NY FILM I SCALA GUDHJEM: KULT-FILMEN MATRIX GENOPSTÅR
Da den første Matrix-film havde premiere i 1999, redefinerede den genren ved at blande et filosofisk og underholdende plot med nyskabende action … ikke mindst bullet-time-effekten – en affyret kugle i slow-motion.
”For over 20 år siden revolutionerede de Wachowski-duoen Hollywoods blockbusterformat med deres blot anden spillefilm ’The Matrix’”, skriver filmanmelderen David Madsen i netmediet Soundvenue og forsætter: ”De to stortanlagte efterfølgere har derimod begge ry for at være fæle skuffelser, men et andet billede tegner sig i dag efter at Lana Wachowskis ’Matrix 4’ endelig er blevet frigivet efter et længere Corona-lockdown”.
Flere anmeldere mener, at Matrix-trilogien er blevet dybt misforstået og, at den står stærkere i dag end nogensinde før med denne sidste nummer fire.
Det særlige ved Matrix-filmene er stilen: Hvis computerspil gør alt for at ligne film, prøver Matrix at ligne et computerspil.
Handlingen udspiller sig i San Francisco, hvor man igen møder computerprogrammøren Neo [Keanu Reeves ], som tilsyneladende lever et normalt liv under sin gamle identitet Thomas Anderson.
Han får rutinemæssigt udskrevet blå piller for at dæmpe sine mystiske syner. Men da en ny version af Morpheus – en hacker fra de tidligere film – dukker op og tilbyder ham en rød pille, åbnes der igen op for den skræmmende ‘rigtig’ virkelighed.
Pillernes farve er vigtig. Ved indtagelse af en rød får Neo indblik i, at menneskes liv rent faktisk bare er en Viruel Rality-skabt virkelighed, der skal forhindre mennesket i at gøre oprør. Vores kroppe – din og min – er fastspændt i en særlig væske, så de kan bruges som batterier til at drive The Matrix.
Den første film i serien modtog fire Oscars. Den slog billetsalgsrekorder i USA og indtjente på verdensplan godt 456 millioner dollars. Efterfølgeren gik amok med en indtjening på 738 millioner dollars. I år fik etteren en sjetteplads på magasinet Rolling Stones liste over de 50 bedste actionfilm nogensinde. Om denne nummer fire kan leve op til sine forgængere afgør du, hvis du ellers tør vove dig ind i biografmørket til en hel speciel oplevelse.
De tidligere tre Matrix-film er instrueret af Andy og Larry Wachowski. Ved premieren til den første i serien i 1999 blev de beskrevet som brødre, men i dag ved man ud fra interviews og offentlige optrædener, at de begge er transkvinder, og nu hedder Lana og Lilly. Til trods for det faktum bliver mange – kritikere såvel som publikum – fortsat ved med at kalde dem brødre. Måske ud fra et behov for at usynliggøre to af de mest indflydelsesrige transpersoner i underholdningsindustrien. Visse filmanmeldere mener, at The Matrix giver langt mere mening ud fra en trans-læsning. Tyg lige på den!
MATRIX 4: THE RESSURRECTIONS
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 10. til onsdag 16. februar
Hverdage 19:15
Lør- og søndage 16:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 148 minutter
Censur: 11+.
Anmelderne var ikke helt enige:
David Madsen, netmediet Soundvenue: I sig selv er RESSURRECTIONS en af de mest visuelt imponerende, oprigtigt originale blockbustere siden ’Mad Max: Fury Road’. Som en metakritik af Hollywoods sygelige reboot- og franchise-mani rammer den som et lyntog. 6 stjerner ud af 6.
Flemming Kaspersen, filmmagasinet Ekko: Jeg tog mig selv i at sidde med et stort smil over, hvor radikalt Lana Wachowski går til værks i begyndelsen. Men halvvejs inde i filmen bliver smilet til et gab. Instruktøren slipper grebet om satiren og leverer det, hun nok i virkeligheden er blevet bedt om: Matrix-action til blockbuster-publikummet. 4 stjerner ud af 6.
Per Juul Carlsen, Filmland P1: ’Ressurrections’ er mest af alt et opkog. Genbrug af gamle idéer. Historien hænger sammen og giver mening inden for computerspilslogik, og mange ærkefans vil formentlig bare glæde sig over en ny fortælling med Neo, Trinity, Morpheus, Smith og de andre.
3 stjerner ud af 6.
Film Fakta:
MATRIX 4: THE RESSURRECTIONS
Instruktion: Lana Wachowski
Medvirkende: Keanu Reeves, Carrie-Anne Moss, Yahya Abdul-Mateen II, Jessica Henwick, Jonathan Groff med flere
Produktion: James McTeigue, Lana Wachowski og Grant Hill
Manuskript: Lana Wachowski, David Mitchell og Aleksandar Hemon
Fotografi: John Toll
Klip: Joseph Jett Sally
Musik: Johnny Klimek og Tom Tykwer
Land: USA
Produktionsår: 2021
Dansk distribution: SF Studios.