NY FILM I SCALA GUDHJEM: DA BOMBERNE FALDT OVER KØBENHAVN

Over 80 børn på den franske skole på Frederiksberg blev i 1945 dræbt under bombardementet af Gestapos hovedkvarter i København. Foto©LasseFrank/SFstudios.

 SKYGGEN I MIT ØJE:  Da Shellhuset – Gestapos hovedkvarter midt i København ­– blev bombet var det kun 44 dage inden de tyske tropper overgav sig i Danmark. Det skete 5. maj 1945. Derfor kan man stille sig det spørgsmål, om det var risikoen værd, da Royal Air Force indledte ’Operation Karthago’ og sendte 18 Mosquito-fly med i alt 36 styk 500-pundsbomber mod Danmark. Men selvfølgelig havde man ikke på det tidspunkt kendskab til, hvornår Hitlers tropper ville hejse det hvide flag.

Som bekendt lykkedes operationen, da det meste af Shell-huset brændte ned sammen med Gestapos arkiv over den danske modstandsbevægelse. Det var dem, der havde råbt om hjælp, da tyskerne var godt i gang med at trevle hele bevægelsen op.

Men det havde sine voldsomme omkostninger. Et fly styrtede ned tæt ved katolske Jeanne d’Arc Skolen, og branden fik de efterfølgende bombefly til at tro, at målet lå under røgsøjlen. Det gjorde, at 86 skolebørn og 18 nonner mistede livet. Derudover styrtede otte piloter ned og døde sammen med en række civile i de nærliggende beboelsesejendomme og 900 mennesker blev hjemløse.

Efter krigen opgjorde politiet det samlede antal omkomne ved bombningen 21. marts 1945 til omkring 125 personer plus 304 sårede. 42 omkom senere af deres kvæstelser. Det nøjagtige antal døde har aldrig kunnet opklares. Senere på sommeren blev legemsdele fra mellem 20 og 40 personer udgravet i ruinerne. Ikke alle kunne identificeres.

Selv om 26 modstandsfolk, der var fængslet øverst i bygningen slap fri og Gestapos arkiver blev destrueret, havde man nok ikke gennemført ’Karthago’, hvis man kunne have forudset de horrible omkostninger.

Det er Ole Bornedal, der står bag den delvis dokumentariske spillefilm ’Skyggen i mit øje’. Han startede sin karriere på tv, som han brugte som springbræt til filmen. Mon ikke mange husker ’Nattevagten’ fra 1994, hvor Ulf Pilgaard spiller den slemme kriminalkommissær Wörmer. Det var Bornedals debut-fim, som ikke alene modtog en ’Robert’ som ’Årets Danske Film’, men også blev genindspillet i en engelsk version som ’Nightwatch’ med blandt andet Nick Nolte og Patricia Arquette i hovedrollerne.

TV-mediet trak igen og det blev til flere serier til DR fx: Den roadmovie-inspirede ’Charlot og Charlotte’ og thrilleren ’Dybt vand’. Bornedals seneste arbejde hos DR var den stort anlagte serie om krigen i ’1864’.

SKYGGEN I MIT ØJE
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 18. til og med onsdag 24. november
Hverdage 19:15. Lørdage-søndage 16:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 105 minutter
Censur: 15+.

Anmelderne var meget delte:

Kristian Lindberg, Berlingske: Der er gedigen spænding i sidste del, da de britiske piloter sendes i en lavtflyvende bombeeskadrille til København for at gøre kål på Gestapos hovedkvarter. Ligesom i ’Titanic’ ved vi jo nogenlunde, hvordan det slutter, og netop derfor overrasker filmen med sin voldsomme spænding og følelsesintensitet. 5 stjerner ud af 6.

Kristoffer Hegnsvad, Politiken: Problemet i SKYGGEN I MIT ØJE er, at selv om flere af de falske scener skaber en momentan ægte følelse, så bliver den følelse inden for enkeltscenen; den patos skvulper aldrig for alvor over i en samlet beruselse. 3 hjerter ud af 6.

Katrine Sommer Boysen, Morgenavisen Jyllands-Posten: Ole Bornedals besættelsesdrama har fat i følelserne, men er for ufokuseret i alt for lange passager. 3 stjerner ud af 6.

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: Bornedal er uden tvivl en visuel begavelse, men afslører igen en fatal mangel på evne eller vilje til at disponere sit stof og sin hang til at skrige sine pointer ud i så høje toner, at selv dem nede på de allerbagerste rækker efterlades med en skinger ringetone for ørerne. 2 stjerner ud af 6.

Film Fakta
SKYGGEN I MIT ØJE
Instruktion: Ole Bornedal
Medvirkende: Danica Curcic, Alex Høgh Andersen, Susse Wold, Caspar Phillipson, Morten Suurballe  med flere
Produktion: Jonas Allen og Peter Bose
Manuskript: Ole Bornedal
Fotografi: Lasse Frank Johannessen
Klip: Anders Villadsen
Musik: Marco Beltrami, Buck Sanders og Ceiri Torjussen
Land: Danmark
Dansk distribution: SF Studios.