NY FILM I SCALA GUDHJEM: EN RIGTIG OSCAR-FILM

Frances McDormand er gift med den ene af brødrene i den berømte filminstruktør-duo – Joel Coen. Hun har medvirket i et utal af film siden 1985. ‘Nomadland’ er hendes film nummer 20. Foto©SearchlightPictures.

 NOMADLAND:  Det er ikke hvem som helst, der indtager hovedrollen i den amerikanske film ’Nomadland’. Ud over at Chloé Zhao fik en Oscar for Bedste Instruktion lige for næsen af Thomas Vinterbergs ’Druk’, står 63-årige Frances McDormand som filmens lysende fyrtårn. Så meget at det udløste hendes tredje Oscar efter ‘Fargo’ og ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

Anmelderne var utrolig glade – også Politikens Kim Skotte, der med seks maximale hjerter kunne uddele denne rose til hovedrolleindehaveren: ”Med sin knastørre selvironi og sprødt sårbare kanter yder Frances McDormand igen en pragtpræstation”.

Filmen følger kvinden Fern, der tager hul på et liv som moderne nomade, efter at hun har mistet sin mand. Da hun først rammer vejene i sin ramponerede autocamper, opdager hun, at mange andre er i samme situation som hende – og at sammenhold og fællesskab også findes ude under Guds fri himmel.

Denne Oscar-vinder-film bygger på den amerikanske journalist Jessica Bruders bog ’Nomadland: Surviving America in the Twenty-First Century’ som udkom i 2017. Hun skrev bogen efter, at hun selv havde boet tre år i en camper ved navn ’Van Halen’ og tilbagelagt mere end 25.000 km fra kyst til kyst og fra Mexico til Canada. Ellers skriver hun for New York Times, Wired og Harper’s Magazine.

NOMADLAND
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 10. juni til og med onsdag 16. juni
Hver aften: 19:15
Biografcafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 107 minutter
Censur: For alle.

Anmelderne var meget begejstrede:

Thomas Brunstrøm, Berlingske: … fabelagtigt skuespil fra Frances McDormand og en billedside, der er ja, billedskøn. Et lille mesterværk.
6 ud af 6 stjerner.

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: … er i den grad en filmisk film af den slags, der både visuelt og tematisk sætter sig fast i sit publikum og bliver der længe efter sidste indstilling. 6 ud af 6 stjerner.

Freja Dam, netmediet Soundvenue: Chloé Zhaos Oscar-vinder ‘Nomadland’ med en fabelagtig Frances McDormand i hovedrollen er en subtilt samfundskritisk, fascinerende og smuk skildring af moderne nomader i USA. 6 ud af 6 stjerner.

Film Fakta
NOMADLAND
Instruktion: Chloé Zhao
Medvirkende: Frances McDormand, Gay DeForest, Patricia Grier, Linda May med flere
Produktion: Dan Janvey, Frances McDormand, Peter Spears og Chloé Zhao
Manuskript: Chloé Zhao
Forlæg: Jessica Bruder
Fotografi: Joshua James Richards
Klip: Chloé Zhao
Musik: Ludovico Einaudi
Land: USA
Produktionsår: 2020
Selskab: Searchlight Pictures.