NY FILM I SCALA GUDHJEM: KAMPEN MOD DET ONDE

Paul Atreides [Timothée Chalamet] må rejse til universets farligste planet for at redde sit folk fra udslettelse. Foto©WarnerBrosPictures/LegendaryPictures/SFstudios.

 DUNE:  Filmens titel ‘Dune’ er det engelske ord for en bakke af sand dannet af vindens bevægelser. Her hentydes til den ørkenplanet, hvor det meste af handlingen udspilles. Den bygger på Frank Herberts ’Dune’ – en science fiction-roman fra 1965, som blev en særdeles voldsom bestseller. Den fik tildelt adskillige priser og anses generelt for at være den mest populære science fiction-roman, der er skrevet. Og faktisk nævnes den hyppigt, som den bedst sælgende science fiction-roman nogensinde. Romanen blev oversat til dansk i 1978 med titlen Klit’. Samme oversættelse blev genudgivet i 2010.

Men det er ikke første gang, at romanen har inspireret filmfolk. Den kendte, amerikanske instruktør David Lynch lavede en filmversion i 1984, som i øvrigt ikke blev så godt anmeldt som denne nye. Desuden lavde Sci-Fi Channel to miniserier og senere er udgivet et computerspil og brætspil efter forlæg fra filmen.

’Dune’ foregår i en fremtid med et vidtforgrenet feudalt imperium, hvor planetære territorier kontrolleres af adelige familier, der er loyale over for det kejserlige hus Corrino. Hovedpersonen er Paul Atreides [Timothée Chalamet] – en ung mand født til at opnå noget ganske særligt. For at sikre sin families og sit folks fremtid må han drage afsted på en rejse til universets farligste planet. Ondsindede kræfter kæmper om planetens mest dyrebare ressource – et middel, der kan åbne op for menneskehedens største potentiale.

Anmelderne var generelt positive. Jyllands-Postens Frederik Asschenfeldt Vandrup udstyrede den med 5 stjerner ud af 6 med ordene: ”Det er svært at anmelde en halv film, men anslaget er så godt, vellavet og engagerende skruet sammen, at jeg vover pelsen og gætter på, at instruktøren Villeneuves fulde værk, når det en dag er realiseret, materialiserer sig som en overvældende filmisk sci-fi-saga i sin egen ret”. Altså må vi forvente en fortsættelse eller fem.

DUNE
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 14. til og med onsdag 20. oktober
Hver aften: 19:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 153 minutter
Censur: 11+.

Anmelderne var lidt delte:

Niki Vraast-Thomsen, netmediet Soundvenue: Slutningen mangler, men DUNE tilgives. En visuel triumf, som kræver noget af sit publikum, men belønner tålmodigheden rigeligt med et hypnotisk sci-fi-trip.
5 sjerner ud af 6.

Joakim Grundahl, Politiken: Argh, mand, hvor er det ærgerligt. Et så kosmisk komplekst drama som Herberts DUNE fortjener så meget mere fokus på de bærende figurer, som er dem, der overhovedet gør det intrigante spil interessant. 3 hjerter ud af 6.

Frederik Asschenfeldt Vandrup, Morgenavisen Jyllands-Posten: Det er svært at anmelde en halv film, men anslaget er så godt, vellavet og engagerende skruet sammen, at jeg vover pelsen og gætter på, at Villeneuves fulde værk, når det en dag er realiseret, materialiserer sig som en overvældende filmisk sci-fi-saga i sin egen ret. 5 stjerner ud af 6.

Christian Monggaard, Information: Men selv om hans udgave bestemt er sjov at se – og der er gode ting i den – er det også en dybt problematisk film, der forsøger at fortælle historien i DUNE på blot lidt over to timer. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, når man vil have det hele med, og det lider nuancerne og kompleksiteten under.

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: Til gengæld kniber det en del med at gøre historien vedkommende på de indre linjer, og det stjernespækkede hold kæmper en brav men ulige kamp mod at gøre deres groft skitserede personer interessante. 3 stjerner ud af 6.

Niels Jakob Kyhl Jørgensen, filmmagasinet Ekko: Der ligger et enormt potentiale i Denis Villeneuves storslåede vision om et rumepos for voksne, og det er slet ikke umuligt, at han stadig kan nå at indfri det.
4 stjerner ud af 6.

Film Fakta
DUNE
Instruktion: Denis Villeneuve
Medvirkende: Timothée Chalame, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Josh Brolin, Vladimir Harkonnen, Stellan Skarsgård med flere
Produktion: Cale Boyter, Mary Parent og Denis Villeneuve
Manuskript: Denis Villeneuve, Jon Spaihts og Eric Roth
Fotografi: Greig Fraser
Klip: Joe Walker
Musik: Hans Zimmer
Land: USA
Produktionsår: 2021
Dansk distribution: SF Studios.