NY FILM I SCALA GUDHJEM: DEN UOPSLIDELIGE TV-SERIE

Maggie Smith gentager sin rolle fra tv-serien som Downton Abbey’s grand old lady Violet Crawley. Maggie runder de 85 år den 28. december og har modtaget et hav af priser. Seks gange har hun været nomineret til en Oscar -– to af gangene fik hun den. Foto©UIP.

DOWNTON ABBEY er en selvstændig spillefilm baseret på den populære tv-serie af samme navn, hvis første afsnit løb over skærmen 26. september 2010. Filmen kan sagtens opleves, også selv om man aldrig har set tv-serien.

Den er optaget på slottet Highcleve Castle i Hampshire nær Newbury, beliggende omkring 80 km vest for London. Det blev bygget af arkitekten Charles Barry med start i 1639. Siden renoveret i 1842-49. Barry var ikke hr.-hvem-som-helst. Han stod også bag Parlamentet i London.

Vi er i året 1927, og det er slægten Crawley og deres tjenestefolk på Downton Abbey, der er i fokus.

Alle forbereder sig på royalt besøg, og bølgerne går højt i bestræbelserne på at imødekomme denne begivenhed. Indbyrdes kæmper både herskab og tjenestefolk med såvel store som små problemer, men også kærlighed og nye venskaber opstår i kølvandet på de kongelige gæsters ankomst.

Som i tv-serien gentager Maggie Smith sin glansrolle som Violet Crawley – husets grand old lady.

EXTRA i EFTERÅRSFERIEN: Den danske børnefilm GOOSEBOY af Steen Rasmussen og Michael Wikke med Ulrich Thomsen, Søren Malling, Nicolas Bro og Rasmus Bjerg til og med 18. oktober kl. 16:15. 87 minutter. Den 18. oktober kl. 22:00 Familie-gys med Halloween-film. Gratis adgang.

DOWNTON ABBEY
vises i Scala Gudhjem
torsdag 17. oktober til og med onsdag 23. oktober
Hver aften: 19:15
Biografcafeen åbner: 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 122 minutter
Censur: Tilladt for alle.

En biografklub Danmark film

Anmelderne var slet ikke så utilfredse:

Søren Vinterberg, Politiken: Knivskarp personkarakteristik, dialog og handlingsfremdrift i hver ny sekvens på et par minutter før klip til et andet delplot. 4 hjerter ud af 6

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: Det er ikke verdens mest elegante plot, men det behøver det heller ikke være, så længe dialogen er så flydende rap, iscenesættelsen så smuk og morsomhederne så giftige, som det er tilfældet. 5 stjerner ud af 6

Thomas Brunstrøm, B.T.: Det er som et varmt tæppe og en kop kakao med skumfiduser her i efterårskulden; ikke sindsoprivende spændende, men lige det, man trænger til. 4 stjerner ud af 6

Helen O’Hara, filmmagasinet Ekko: Som sådan er DOWNTON ABEY en succes. Det er ren fantasi, men det lykkes at servicere seriens fans med trøstende eskapisme. 3 stjerner ud af 6

Lise Ulrich, netmediet Soundvenue: … er kærligt kræs for fan-paletten – og kun fansene – der på underholdende og overraskende vellykket vis ælter seriens løse ender til en fuldfed kransekage… 4 stjerner ud af 6.

Film Fakta
DOWNTON ABBEY
Instruktion: Michael Engler
Medvirkende: Maggie Smith, Matthew Goode, Michelle Dockery, Tuppence Middleton, Elizabeth McGovern, Allen Leech med flere
Produktion: Julian Fellowes, Gareth Neame ogLiz Trubridge
Manuskript: Julian Fellowes
Fotografi: Ben Smithard
Klip: Mark Day
Scenografi: Donal Woods
Musik: John Lunn
Land: Storbritannien
Produktionsår: 2019
Selskab: Focus Features, Television, Perfect World Pictures og Carnival Film
Biodistributør: United International Pictures.