NY FILM I SCALA GUDHJEM: DEN 25. JAMES BOND FILM VÆKKER BEGEJSTRING

Da Daniel Craig dukkede op som den nye James Bond i 2006, mente flere, det var en brøler. Han lignede ikke en rigtig James Bond, syntes man. Men kritikken faldt hurtigt til jorden, da hans første 007-film ’Casino Royale’ så biografmørket. Efterfølgende var mange begejstrede for hans brutale stil, som topper her i hans femte og sidste ’A Time to Die’. Foto©Nicola Dove/SFstudios.

 NO TIME TO DIE:  Det er vist aldrig sket , at en actionfilm som denne nye James Bond-film ’No Time to Die’ har fået så begejstret en modtagelse hos det danske filmanmelderkorps. Alle koger helt op over denne nummer 25 i række af mere eller mindre spektakulære 007-film.

Bortset fra Ekstra Bladet er der drysset fem-taller ud af seks mulige fra alle de kritiske anmelder-herrer. Selv dybt seriøse Kim Skotte fra Politiken svømmer over: ”Den har alt, hvad man forventer af fed action, farverige skurke, smukke kvinder og en sang til tiden”. Og Thomas Brunstrøm fra Tante Berlingske synes filmen ”både er spændende, medrivende og til tider endog sjov – og et mere end værdigt punktum for Daniel Craigs 15 års tjeneste som James Bond”. Det lyder i sandhed som om, der venter en ekstraordinær god oplevelse for dem, der stiller sig op i billetkøen – efter snart halvandet års udskudt premiere, som vi kan takke coronaen for.

Meget passende starter filmen på solskinsøen Jamaica. Den britiske agent James Bond er gået på pension. Efter et særdeles aktivt arbejdsliv nyder han nu det stille liv på den klimavenlige ø i Det Caraibiske Hav. Men heldigvis for publikum slutter freden brat. Bonds gamle ven Felix Leiter fra CIA dukker op og beder om hjælp. En sidste [?] mission kan James alligevel ikke sige nej til. Den handler om at redde en kidnappet forsker, men opgaven viser sig at være langt mere forræderisk end ventet, da Bond kommer på sporet af en mystisk skurk bevæbnet med farlig, ny teknologi.

Det er sidste gang, vi ser Daniel Craig i rollen som Agent 007. Han var været den mest hårdtslående og brutale – uden humor og elegance som hans forgængere som fx Sean Connery og Roger Moore.

Han startede sin karriere, da han som 16-årig flyttede til London og blev en del af ’National Youth Theatre’ og tog sin endelige eksamen fra ’Guildhall School of Music and Drama’. Den første hovedrolle var i 1996 i BBC-serien ’Our Friends in the North’, men højdepunktet nåede han 23. oktober 2005, da han skrev under på en kontrakt med EON Productions på tre James Bond-film til en værdi af 15 millioner pund [ca. 150.000.000 kr.]. Senere kom der yderligere to mere til – her tør vi slet ikke tale om honorarets størrelse.

NO TIME TO DIE
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 21. til og med onsdag 27. oktober
Hver aften: 19:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 163 minutter
Censur: 11+.

Filmanmelderne var ret så begejstret

Thomas Brunstrøm, Berlingske: … både spændende, medrivende og til tider endog sjov – og et mere end værdigt punktum for Daniel Craigs 15 års tjeneste som James Bond. 5 stjerner ud af 6.

Jacob Wendt Jensen, Morgenavisen Jyllands-Posten: Efter 25 eksplosive og farverige agentfilm på snart 60 år er James Bond-serien stadig vældig godt kørende. NO TIME TO DIE underholder og imponerer i næsten hele sin spilletid på knap tre timer. 5 stjerner ud af 6.

Christian Monggaard, Information: … selv om den ikke er nogen fuldendt film, er den et værdigt punktum for Daniel Craigs tid som James Bond. Den slår temmelig hårdt, ikke mindst følelsesmæssigt.

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: Et yderst velsmurt maskineri med en finale, der gør det virkelig spændende at se, hvad pokker de finder på næste gang. 4 stjerner ud af 6.

Jacob Heinel Jensen, B.T.: Gå ind og se den nye 007-film og bliv blæst tilbage i stolen af klassisk action. Og nyd tanken om, at både kinesere, amerikanere og europæere atter kan se film sammen i biografen.
5 stjerner ud af 6.

Bo Tao Michaëlis, filmmagasinet Ekko: Instruktøren Cary Joji Fukunaga har ikke kun iscenesat en af de mest vellykkede, sammenhængende og handlingsmættede, men også en af de visuelt smukkeste og billedmæssigt overdådige James Bond-film. 5 stjerner ud af 6.

Christian Povlsen, netmediet Soundvenue: På trods af en rodet produktionshistorie er NO TIME TO DIE endt som et tårevædet farvel til Daniel Craig som James Bond – og et af seriens bedste og modigste udspil. 5 stjerner ud af 6.

Kim Skotte, Politiken: Den har alt, hvad man forventer af fed action, farverige skurke, smukke kvinder og en sang til tiden. 5 hjerter ud af 6.

Film Fakta
NO TIME TO DIE
Instruktion: Cary Joji Fukunaga
Medvirkende: Daniel Craig, Rami Malek, Léa Seydoux, Lashana Lynch, Ben Whishaw og Ana de Armas med flere
Produktion: Barbara Broccoli og Michael G. Wilson
Manuskript: Neal Purvis, Robert Wade, Scott Z. Burns, Cary Joji Fukunaga og Phoebe Waller-Bridge
Fotografi: Linus Sandgren
Klip: Tom Cross og Elliot Graham
Scenografi: Mark Tildesley
Musik: Hans Zimmer
Land: Storbritannien
Produktionsår: 2020
Selskab: Metro-Goldwyn-Mayer
Dansk distributør: SF Studdios.