NY FILM I SCALA GUDHJEM: HERSKERINDEN BLIXEN

Birthe Neumann høster flotte roser i rollen som Karen Blixen i Bille August film ‘Pagten’. Foto©SFfilm.

 PAGTEN:  Anmelderne er temmelig vilde med Bille August nye film PAGTEN. Ikke mindst er de betaget af Birthe Neumanns udgave af den verdensberømte og besidderiske forfatterinde Karen Blixen. Berlingskes Thomas Brunstrøm er helt oppe i det røde felt, hvor han blandt andet skriver: ”Er Birthe Neumann så god som Blixen? Nej! Hun er mageløs! Helt vildt fantastisk, faktisk”.

Filmen starter 17 år efter, at Karen Blixen [1885-1962] er vendt hjem til Danmark og har opgivet sit eventyr i Afrika og 10 år lange ægteskab med den svenske friherre og storvildtsjæger Bror von Blixen-Finecke. Hun er ødelagt af syfilis og knust over at have mistet sin farm og sit livs kærlighed.

I en alder af 62 – året er 1947 – begynder hun at genopfinde sig selv som en kunstnerisk superstjerne. Trods sin berømmelse lever hun et liv i isolation – indtil hun møder den 29-årige digter Thorkild Bjørnvig [1918-2004].

Sammen indgår de en pagt: Hun lover at gøre ham til en stor kunstner mod, at han skal adlyde hende ubetinget. Et hjerteskærende spændingsdrama tager sin begyndelse. Det handler om en krævende mester og hendes lærling – baseret på virkelige begivenheder.

I 1974 udgiver Gyldendal Thorkild Bjørnvigs opsigtsvækkende erindringsbog ’Pagten – mit venskab med Karen Blixen’ og det er dén, som filmen er baseret på.

Den bizarre pagt får fatale følger ikke mindst for Bjørnvig. Han svigter familien så meget, at hans hustru Grete Bjørnvig forsøger selvmord. Efter deres skilsmisse i 1969 bliver han undervejs i årevis ’stalket’ af Benedicte Hergels/Jenesen [1923-1973]. Hun er gift med Louisianas stifter Knud W. Jensen, men bliver forelsket Bjørnvig – sin mands bedste ven. Kan man dø af ulykkelig kærlighed? Ja, det kan man! Efter at have dynget Bjørnvig til med stakkevis af glødende kærlighedsbreve, sygner hun hen og dør.

I sandhed en erotisk tornado mellem en svag mand og tre kvinder, der alle begærer ham hudløst. Thorkild Bjørnvig bliver gift anden gang i 1970 med politikeren Birgit Nielsen/Bjørnvig. De flytter senere til Samsø, hvor den forgudede digter dør som 86-årig.

PAGTEN
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 26. august til og med onsdag 1. september
Hver aften 19:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 115 minutter
Censur: Frarådes mennesker under 7 år.

De fleste anmeldere var glade:

Thomas Brunstrøm, Berlingske: … er og bliver Birthe Neumanns film, og hvis hun ikke bliver nomineret til både en Robert og en Bodil for denne præstation, har jeg tænkt mig at lave en kæmpe scene. 5 stjerner ud af 6.

Katrine Sommer Boysen, Morgenavisen Jyllands-Posten: Når August desværre ikke når helt i mål med PAGTEN, er det, fordi han forsømmer at gøre Blixens egne udsagn om livet og fortællingernes magi til en integreret del af filmens spor. 4 stjerner ud af 6.

Lone Nikolajsen, Information: Den bævren, der hele tiden foregår i Birthe Neumanns ansigt, er det bedste ved filmen, også fordi man ser, at der er hul igennem til en (djævelsk) humor omme bag ved alvoren

Kristian Ditlev Jensen, Filmmagasinet Ekko: Pagten er erotik og vildskab, kunst og præcision, menneske og dyr, karakterer og levende skuespillere. Og hvor er den dog smuk. 6 stjerner ud af 6.

Film Fakta
PAGTEN
International titel: Th Pact
Instruktør: Bille August
Medvirkende: Birthe Neumann [Karne Blixen], Simon Bennebjerg [Thorkild Bjørnvig],  Asta Kamma August [Benedicte Jensen], Anders Heinrichsen [Knud W. Jensen], Nanna Skaarup Voss [Grete Bjørnvig] med flere
Casting: Anja Philip
Producer: Jesper Morthorst og Karin Trolle
Manuskript: Christian Torpe
Fotografi: Manuel Alberto Claro
Lyd: Christian H. Lund, Jonas Langkilde og Srdjan Kurpjel
Stillfotograf: Rolf Konow
Scenograf: Jette Lehmann
Klip: Janus Billeskov Jansen og  Anne Østerud
Musik: Frédéric Vercheval
Land: Danmark
Produktionsselskab: SF Production og Motor
Dansk distribution: SF Film.