NY FILM I SCALA GUDHJEM: HUSK AT TRÆKKE VEJRET UNDERVEJS

I TENET er verden ikke helt, som den var i går. Her er CIA-agenten [John David Washington] på jagt efter den gale russiske oligark. Foto©WarnerBrosPicrtures.

 TENET:  ’Tenet’ er en voldsom actionfilm, men ikke en af de sædvanlige slags, hvor der kun focuseres på knuste ruder og koldbøtte-biler. Filmen er lavet af mester-instruktøren Christopher Nolan. Han kalder selv filmen sin mest ambitiøse nogensinde … og det kommer fra manden bag rimeligt fordringsfulde værker som ’Interstellar’, ’The Dark Knight’, ’Dunkirk’ og ’Inception’.

Filmanmelderne er lidt blandede i deres bedømmelser. De giver fra tre til fem ud af maximale seks stjerner. Mest begejstret er Jyllands-Posten og filmmagasinet Ekko, hvis Wendy Yde gyder disse flotte ord: ”Indimellem er filmen så blændende ambitiøs, at man næsten glemmer at trække vejret. Det er stor og modig filmkunst”.

Filmtitlen er et palindrum. Den kan læses både forfra og bagfra og signalerer noget om den spektakulære handling, der bevæger sig ind og ud af tid og sted.

36-årige John David Washington – søn af den kendte, sorte skuespiller Denzel – er CIA-agenten, som bliver kontaktet af en hemmelig organisation, der giver ham opgaven at stoppe en russisk oligark fra at sætte verdensfreden over styr og starte Tredje Verdenskrig. Dette er dog ingen almindelig mission, for agenten står overfor modstandere bevæbnet med et ekstraordinært våben kaldet ’Inversion’ [’Spejlvendt’], et tidsforvrængende instrument, som er i stand til at vende op og ned på virkeligheden.

Gør dig klar til en usædvanlig oplevelse ­– og husk at spænde sikkerhedsselen!

TENET
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 17. til og med onsdag 23. september
Hver aften 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 150 minutter
Censur: 11+.

Anmelderne var lidt delte, men begejstrede:

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: … er måske ikke Nolans bedste film, men den er pokkers tæt på toppen. 5 stjerner ud af 6.

Christian Monggard, Information: … et dybt fascinerende, elementært spændende og særegent værk, som i en tid, hvor de fleste filmselskaber går med både livrem og seler, når det kommer til stor og dyr underholdning, kaster både sin hovedperson og sit publikum ud på dybt vand.

Kristoffer Hegnsund, Politiken: Jeg er dybt taknemmelig for den første time. Det er et storslået spektakel af den type, der spiller på alle biografrummets tangenter ­– og som vidne til en vild og vovet tryllekunst sidder man undervejs med åben mund og galoperende polypper over cinematografi og stunt(koordinering) i verdensklasse. 4 hjerter ud af 6

Kristian Lindberg, Berlingske: Fans vil sikkert bruge flere gennemsyn til at dissikere, hvad de rent faktisk ser i filmens mange actionscener, men for mig, der kun har tålmodighed til en enkelt biograftur, virker frem-og-tilbage-tiden håbløs at hitte rede i. 3 stjerner ud af 6.

 

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: … er hele vejen igennem yderst flot pakket ind. Men de store armbevægelser bruges til alt for lidt her, og TENET virker så forhippet på at ville imponere sit publikum, at den i store dele af forløbet helt glemmer at kommunikere med det. 3 stjerner ud af 6.

Niki Vraast-Thomsen, netmediet Soundvenue: Nolan er som få filmskabere i stand til at vække fantasien hos publikum ved at vise os umulige scenarier med den største overbevisning om, at det måske alligevel kunne være muligt. Ikke mindst derfor er TENET stadig en af de mest interessante film i lang tid. 5 stjerner ud af 6.

Film Fakta
TENET
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: John David Washington, Robert Pattinson, Elizabeth Debicki, Dimple Kapadia, Michael Caine, Kenneth Branagh med flere
Produktion: Christopher Nolan ohg Emma Thomas
Manuskript: Christopher Nolan
Fotografi: Hoyte Van Hoytema
Klip: Jennifer Lame
Scenografi: Nathan Crowley
Musik: Ludwig Göransson
Land: USA
Produktionsår: 2020
Selskab: Warner Bros. Pictures, og Syncopy
Biodistributør: Warner Bros. Pictures.