NY FILM I SCALA GUDHJEM: KOKS PÅ FERTILITETSKLINIKKEN

Er der to, der er gode til komedier er det Mille Dinesen og Lars Ranthe – her i Bytte Bytte Baby. Foto©SFstudios.

 BYTTE BYTTE BABY:  ”I en Nancy Meyers-beslægtet rom-com dissekerer graviditetskomedien ’Bytte bytte baby’ moderskab og fertilitetsbehandling sødt, underholdende og rørende som aldrig før i dansk kontekst’.

Sådan skriver Ida Pedersen i sin anmeldelse i netmediet Soundvenue og honorerer med fem ud af seks stjerner.

Andre anmeldere er knap så begejstrede, men faktisk ligger biografgængeren Peter på linie med Ida Pedersen. Han skriver begejstret på kino.dk:

”Vi følger de to par i deres graviditet og deres forskelligheder op- og nedture … og de mange sjove forviklingssituationer de bliver puttet i. Man er i godt selskab med alle de skønne karakterer. 4 stjerner fra mig.

Instruktøren Barbara Topsøe-Rothenborg fortæller til kino.dk,: Hele 20% af danskerne har svært ved at blive gravide, og hvert 9. barn kommer til verden ved fertilitetsbehandling. Rigtig mange skammer sig over, at de – eller rettere vi, for jeg var selv igennem fertilitetsbehandling – ikke kan reproducere uden hjælp. Med denne film ønsker jeg at skabe et rum for dette vigtige emne, så vi kan blive en smule mindre berørings-angste, og det føler jeg, at vi kan gøre bedst gennem komedien. For når det smertefulde er skildret gennem humor, kan vi bedre sænke paraderne og grine. Jeg synes at det er en livsbekræftende, humoristisk og smertelig graviditetskomedie, som også afspejler, hvor utrolig fordømmende vi kvinder kan være overfor hinanden.”

Helt enkelt handler – med en del forviklinger – ‘Bytte Bytte Baby’ om to pars søde ventetid med udsigt til den perfekte graviditet, lige indtil de opdager, at fertilitetsklinikken har ombyttet de befrugtede æg. Den alternative Liv er gravid med kontrolfreaken Cecilies baby, og babylykken bliver med ét vendt på hovedet. Den umiddelbare løsning er at bytte babyer ved fødslen, men dilemmaet sætter gang i en lavine af absurde konflikter.

BYTTE BYTTE BABY
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 6. april til onsdag 12. april.
Hver aften kl. 19:15.
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart.
Billetpris: 95 kroner.
Spilletid: 109 minutter.
Censur: 7+ år.

Anmelderne var ikke helt enige:

Ida Pedersen, netmediet Soundvenue: I en Nancy Meyers-beslægtet rom-com dissekerer graviditetskomedien ’Bytte Bytte Baby’ moderskab og fertilitetsbehandling sødt, underholdende og rørende som aldrig før i dansk kontekst. 5 stjerner ud af 6.

Thomas Brunstrøm, Berlingske: Den danske komedie ’Bytte Bytte Baby’ er ikke decideret usjov, men rigtig mange scener og situationer virker som noget, man har set temmelig mange gange før i letbenede amerikanske rom-coms. 3 stjerner ud af 6.

Kristian Dam Nygaard, B.T.: Når jeg hverken griner eller græder over en komedie, der forsøger at tage hånd om et alvorligt emne, så er den ikke helt god. 2 stjerner ud af 6.

Bo Tao Michaëlis, Filmmagasinet Ekko: ‘Bytte Bytte Baby’ er en folkekomedie af den slags, hvor luksuslimousinen møder Christiania-cyklen, og champagne med havudsigt drikker dus med husets hvidvin på bodegaen. 3 stjerner ud af 6.

Christian Monggaard, Information: Bytte Bytte Baby’ revolutionerer ikke ligefrem komediegenren – og historien om to kvinder, der ved en fejl bliver gravide med hinandens babyer, er lidt underlig – men der er også morsomme og rørende øjeblikke. [Information uddeler ikke karakterer]

Katrine Sommer Boysen, Morgenavisen Jyllands-Posten: Kun de fire skuespillere i front redder filmen fra at være en baby, man rigtig gerne vil have byttet. 3 stjerner ud af 6.

Kim Skotte, Politiken: Sjovt nok ligner denne selvironiske komedie om gravide kvinder mest af alt noget, der kunne være lavet af en djærv mandschauvinist for mange årtier siden. 3 hjerter ud af 6.

PS: Rom-com = romantisk komedie.

Film Fakta
BYTTE BYTTE BABY
International titel: Maybe Baby.
Instruktion: Barbara Topsøe-Rothenborg
Medvirkende: Mille Dinesen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe, Thomas Bachhausen, Michael Boegebjerg, Kasper Dalsgaard, Solbjørg Højfeldt, Katinka Lærke Petersen, Neel Rønholt, Sarah Boberg, Laura Bro med flere
Manuskript: Pia Konstantin Berg.
Foto: Benjamin Kirk Nielsen.
Klip: Cecilie Lægs Mejer.
Lyd: Chrisian Lund.
Casting: Karin Jagd.
Producer: Marcella Linstad Dichmann.
Stunts: Jacob Sebastian Malm Carlsen med flere.
Kostumer: Ann-Sofie Lund Hagelskjær Nielsen.
Produktion: Det Danske Filminstitut, FilmFyn, SF Studios Production og TV2 Danmark.
Dansk distribution: SF Studios.