NY FILM I SCALA GUDHJEM: FIRE FASER I EN VERDENSBERØMT KUNSTNERS LIV

Den 21-årige Munch spilles af Alfred Ekker Strande. Foto©ScandinavianFilmDistribution.

Den 80-årige Munch spilles af Anne Krigsvoll . Foto©ScandinavianFilmDistribution.

 MUNCH:  Måske kender du ikke kunstneren Edvard Munch, selv om han er en af verdens mest berømte malere. Men du kender hel sikkert hans lige så berømte og mest publicerede maleri. Det hedder SKRIGET. Kunstneren selv står på en bro med hænderne for ørerne, mens munden er formet som et skrig. Men det er ikke ham selv, der skriger, men derimod et skrig fra hinsides … måske forårsaget af al den død og sygdom, som han oplevede hele livet igennem. Ulykker, som han også overførte på lærreder med pensel og oliemaling. I Oslo har man for et par år siden netop opført et splinternyt og meget stort museum alene med hans værker. Han producerede omkring 30.000 stykker inden han døde 23. januar 1944 som 80-årig.

Dramaet fortæller historien om den norske maler ved at skildre fire definerende perioder i hans liv, heriblandt den unge Munchs første kærlighed og den dramatiske indlæggelse på en nerveklinik i København.

De fire dele er hver filmet med forskellige visuelle udtryk, mens Munch portrætteres af fire forskellige skuespillere: 21-årgige Munch: Alfred Ekker Strande, 30-årige Munch: Mattis Herman Nyquist, 45-årige Munch: Ola G. Furuset og 80-årige Munch: Anne Krigsvoll. De sidste scener ender i krigsvinterens Oslo, hvor Munch testamenterer sine værker til kommunen. Han vil undgå at nazisterne stjæler dem.

I øvrigt ejendommeligt at instruktøren lader en kvinde gestalte den dødende kunstner. Mon det er ligheden, der har spillet ind her? Ligesom det også er en kvinde, der optræder som den svenske dramatiker August Strindberg.

Filmagasinet Ekkos anmelder Bo Tao Michaëlis runder sin anmeldelse af med en hyldest til det filmiske portræt: Det er det autonome genis historie. Om modgang, mod og melankoli. Og med forskellige kvinder, hvor venner undervejs bliver til fjender. Uden læremester, forbilleder og skoling ser vi den unikke nordmands løsgørelse fra sin bigotte baggrund og sit borgerlige miljø … Filmen ender ligesom Tarkovskijs kunstnerfilm ’Andrei Rublev’ med en kavalkade af mesterens bedste værker … Mange vil sikkert finde filmen søgt manieret og episk ujævn, men den er på alle måder en original livsfrise”.

MUNCH
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 2. marts til og med onsdag 8. marts.
Hverdage kl. 19:15
Weekend kl. 16:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart.
Billetpris: 95 kroner.
Spilletid: 103 minutter.
Censur: 15+ år

SÆRARRANGEMENT
Søndag 5. marts 16:15.
Kunsthistorikeren Tina Nygaard, Bornholms Kunstmuseum, giver et lille portræt af kunstneren Munch inden filmen.

Anmelderne var just ikke helt enige:

Bo Tao Michaëlis, Filmmagasinet Ekko: Det er det autonome genis historie, vi får. Sågar med hans malerier som signifikante sætstykker i filmens fortolkende fortælling. Om modgang, mod og melankoli. Og med forskellige kvinder, hvor venner undervejs bliver til fjender.
5 stjerner ud af 6.

Kim Skotte, Politiken: Undervejs ser det ud, som om den norske instruktør Henrik Martin Dahlsbakkens film om Edvard Munch ikke vil forfalde til forudsigelig heltedyrkelse, men den ender desværre alligevel pladask i den nationale gryde.
3 hjerter ud af 6.

Film Fakta
MUNCH
Instruktion: Henrik Martin Dahlsbakken.
Medvirkende: Alfred Ekker Strande [Munch 21 år], Mattis Herman Nyquist [Munch 30 år], Ola G. Furuseth [Munch 45 år], Anne Krigsvoll [Munch 80 år], Jesper Christsensen, Lisa Carlehed [August Strindberg], Ida Elise Broch, Hanna-Maria Grønneberg, Per Frisch, Ylva Fuglerud, Arthur Bernin, Anders Baasmo, Thea Lambrechts Vaulen, Gine Cornelia Pedersen, Hildegun Riise, Gjerstrud L. Jynge, Nader Khademi, Ville Virtanen, Fanny Leander Bornedal med flere.
Manuskript: Henrik Martin Dahlsbakken, Frederik Høyer, Eivind Sæther, Gine Cornelia Pedersen og Mattis Herman Nyquist.
Producere: Henrik Martin Dahlsbakken, Åsmund Kjos Fjell og Kari Moen Kristiansen.
Musik: Tim Fain.
Foto: Oskar Dahlbakken og Pål UlvikRokseth.
Klip: Philip Cosgrove Geertsen.
Kostumer: Miriam Lien.
Makeup: Dimitra Drakopoulou og Maria Bjørnnes Hermansen.
Special Effects: TomTom Jorgensen.
Dansk distribution: Scandinavian Film Distribution.