NY FILM I SCALA GUDHJEM: CURLINGMOR GÅR I KRIG

Trine Dyrholm er curlingmoderen, der går i krig for sin søn. Anders W. Berthelsen og Ulrich Thomsen er to af de andre topnavne i ‘Erna i Krig’. Foto©Scanbox.

 ERNA I KRIG:  ”Jeg retter tilfreds ryggen og puster let frem for mig. Kejser Wilhelm skal bremses med syfilis. Det har jeg besluttet. Lige i dette øjeblik. Jeg vil sørge for, at tyskerne taber. Så kan han lære det, ham Adolf.”

Citatet er fra Erling Jepsens bog ’Erna i Krig’ fra 2018, som nu er blevet filmatiseret af den flere gange prisbelønnede instruktør Henrik Ruben Ganz. Og, ja, han er også blevet  nomineret til en Oscar. Det var i 2000 for kortfilmen ‘Bror, min Bror’.

Erling Jepsens mange romaner foregår som regel i Sønderjylland, hvor han også er født. Flere af dem er allerede filmatiseret. Nogen husker måske film som ’Frygtelig Lykkelig’ og ’Kunsten at Græde i Kor’. Bittersøde komedier med gedigen underspillet sønderjysk humor.

‘Erna i krig’ foregår i den tyske del af Sønderjylland i slutningen af Første Verdenskrig. Her bliver Ernas søn Kalle tvangsindkaldt til militærtjeneste, men da han er lidt enfoldig, tør hun ikke sende ham alene ud i verden. Således anskaffer hun sig en uniform og drager med Kalle og de øvrige mænd i skyttegravskrig ved Somme i Frankrig.

Midt under bombardementerne støder Erna blandt andet på Adolf Hitler, som ren faktisk deltog i krigen som ordonnans. Det er selvfølgelig ham, der afslører hendes kvindelige identitet og er nær ved at ødelægge hendes planer. Men kun nærved, for den handlekraftige Erna lægger da bare en ny plan – hun skal bekæmpe den tyske hær indefra ved at smitte soldaterne med syfilis!

Filmen er som romanen skrevet med det kendte Jepsenske glimt i øjet. Selv om der er enkelte fakta om krigens rædsler er det mest af alt en gæv fortælling om den altopofrende moderkærlighed.

ERNA I KRIG
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 19. til og med onsdag 25. november
Hverdage 19:15
Lørdag+søndag 16:15
Biografcafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 100 minutter
Censur: 15+.

Anmelderne var lidt delte:

Sarah-Iben Almbjerg, Berlingske: I mine øjne er ERNA I KRIG mere Hollywood end Jepsen, mere ’Saving Private Ryan’ end sønderjysk kaffebord, men det skader ikke dansk film at lave en storfilm, hvor kuglerne regner, og violinerne synger. 5 stjerner ud af 6.

Kim Skotte, Politiken: Hvad kalder man en feministisk tragikomedie, hvor hverken tragik eller komik har bid? Måske bare underspillet på den sønderjyske måde, men hvis det er tilfældet, er Erling Jepsens diabolske humor savnet i slutproduktet. 3 hjerter ud af 6.

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: … ikke helt på samme måde genial, som ’Frygtelig lykkelig’ var det, men samspillet mellem Genz og Jepsen resulterer alligevel i en både varm, sjov og rørende film om en kvinde, der tager hånd om sin egen skæbne. 4 stjerner ud af 6.

Katrine Hornstrup Yde, Information: Der er mange tonearter i gang i Henrik Ruben Genz’ Erling Jepsen-filmatisering ERNA I KRIG, der handler om en kvindes kamp under Første Verdenskrig: Den er morbidt-komisk distanceret, men så pludseligt inderlig.

Bo Tao Michaëlis, filmmagasinet Ekko: Det hele er instrueret med superb visuel sans og ferm tæft for fortællingens energi, som kendetegner den spændende, men også seriøse og spektakulære filmfortælling, vi for det meste forbinder med Steven Spielberg. 5 stjerner ud af 6.

Freja Dam, netmediet Soundvenue: … er i udgangspunktet en usædvanlig krigsfilm om en curlingmor, der går i krig for at beskytte sin søn, men misser muligheden for virkelig at lave rav i genren. 4 stjerner ud af 6.

Film Fakta
ERNA I KRIG
Instruktion: Henrik Ruben Genz
Medvirkende: Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen, Anders W. Berthelsen, Sylvester Byder. Ari Alexander med flere
Produktion: Birgitte Hald og Nynne Selin Eidnes
Manuskript: Henrik Ruben Genz og Bo Hr. Hansen
Forlæg: Erling Jepsen
Fotografi: Jørgen Johansson
Klip: Anders Skov
Musik: Mihkel Zilmer
Land: Danmark
Produktionsår: 2020
Selskab: Nimbus Film Productions
Biodistributør: Scanbox.