NY FILM I SCALA GUDHJEM: EN KONGELIG TRAGEDIE

Prinsesse Diana – en sensationelt god Kristen Stewart – er på vej til endnu en juleferie med den royale familie. Hun ved, at ægteskabet med Charles er ved at falde fra hinanden. Han ses ofte med Camilla Parker-Bowles. Hun er fanget i en umulig rolle. Foto: Scanbox.
SPENCER: “Filmen er en sovende vulkan, Kristen Stewart dens simrende lava. Det er benhårdt og dybt rørende. Kunst uden én eneste overflødig detalje.”
Sådan skriver Casper Hindse, der anmelder filmen ’Spencer’ for Dagbladenes Bureau. Sammen med en horde af anmeldere verden over er han simpelthen faldet i svime over den præstation, som Kristen Stewart leverer, som Lady Di lige inden den tragiske skilsmisse mellem hende og Prins Charles.
31-årige Stewart er amerikansk skuespiller, som har medvirket i en lang række af film og tv-serier. Hun har modtaget ikke færre end omkring 28 priser – heriblandt to gange MTVs pris for ’Bedste Kys’. Det var i 2009 og 2010 – begge gange med Robert Pattinsen i tv-serien Twilight. Men mere seriøst fik hun også de britiske anmelders pris ’Rising Star’ i 2010 og en fransk César for Bedste Kvindelige Birolle. Det var i 2015, året før vores egen Sidse Babett Knudsen modtog sammen pris.
Filmens titel hentyder til prinsesse Dianas efternavn før det famøse giftemål i 1981. Hun var ud af en finere, engelsk adelsfamilie og var ren umiddelbart et perfekt match til Elisabeth IIs ældste søn Charles. Men som bekendt blev ægteskabet en katastrofe.
Der er ikke sat årstal på den jul, som filmen følger, men det må være tæt på skilsmisseåret 1996. Hele den kongelige familie tager på juleferie på Sandringham Gods, som gennem flere årtier har været ét af kongefamiliens foretrukne opholdssteder.
Trods fasanjagt, udsøgte middage og julelege har hyggen svært ved at indfinde sig. Stemningen er på laveste blus mellem hende og den royale familie. Dianas eneste lyspunkt i helligdagene er hendes to drenge og et nært forhold til en af hofdamerne. Hun føler sig som fange på godset, og klaustrofobien stiger i takt med, at prinsesse Diana distancerer sig mere og mere oprørsk fra den kongelige familie.
Hvordan disse juledage får en ende skal ikke røbes her. Blot bør det endnu en gang slås fast, at Kristen Stewarts ageren som en fortvivlet Lady Di er filmens absolutte højdepunkt. En Oscar-statuetten lurer lige om hjørnet, mener den samlede verdenspresse.
SPENCER
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 17. til onsdag 23. februar
Hverdage 19:15
Lør- og søndage 16:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 111 minutter
Censur: 11+.
Anmelderne var begejstrede:
Thomas Brunstrøm, Berlingske: Det vil være meget mærkeligt, hvis ikke Kristen Stewart får en Oscar-nominering. 5 stjerner ud af 6.
Jacob Heinel Jensen, B.T.: … det er måske den mest ærlige film, der er lavet om prinsesse Dianas meget vanskelige liv. 5 stjerner ud af 6.
Casper Hindse, Dagbladenes Bureau: Filmen er en sovende vulkan, Kirsten Stewart dens simrende lava. Det er benhårdt og dybt rørende. Kunst uden én eneste overflødig detalje. 6 stjerner ud af 6.
Per Juul Carlsen, Filmland P1: Og så er der Kristen Stewart, konstant fascinerende at se på, når hun lige drejer ansigtet, lige vrider underkæben, lige hænger med skuldrene, lige vrisser i tonelejet, lige taler blidt til sønnerne på de helt rigtige tidspunkter og gør Diana Spencer til et nuanceret menneske. 4 stjerner ud af 6.
Lee Marshall, filmmagasinet Ekko: Midt i det hele står Kristen Stewart, en amerikansk filmstjerne omgivet af en hær af britiske skuespillere. Det gør hendes Diana Spencer endnu mere isoleret. Skuespilleren rammer perfekt Dianas overklasseaccent og lettere tvivlrådige stemmeføring. Og hun overbeviser som det modedyr, Diana var nødt til at være.
4 stjerner ud af 6.
Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: Kristen Stewart er formidabel som den ikoniske Diana. 5 stjerner ud af 6.
Freja Dam, netmediet Soundvenue: Kristen Stewart er fortjent Oscar-favorit for hovedrollen i Pablo Larraíns impressionistiske gyserfabel om Lady Diana, der adskiller sig fra myriaden af medieportrætter ved at lade os se ind i prinsessens sjæl. 5 stjerner ud af 6.
Kim Skotte, Politiken: En musikalsk afstemt nydelse. 5 hjerter ud af 6.
Film Fakta
SPENCER
Instruktion: Pablo Larraín
Medvirkende: Kristen Stewart, Timothy Spall, Jack Farthing, Jack Nielen, Freddie Spry med flere
Produktion: Paul Webster og Pablo Larraín
Manuskript: Steven Knight
Fotografi: Claire Mathon
Klip: Sebastián Sepúlveda
Musik: Jonny Greenwood
Land: Storbritannien
Produktionsår: 2021
Dansk distribution: Scanbox.