NY FILM I SCALA GUDHJEM: INGA DANNER SIN EGEN ÉNMANDSHÆR

‘Mælkekrigen’ kaster i bogstaveligste forstand ko-lort på den sociale uretfærdighed, der reelt hersker i Skagafjördur i det nordvestlige Island. Arndis Hronn Egilsdottir er den kampklare Inga, som går i flæsket på den islandske mælke-mafia. Foto©Scanbox.

 MÆLKEKRIGEN:   Der er langt imellem islandske film, men når de dukker op i det danske filmlandskab, er de som regel seje og udstyret med morbid humor … ligesom man forestiller sig den islandske natur: Barsk og knivskarp med masser af varme nedenunder.

Måske husker du Grimur Hákonarsons film ’Blandt Mænd og Får’ med sin suveræne balance mellem sort-humoristisk parodi og et oprigtig kærligt portræt af to særlinge.

Nu er Grimur atter på banen igen med et finurligt og underspillet drama om at tage kampen op mod alle odds.

Hovedpersonen bor alene langt ude i en øde islandsk dal. Hun hedder Inga og er for nylig blevet enke. Hun prøver på at overleve ved sit mælkelandbrug. Ud over at hun kæmper med en stor gæld, må hun også slås imod landbrugsgigantens monopol – bøndernes egen andelsforening.

Inga har fået nok af mange ting i sit liv, så hun beslutter sig nu for at tage kampen op mod de korrupte og magtfulde kræfter, der jævnligt truer hende og andre gårde i området. Tiden er inde for Inga til at finde sin indre råstyrke frem. Hun er af natur stridslysten, så det ligger hende lige for, at danne sin egen énmandshær, så hun kan komme til leve sit liv på egne præmisser.

Det var en flok enige filmanmeldere, der alle strøede fire stjerner ud, og som Lone Nikolajsen fra dagbladet Information skrev: ”En rigtig charmerende og fin film om, hvordan man bedst som landligt lokalsamfund forhindrer affolkning og butiksdød”.

MÆLKEKRIGEN
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 10. til og med onsdag 16. september
Hver aften 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 92 minutter
Censur: 11+.

Anmelderne var glade og fuldstændig enige:

Søren Vinterberg, Politiken: … konens desperate handlinger forstår man jo alligevel, og selv er jeg parat til at sluge en del forenkling, når dramaet med komedietilløb udspiller sig på de ensomme landbrug blandt trælse bakkedrag til hjejlens biip-biip under de 180 graders himmel.
4 hjerter ud af 6.

Frederik Asschenfeldt Vandrup, Jyllands-Posten: Filmen bliver lidt for forudsigelig i sin ‘underdog’-historie, jo længere i processen hun når, men i den første time skildrer Hákonarson og den stridslystne Arndis Hronn Egilsdottir i hovedrollen loyalt og med fint blik for den næsten usynlige magtanvendelse det jerngreb, som folkets egen andelsforening holder dem i. 4 stjerner ud af 6.

Lone Nikolajsen, Information: Så har man set det med: En rigtig charmerende og fin film om, hvordan man bedst som landligt lokalsamfund forhindrer affolkning og butiksdød.

Wendy Ide, filmmagasinet Ekko: Ligesom ’Blandt Mænd og Får’ er den tro mod sine personer: vejrbidte stoikere, der slider side om side med deres husdyr for at skaffe brød på bordet. Og der er en åbenhed og ærlighed i filmsproget, en ukunstlet kvalitet, som kun gør filmen stærkere.Begge film har gummistøvlerne solidt plantet i den vulkanske muld, men Mælkekrigen har en mere sober tone. 4 stjerner ud af 6.

Adam Paaske, netmediet Soundvenue: … et vellavet og vigtigt værk. Filmen kan ikke blot ses som en klassisk fortælling fra Island, hvor hovedkarakteren forsøger at genoprette sin ære og den tabte orden, men også som en universel hyldest til enhver oprører. 4 stjerner ud af 6.

Film Fakta
MÆLKEKRIGEN
Originaltitel: Héradid
Instruktion: Grimur Hákonarson
Medvirkende: Arndis Hronn Egilsdottir, Sveinn Ólafur Gunnarsson, Sigurdur Sigurjónsson med flere
Produktion: Grimar Jónsson
Manuskript: Grimur Hákonarson
Fotografi: Mart Taniel
Scenografi: Stigur Steinthórsson
Musik: Valgeir Sigurdsson
Land: Island
Produktionsår: 2019
Selskab: Haut et Court, ONE TWO Films, Netop Films, og Profile Pictures
Biodistributør: Scanbox.