lokale Kya for at stå bag.

Filmen baserer sig på Delia Owens debut-roman af samme navn. Den udkom i 2018, hvor den tilbragte 150 uger på bog-toplisten i USA, og slog alle rekorder med et samlet salg det første år på over tre millioner. Bogen er udgivet i over i 40 lande – i Danmark på Forlaget Gyldendal.

Delia Owens er zoolog og medforfatter til tre internationalt populære fagbøger om sit liv som vildtforsker i Afrika. Hun bor i dag i Idaho. Hun minder os om, at vi for altid vil være formet af det barn, vi var engang, og at vi alle er underlagt de smukke og voldsomme hemmeligheder, som naturen gemmer på.

Flodkrebsene findes også på Bornholm, blandt andet i Gråmyr oven for Gudhjem. De er mest aktive om natten, hvor de bevæger sig rundt for at finde føde. Om dagen opholder de sig normalt i deres skjul. Man har vist aldrig hørt dem synge.

Skuespilleren Reese Witherspoon, der er en af filmens producere, fortæller: ”Jeg har ikke ord for, hvor meget jeg holder af denne bog! Jeg ville simpelthen ikke have, at den skulle slutte.”

HVOR FLODKREBSENE SYNGER
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 20. oktober til og med onsdag 26. oktober.
Alle dage kl. 19:15.
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart.
Billetpris: 95 kroner.
Spilletid: 125 minutter.
Censur: 11+.

En Biografklub Danmark film.

Anmelderne var ret så enige:

Michael Solgaard, Børsen: Filmen viser naturen, når den er bedst og værst. Særligt den menneskelige natur er svær at klare for en varsom, ensom pige med store talenter. 4 stjerner ud af 6.

Flemming Kaspersen, Filmmagasinet Ekko: Filmatisering af populær bestseller om kærlighed og mord lokker med store følelser, men er enormt pæn og anonym. 3 stjerner ud af 6.

Lone Nikolajsen, Information: Det er en film befolket af henholdsvis entydigt gode og entydigt dårlige mennesker, og sammenstødet mellem dem kaster selvfølgelig noget drama af sig, men dette drama er kedeligt.

Kim Skotte, Politiken: Heltene er det kvindelige og naturen, mens skurken er patriarkatets giftige kultur. Hvilket man udmærket kan argumentere for, men det hele bliver unægtelig noget firkantet i en film, hvor alt fra casting til den bjergtagende natur er sat i scene uden generende gråtoner.
3 hjerter ud af 6.

Johanne Høgfeldt, netmediet Soundvenue: Man får lyst til at flytte ud i marsken, og det er med til at gøre det til en medrivende filmoplevelse. Men jeg tror ikke, det er meningen, at man skal tænke sådan om Kays livsbetingelser. 3 stjerner ud af 6.

Film Fakta
HVOR FLODKREBSENE SYNGER
Original titel: Where the Crawdads Sing
Instruktør: Olivia Newman
Medvirkende: Daisy Edgar-Jones, Garret Dillahunt, David Strathairn, Harris Dickinson, Michale Hyatt, Logan Macrae, Ahna O’Reilly, Jojo Regina, Blue Clarke. Jayson Warner Smith, Eric Ladin, Taylor Hohn Smith, Sterling Macer Jr., Bill Kelly, Luke Davis Blumm, Will Bundon, Dane Rhodes, Robert Larriviere med flere
Manuskript: Delia Owers
Forlæg: roman af Lucky Alibar
Fotograf: Polly Morgan
Producere: Lauren Levy Neustadter, Reese Witherspoon.John Wu med flere
Klipper: Alan Edward Beil
Musik: Michael Danna
Casting: David Rubin
Kostumer: Mirren Gordon-Crozier
Makeup: Courtney Cllais, Mia Goff med flere
Hår: Gabrielle Burns, Jennifer Jane med flere
Lyd: Christopher Bonis, Sandra Fox med flere
Speciel effects: Cory Brooks med flere
Stunts: Ryan Browning, Kayla Carraway, Deven MacNair, Brian Philpot med flere
Animation: Crafty Apes
Dansk distribution: SF Studios.