NY FILM I SCALA GUDHJEM: INTRIGER VED HOFFET

Der er flotte kostumer i THE FAVOURITE, men under den royale facade lurer vanviddet og intrigerne – og en forrygende komedie. Her Emma Stone som den intrigante kusine Abigail. Foto©Yorgos Lanthimos / TwentiethCentury FoxFilmCorporation.

 Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen: 

MED TITLEN in mente er det meget passende, at THE FAVOURITE er en af årets største Oscar-favoritter. Hvis du har en mistanke om, at det er fordi, at THE FAVOURITE er en såkaldt paryk-film, er det berettiget nok, for det er velkendt, at filmakademiet har en forkærlighed for historiske kostume-dramaer.

Men under parykkerne gemmer sig en skarp og absurd komedie, hvor intrigerne ved det britiske hof i 1700-tallet bliver behandlet, som var det Donald Trumps Hvide Hus det handlede om. Hovedpersonen er den smågale dronning Anne, der hellere vil lege med sine kaniner. Hendes fortrolige ven og hemmelige elskerinde, hertuginden Sarah Churchill, manipulerer med dronningen fra sengekammeret. Da Sarahs unge og ærgerrige kusine Abigail indfinder sig på hoffet, er der lagt op til en bitter og skamløs rivalisering om regentens gunst.

Det går ikke stille for sig, og anmelderne er ved at falde ned ad stolene af grin. Også herhjemme: Den er ”sprudlende, bedårende og smågrotesk,” skriver Berlingske og kalder det for ’årets sjoveste film.’ Politiken fastslår, at det er et ”helstøbt, overlegent værk.”

Rollerne er besat af et fremragende trekløver af kvindelige stjerner, hvor en af dem endnu ikke er kendt i Danmark. Men det er hun inden året er omme. Olivia Colman, der spiller den gale dronning, spiller nemlig også Dronning Elizabeth II i næste sæson af ’The Crown’, der får tv-premiere senere på året. Olivia Colman er forgudet i England, og med hendes fuldstændig fremragende præstation i THE FAVOURITE begynder man at forstå hvorfor.

THE FAVOURITE
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 14. februar til og med onsdag 20. februar
Hverdage
klokken 19:15

Weekend [lør-søndage] kl. 16:15 med GRATIS KAFFE
Biografcafeen åbner 45 minutter før forestillingens start
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 119 minutter
Censur: 11+.

Anmelderne var stærkt begejstrede:

Eini Carina, Politiken: Parykfilmen THE FAVOURITE om seksuelle magtspil blandt kvinder ved det engelske hof er et helstøbt, overlegent værk. 5 hjerter ud af 6

Ida Rud, Berlingske: … der er mange uforglemmelige ting ved Yorgos Lanthimos sprudlende, bedårende og smågroteske THE FAVOURITE, der formentlig er – og bliver ved med at være – årets sjoveste film.
6 stjerner ud af 6

Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten: Det er tit vanvittigt morsomt, ofte latterligt, men allermest gennemsyret af en oprigtig interesse og nysgerrig ømhed over for hovedkaraktererne, der spilles med skarp elegance ... 6 stjerner ud af 6

Bo Green Jensen, Weekendavisen: Den er mærkelig, vild og dybt misantropisk. Men alligevel skarp og autentisk funderet. Nænsom nok på uventede steder. En film, der smager som mørnet fasan. Kald det historisk (sur)realisme.

Katrine Hornstrup Yde, Information: Når man smører absurd ud over noget, der i forvejen er absurd, punkterer det almindeligvis det sjove og det indsigtsfulde. Men smører man den græske mestergakker Yorgos Lanthimos ud over Englands hof anno 1705 i den netop oscarnominerede THE FAVOURITE, bliver det til dybfølt vanvid.

Lee Marshall, filmmagasinet Ekko: Der er ikke langt fra palads til mødding i Yorgos Lanthimos’ sprudlende kostumekomedie, som med bidsk satire og en trio af topskuespillere rammer både datiden og nutiden med samme træfsikkerhed. 6 stjerner ud af 6

Freja Dam, netmediet Soundvenue: De tre boss-ladies udgør et sjældent fornøjeligt triumvirat i historien om to hofdamers magtkamp for at vinde den svagelige dronning Annes gunst i 1700-tallets England.
5 stjerner ud af 6.

Film Fakta
THE FAVOURITE
Instruktion: Yorgos Lanthimos
Medvirkende: Olivia Colman, Emma Stone, Rachel Weisz, Nicholas Hoult, Joe Alwyn, Mark Gatiss, James Smith, John Locke, Ben English, Wilson Radjou-Rujalte, Liam Fleming med flere
Produktion: Ceci Dempsey, Ed Guiney, Yorgos Lanthimos og Lee Magiday
Manuskript: Deborah Davis og Tony McNamara
Fotografi: Robbie Ryan
Klip: Yorgos Mavropsaridis
Scenografi: Fiona Crombie
Caster: Dixie Chassay
Land: Irland, USA og Storbritannien
Sprog: Engelsk
Produktionsår: 2018
Selskab: Film4, Element Pictures, Waypoint Entertainment og Scarlet Films
Biodistributør: Twentieth Century Fox.