NY FILM I SCALA GUDHJEM: HITLER ER DØD, VI LEVER

De har overlevet nazisternes rædsler. Nu prøver disse jøder at komme væk fra Efterkrigs-tyskland. Det koster mange penge, men heldigvis har de en plan. Den er ikke helt fin i kanten, men hvad gør det? Foto©Angel Films.

HVORDAN FORTÆLLER MAN om nazisternes rædsler på en morsom måde? Man kan godt, for det er allerede sket et par gange. Ernst Lubitsch gjorde det i den geniale komedie ’To Be or Not to Be’ helt tilbage i 1942 (Mel Brooks genindspillede den senere helt unødvendigt), og italienske Roberto Benigni blev belønnet for en Oscar med sin ’Livet er Skønt’.

Nu prøver tyskerne så, om de også kan. Og selv om vi ikke er oppe på To-Be-or-Not-to-Be’s højder (men det er kun meget få film), så er FARVEL TIL TYSKLAND en morsom film på en meget mørk baggrund.

”Hitler er død, vi lever”, siger hovedpersonen, jøden David Bermann, flere gange i filmen. Han er en af de meget få tyske jøder, der har overlevet Holocausts rædsler. Nu går han rundt i ruinerne i Efterkrigstyskland og drømmer lige som andre jøder kun om at sige farvel til Tyskland. De vil udvandre til Israel eller Amerika, men det koster mange penge. Og hvordan finder fattige KZ-overlevere mange penge i et sønderbombet Tyskland? Ved at udnytte landsmændenes dårlige samvittighed og sælge varer til ågerpriser.

For David og hans jødiske overlevere er smarte forretningsfolk, der med billige sælger-tricks får succes som dørsælgere af lagener og håndklæder til tyske hausfraus. Forretningen, der ikke altid bruger lige fine handelsmetoder, går rigtig godt. Men David har et problem med sine bedrifter i KZ-lejren, som får de amerikanske besættelsesmyndigheder til at mistænke ham for at have samarbejdet med nazisterne. Hvorfor fik han særbehandling af nazisterne? Det opdager vi undervejs i nogle overraskende flashbacks.

FARVEL TIL TYSKLAND er baseret på en roman af filmens medforfatter, og grundlæggende er det en historie om den ukuelige livskraft, der springer frem under selv de mest frygtelige omstændigheder.

FARVEL TIL TYSKLAND vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 21. til og med onsdag 27. juni
Ingen forestilling Sankt Hans Aften lørdag 23. juni
Hver aften klokken 19.15.
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 102 minutter
Censur: Tilladt for børn over 11 år
Bestil eller køb billetter på www.scalagudhjem.dk

Filmanmelderne var meget enige om filmens kvaliteter:

Søren Vinterberg, Politiken: Moritz Bleibtreu spiller med vanlig sikkerhed denne sympatiske […] mand i Garbarskis lige så velafvejede dosering af små flashbackafsløringer, stump for stump. 4 ud af 6 hjerter

Bent Blüdnikow. Berlingske: Som et overraskende bud på en fortælling om tysk-jødisk historie efter holocaust er denne film vellykket, og selv om den ikke er noget mesterværk, så følger man intenst vennernes forsøg på at tjene skillinger, så de kan sige farvel til Tyskland…
4 ud af 6 stjerner

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: Garbarski fortæller fint med tilbageholdt humor og lader den besynderlige historie, der er baseret på virkelighedens begivenheder, udfolde sig i roligt tempo. 4 ud af 6 stjerner

Bo Green Jensen, Weekendavisen: Garbarskis film er morsom og mild på en meget mørk baggrund.

Lee Marshall, Ekko: Kunstfærdighed er i sidste ende filmens kerne. Dette er en verden i limbo, hvor alt kan ødelægges og genskabes i en ny, smuk form.

FILM FAKTA
FARVEL TIL TYSKLAND
[Es war einmal in Deutschland]
Instruktion: Sam Garbarski
Medvirkende: Moritz Bleibtreu, Antje Traue, Tim Seyfi, Mark Ivanir, Anatole Taubman, Hans Löw, Jeanne Werner og Václav Jacoubek
Produktion: Sébastien Delloye, Jani Thiltges, Roshanak Behesht Nedjad
Manuskript: Michel Bergmann
Forlæg: Michel Bergmann
Fotografi: Virginie Saint-Martin
Klip: Peter R. Adam
Scenografi: Véronique Sacrez
Musik: Renaud Garcia-Fons
Land: Belgien, Tyskland og Luxemborg
Produktionsår: 2017
Biodistributør: Angel Films