NY FILM I SCALA GUDHJEM: EN FORFØRENDE NATURKRAFT

Filmens målrettede Rose-Lynn Harlen portrætteres af Jessie Buckley, hvis karriere er ved at tage fart. Hun har allerede medvirket i flere store film og tv-serier. Den 30-årige skuespillerinde brød igennem i filmen ’Beast’. Det blev springbrættet til flere markante roller, hvilket også var med til at sikre hende hovedrollen i ‘Wild Rose’. Foto©Scanbox.

 WILD ROSE:  Denne film om en kvinde, der insisterer på at vil være country-sanger, er ikke et portræt af en afdød eller nulevende kunstner. Det er ren fiktion, men kunne sagtens være det modsatte. Det sørger den 30-årige irske skuespiller Jessie Buckley for, som filmens velsyngende Vilde Rose. Hun synger så godt, at hun i 2008 scorede en andenplads i BBC TVs talentkonkurrence ’I’d Do Anything’. Det medførte roller i et par musicals indtil hun kom ind på ’The Royal Academy of Dramatic Art’, som hun afsluttede i 2013.

I år svang hun sig op på en plads nummer 38 på ’The Irish Times’ liste over Irlands største filmskuespillere. Således ikke en fru hvem-som-helst, der indtager den absolutte hovedrolle i Scalas nye film.

Den vilde rose Rose-Lynn har ganske vist en blakket fortid, men til gengæld også en fabelagtig stemme. Selvom hun er født, opvokset og bor i Glasgow, brænder hun for country-musik. Hendes store drøm er at flytte til Nashville og slå igennem som sanger, men drømmen om at optræde med nittede cowboystøvler og eget band synes meget langt væk, når man bor i Skotland, er alenemor til to og arbejder som underbetalt rengøringskone. Men takket være en berømt BBC-radiovært, ser vejen til lykken ud til at være kortere, end hun tror.

Christian Monggaard fra Infomation slår fast, at det er ’en både tårefremkaldende og morsom film’. Og alle de danske filmanmeldere er enige om, at Jessie Buckley bærer filmen suverænt igennem med sit kæmpe sang-talent.

WILD ROSE
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 13. til og med onsdag 19. august
Hver aften 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 101 minutter
Censur: 11+.

En Biografklub Danmark Film.

Anmelderne var allesammen lige begejstrede:

Nanna Frank Rasmussen, Politiken: Jessie Buckley er en fascinerende naturkraft, som man hurtigt bliver forført af. Og med et soundtrack, der byder på udgave af ’When I Reach the Place I’m Going’ (oprindelig sunget af Wynonna Judd) og det helt fantastiske nummer ’Outlaw State of Mind’ af Chris Stapleton, kan man ikke lade være med at blive godt glad i låget.
4 hjerter ud af 6.

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: … man overgiver sig til countrymusikkens forførende energi, fordi man tror på Buckley. Spillet mellem hende og Walters, der som den tilknappede og ofte skuffede mor er forrygende, mens den dygtige Okonedo ikke har nok at arbejde med med den glatte Susannah. 4 stjerner ud af 6.

Christian Mongaard, Information: … en livsbekræftende, løfterig, tårefremkaldende og morsom film om at tage ansvar både for sig selv og sin familie uden at sætte sine drømme over styr.

Bo hr. Hansen, filmmagasinet Ekko: Vi hepper på hende – og hun synger troværdigt og godt, selv om det først er i filmens sidste del, hendes musik for alvor bliver bevægende. 4 stjerner ud af 6.

Johanne Høgfeldt, netmediet Soundvenue: … er bedst, når den stryger én mod hårene, og når Buckley brillerer som skotsk countrysanger fra betonblokken. 4 stjerner ud af 6.

Film Fakta
WILD ROSE
Instruktion: Tom Harper
Medvirkende: Jessie Buckley, Julie Walters, Sophie Okonedo, Jamie Sives, Craig Parkinson, James Harkness med flere
Produktion: Faye Ward
Manuskript: Nicole Taylor
Fotografi: George Steel
Klip: Mark Eckersley
Scenografi: Lucy Spink
Musik: Jack Arnold
Land: USA
Produktionsår: 2018
Selskab: Entertainment One, Fable Pictures og WR Holdings
Biodistributør: Scanbox.